september 17, 2022

Test: Fortidsminder i Toyota 4Runner

Hvis man ikke kan eje en bil, må man leje en bil. Det kan man også, når man bor i New York City. En tur tilbage i tiden til 2014 til test af Toyota 4Runner

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

For længere tid siden, end det føles, boede jeg i USA. Halvandet år midt på Manhattan, midt i det, der for mig altid vil være verdens navle.

New York City og biler er en katastrofal kombination. Det er bedst bare at overlade de tre- og firesporede boulevarder og avenues til yellow cabs, busser, lastbiler og UPS-biler.

SE OGSÅ | Årets Brugtbil 2022 – fem fornuftige i finalen

Adrenalin pumpes automatisk ud i store mængder, når man kører bil på Manhattan. Man skal være hurtig, på vagt i en hel ekstrem grad – og tage masser af chancer.

Men det bedste ved min tid i USA, udover rejser rundt i hele det fantastiske land, meget varieret mad, sære og dejlige mennesker og mange, mange timer gående og cyklende på tværs af New York City, var turene ud af byen.

Bagruden kan sænkes, men det er ikke en god idé, hvis man bruger 4Runners evner til at køre i vand

Frit valg hos Avis i lufthavnen i Newark

Det er direkte usmart at leje en bil på Manhattan for at køre ud af byen. Prøv at gøre det en fredag eftermiddag og bare tro på det. Det er så stressende, man får lyst til at parkere bilen og efterlade den, og det koster samtidig en tur med bro eller tunnel væk fra øen.

Jeg opdagede, hvor nemt det var at tage toget til lufthavnen i Newark, New Jersey, som mange danskere kender fra SAS-flyvninger til New York. Derfra er det nemt at køre videre ud i New Jersey, New York, Rhode Island, Connecticut og endnu længere.

SE OGSÅ | Ny Nissan X-Trail – praktisk hybrid til syv personer

I Newark var udlejningsfirmaet Avis altid mit valg. Jeg tog turen så tit, at personalet vidste, hvad jeg var ude efter, så snart jeg kom ind gennem skydedøren. En bil, selvfølgelig, men først en tur rundt på hele parkeringspladsen for at finde den rigtige. Det var som en slikbutik for mig. En god en, hvor tingene ikke feder.

Lincoln MKT, Kia K900 – Toyota 4Runner

Det var befriende at køre først ud af Manhattan med tog, i forventning om noget fedt at køre i, og så tage den særligt udvalgt bil ud på den hullede freeway. Vejen til alle steder!

Flere gange var det en Ford Mustang, en af gangene en limegrøn Convertible til en tur til Pennsylvania, og flere af gangene kan jeg ikke komme i tanke om, hvad vi kørte ud af Newark i. Sådan er det også med biler i dag. Jeg prøver på et år rigtig mange biler, og der er ikke plads til at lagre de mere ligegyldige i mere end et par år.

SE OGSÅ | Test: Strømført Jeep Wrangler 4xe er svær at forsvare

Jeg husker den mærkelige kombination af SUV og stationcar i Lincoln MKT, som stort set kun blev solgt til brug som limousine, fordi private købere ikke forstod, hvad den gik ud på. Rigtig glad var jeg, da vi kørte til New England i Kia K900 med V8 og alt i luksus – til samme lejepris som jeg skulle give for en Honda CR-V. Ingen hos Avis vidste, hvad K900 var, så prisen var lav.

Der er en bil, jeg husker helt klart. En grå firehjulstrækker, som ikke så ud af meget, men som viste sig at bore sig direkte ind i hjertet på mig – og direkte ind i langtidshukommelsen. Toyota 4Runner.

Grå og med fælge, som næsten har et ikke-design. 4Runner ser ikke ud af meget, men er rigtig meget af mange ting

Finger Lakes – 11 lange søer

Toyota 4Runner er ved at bevæge sig til det punkt, hvor den er legendarisk. Selv om den grå bil ikke ser ud af noget særligt. Toyota har lavet den siden 1984, og den første var en modificeret Hilux – altså, uden lad. Amerikanerne som ikke elsker Jeep Wrangler, men elsker tunge chassisrammer og V6’ere uden turbo – men med store overarme – har i mange år haft et lunt forhold til Nissan Xterra og Toyota 4Runner. I Europa har vi den dyre Land Cruiser, i USA har de den folkelige 4Runner og den store Sequoia.

SE OGSÅ | Yeehaw! Så er der en ny Ford Mustang

Ægte firehjulstrækkere, men til en meget lavere pris end terrænbiler som Land Rover Discovery. Xterra sælger Nissan ikke mere, men Toyota vover ikke at trække stikket på 4Runner – og konstant godt salg giver penge i kassen.

Bilen jeg kørte til Watkins Glen ved Finger Lakes – 11 aflange søer i det nordlige af staten New York – i dengang i maj 2014, var resultatet af et nyligt facelift. 4Runner ser også sådan ud i dag, otte og et halvt år senere. I dag har den en masse aktive sikkerhedssystemer – den er jo fra Toyota – og et lidt friskere infotainmentsystem.

Hvis du finder et billede af kabinen i 4Runner årgang 2022, ser det næsten sådan her ud. Nyt infotainmentsystem og mere sikkerhed er kommet til, siden billedet her blevet taget i 2014

Dovenskaben længe leve

Jeg husker 4Runner og turen nordpå helt tydeligt. Fordi jeg følte, der i 2014, at 4Runner var helt perfekt uperfekt. Den er lavet til slid og slæb, og den er lavet til at holde årtier. Den er som et levende fossil, som noget fra en fjern fortid, hvor revolutionen heldigvis er udeblevet.

Derfor kører den dovent og tungt, den mellemstore firehjulstrækker. Den slår lidt i rammen, når den falder i dybe huller, og styretøjet er 100 procent, som det skal være i en rigtig firehjulstrækker: Langsomt, roligt, stabilt. Så er der ingen overraskelser, når en træstub prøver at flå rattet fra dig.

SE OGSÅ | Scout er et “nyt” VW-mærke kun til USA

Det står helt tydeligt. Intet, absolut intet, knirkede, selv når undervognen slog sig, og 4Runner SR5 4×4, som både dengang og i dag er den billigste udgave (firehjulstræk koster 14.000 kr. ekstra), var Toyota-soliditet, -kram og -historie rullet sammen i en dejlig og kantet SUV.

4Runner går tilbage til 1984. Den første generation var lavet på Hilux, men på trods af det, kender vi den ikke i Europa

5-trins automatgearkasse? Den findes endnu

Med den elektrisk sænkbare bagrude kørt ned, lun forårsluft og vinmarker alle steder trillede vi rundt nogle dage i Finger Lakes-området. 4-liters V6’eren kørte, og kører stadig, men en langsomt, men dog sikkert, tænkende 5-trins automatgearkasse. Jeg husker motoren som en klassisk, no-nonsense V6-motor, hvor bundtrækket kom fra stor slagvolumen.

Jeg vil aldrig have en gammel Land Rover Defender, og jeg skal aldrig nogensinde have en gammel Jeep Wrangler. Men 4Runner gik rent ind, og jeg er tit en tur forbi mobile.de for at se, hvad der har sneget sig til Tyskland fra verden udenfor Europa.

SE OGSÅ | Stærke priser på Toyota Corolla Cross Hybrid med 197 hk

Der er en del 4Runner af den anden og tredje generation til salg, og jeg kan få en ny leveret fra USA til 100.000 euro. Før moms og afgifter. Lige nu er der også en 2017’er med TRD Pro-off-road-pakke til salg til 40.551 euro, så 300.000 kr. uden moms og afgift. 

En ny koster, derovre i USA, omkring 325.000 kr. Jeg tror, jeg venter et par år med at kigge igen. Det gør ikke så meget, for 4Runner forsvinder ikke ud af min hukommelse.


SPECIFIKATIONER

Toyota 4Runner 4,0 SR5 4X4 (årgang 2022)

Motor: V6, 3.956 cm3
Ydelse: 273 hk/377 Nm
0-100 km/t: Cirka 7,5 sekunder
Tophastighed: 184 km/t
Forbrug: 7,2 km/l
Mål (L/B/H): 483/193/182 cm
Køreklar vægt: 1.996 kilo
Bagagerumsvolumen: Op til 2.540 liter

Pris i USA: 310.000 kr. (4Runner fås fra 296.000 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS