Første tur: Audi E-Tron GT når nye højder
Hvad manglende den fabelagtige Audi E-Tron GT egentlig? Svaret er hverken kræfter eller udstyr, men længere rækkevidde. Det har den fået. Og ja, den har nu også langt flere kræfter.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
TEKST OG FOTO Morten Bek
Lexus er et undervurderet bilmærke i Danmark. De japanske luksusbiler laves med et ufravigeligt fokus på materialekvalitet og, i det hele taget, perfektion i produktionen. Jeg har aldrig oplevet en Lexus, hverken før mærket droppede ud af markedet i Danmark i 2013, eller efter japanerne igen åbnede butikken i 2021, der ikke virkede til at være bygget til at modstå et missilangreb. Hvis bare det var muligt at sige det samme om biler fra BMW og Mercedes.
Men det er en stor del af problemet. Butikken, som butik i ental. Der er en forhandler i Danmark. Importøren, Toyota, holder sit luksusmærke helt tæt på, for butikken ligger i underetagen af importørens hovedsæde i Søborg ved København.
LÆS OGSÅ | Ny Lexus RX er billig, hvis man har mange penge
Hvis jeg var jyde, og det er jeg, og bor i Aarhus, Kolding, Aalborg eller Esbjerg, vil jeg ikke møde op hos en Toyota-forhandler, der sådan set ikke forhandler Lexus, for at prøve en Lexus. Jeg vil have den fulde Lexus-oplevelse. Ærgerligt, for jeg synes, der er god grund til at se nærmere på Audi Q5-konkurrenten NX, og med den nye mini-crossover LBX på vej er der potentiale for virkelig at udvide kundegrundlaget. Altså mest kundegrundlaget omkring København, som det er lige nu.
Jeg mener, jeg har sagt det før. Hvis jeg skulle købe en 12-15 år gammel bil, så ville den anden generation Lexus IS være i min top tre. Den er et fornemt eksempel på nedtonet luksus, og designet holder stadig i dag – og så er der, igen, det med usvigeligt god byggekvalitet og holdbarhed.
Siden dengang for 10-12 år siden har Lexus-designerne haft en lang periode med mindreværdskomplekser. De måtte åbenbart konkurrere på størrelsen af grillen på bilerne med de tyske mærker, så hele fronten endte med at være en enorm grill på biler som den gamle RX. Et stort, åbent gab.
LÆS OGSÅ | Lexus LM er luksus-MPV til fire med 48″ biograf
Den nye RX har også grill nok til at kunne suge luft nok til at lette fra jordens overflade. Men grillen er integreret i fronten og sidder ikke som et åbent sår. Den 5. generation RX er virkelig elegant og et rigtig flot modstykke til BMW X5, Mercedes GLE og Volvo XC90.
RX ser mindre ud end X5, og det er reelt nok. X5 er nogle centimeter længere, men den er også 8,5 cm bredere og 7 cm højere. I kabinen mærkes forskellen i bredden, men RX føles ikke direkte snæver. Og så er X5 simpelthen ved at være for bred til vores veje i byen og på landet.
Med bredde følger optisk tyngde, og det er af grundene til, at X5 føles som bastant og den nye RX så let og elegant. Under metallet på de to biler er der også meget, meget store forskelle, og her får X5 plusser in sin karakterbog, mens RX begynder at se rigeligt “let” ud.
Det er, på den ene side, platformssnobberi, på den anden side forventningerne om dyr teknologi, det handler om. X5 er bygget på en platform, som også større luksusbiler som X7 og 7-serien svæver rundt på. Det er ikke det værste at kunne fortælle familie og kolleger, og det gør også at X5 kommer med slagkraftige motorer; den seneste PHEV-version med 3-liters sekscylindret motor yder 489 hk. Bum.
Det trækker med det samme ned, at Lexus bruger samme platform til den nye RX, som Toyota bruger til RAV4. Lexus brugte den allerede til den seneste NX, og det er helt forsvarligt. Men en luksus-SUV, der skal bide skeer med Q7, X5, GLE og XC90? Det er ikke en god historie. En historie, der er en halvsløj fortælling, fordi den vigtigste RX-udgave, den testede plug-in hybrid RX 450h+, har samme mekanik som RAV4 Plug-in hybrid.
LÆS OGSÅ | Facelift til BMW X5: PHEV med 490 hk
Samme 2,5-liters benzinmotor uden turbo, samme trinløse gearkasse, samme batteri på 18,1 kWh og stort set samme ydelse – 306 hk i RAV4, 309 hk i RX. Jeg har svært ved at se, hvorfor Lexus ikke i det mindste har opgraderet batteriteknologien, for i kraft af et større karrosseri og højere vægt er rækkevidden på strøm kun 67-68 kilometer. Konkurrenterne er stukket af i forhold til det, og hos BMW og Mercedes er tallene trecifrede. Maksimal ladekapacitet er også kun 3,7 kW, hvor selv den gamle Volvo XC90 kan klare 6,4 kW.
RX 450h+ har elektrificering til at flytte sig med den kraft, jeg forventer af en stor luksusbil, og hvis man blander bykørsel og landevej, er den elektriske rækkevidde på en sommerdag i nærheden af det lovede. Det er når batteriet er tømt, og benzinmotoren skal hive den tunge SUV op i fart, der tegner sig et billede af en drivlinje, der har brug for mere.
En RAV4 eller en NX med samme system virker overskudsagtige og afslappede, når batteriet er tomt. Motoren tager mange omdrejninger, og den brummer lidt for meget, men bilerne er hurtigt oppe i fart. RX er for stor en mundfuld, og den er træg i optrækket, med mindre man bare gerne vil høre motorens brummen.
Det er komplet ligegyldigt, om en stor, høj plug-in hybrid vejer 2 tons, 2,2 tons eller 2,4 tons. Den bliver aldrig økonomisk, og den bliver aldrig “sportslig”. Hvis Lexus har sparet på batteriet for at gøre RX mere letkørt, så er effekten udeblevet. RX er, baseret på den testede udgave med 21” hjul, bilen med de mindst overbevisende køreegenskaber i klassen.
Netop fordi en stor PHEV er så tung, er det smart at opgive tanken om præcise, lette køreegenskaber på forhånd. Det er komfort og stabilitet, man skal forlange af en SUV som RX. Efter at have testet den mindre NX er det naturligt at forvente en endnu mere raffineret og luksuriøs køreoplevelse. RX træder ved siden af og leverer ikke en bedre, men en ringere køreoplevelse.
LÆS OGSÅ | Mercedes-Benz GLE faceliftet og forstærket
At drivlinjen tynges af størrelse og vægt er ét minus. At affjedringen er ukoordineret, er en mindst lige så stor skuffelse. RX på 21” hjul har en konstant kamp med at udligne selv usynlige ujævnheder, og en alt andet end luksuriøs stivhed trækker virkelig ned. Styretøjet er fint nok. RX er i hjertet en SUV lavet til amerikanere, som kører lige ud. De har ikke brug for liv i styretøjet, men en mere europæisk afstemning er savnet på danske veje.
RX 450h+ starter på 878.500 kr., og basismodellen Comfort har en rigtig god udstyrsmængde til prisen. Fuld sikkerhedspakke (med adaptiv fartpilot), infotainment med 14” touchscreen, indtræk i kunstlæder, el-justerbare forsæder trådløs mobilopladning og el-betjent bagklap. Den har også “kun” 19” hjul – måske en gave for affjedringen?
Den testede Executive starter ved 969.500 kr. Næsten 90.000 kr. for ægte læder, ventilation i forsæderne, 21” hjul og lidt andet udstyr er optrækkeri. I Luxury-udgaven til yderligere cirka 73.000 kr. kommer der adaptiv undervogn (her er endnu et håb for køreegenskaberne), head-up-display, træindlæg i kabinen og el-justerbare bagsæder til.
LÆS OGSÅ | Test: Lexus NX er værdig til at tage kunder fra Audi Q5
Den seneste BMW X5 som PHEV er stukket af i pris i forhold til tidligere. Nu koster den mindst 1.163.635 kr. og starter cirka 315.000 kr. højere end RX. Det er så også en bil, der virker til at være af en anden klasse. Værst for RX er nok Volvo XC90 T6 Recharge, som godt nok er gammel, men stadig en fantastisk SUV. Fra 939.000 kr. koster den. Og den har endnu mere udstyr end basisudgaven af RX.
Lexus RX er stilig og elegant, kommer til en skarp pris. Men designet og priserne er det bedste ved bilen, som ikke har det, der skal til i klassen. Skal det være en SUV fra Lexus, så skal det være den mindre NX.
SPECIFIKATIONER
Lexus RX 450h+ Executive med Teknikpakke
Motor: R4, 2.487 cm3 + el
Ydelse: 309 hk (Nm ikke oplyst)
0-100 km/t: 6,5 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 90,9 km/l
CO2-udledning: 25 gram/km
Batteristørrelse: 18,1 kWh
Rækkevidde på el: 67-68 kilometer
Mål (L/B/H): 489/190/169 cm
Køreklar vægt: 2.240 kilo
Trækvægt: 2.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 612 liter
Pris: 983.000 kr. (RX fås fra 878.500 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 44.995/13.345 kr. (RX fås fra 44.995/11.245 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 833.000 kr. (RX fås fra 736.500 kr.)
Brugte Lexus RX til salg på Bilbasen
Se flere brugte Lexus til salg på Bilbasen
Hvad manglende den fabelagtige Audi E-Tron GT egentlig? Svaret er hverken kræfter eller udstyr, men længere rækkevidde. Det har den fået. Og ja, den har nu også langt flere kræfter.
Den første danske kunde har fået sin nye Polestar 3. Bilen blev udleveret fra Polestars Space i Aarhus, og i modsætning til Polestar 2 kommer Polestar 3 ikke fra Kina.
I 1975 blev en handel med over 1.000 Volvo 144 til Nordkorea forvandlet til verdens største biltyveri – og nu kan du læse om denne Volvo P1800 S, som er en del af den vilde historie.
Privatleasing er en stor del af Renaults danske forretning. For at være mere konkurrencedygtig sænkes priserne på elbilerne Megane E-Tech Electric og Scenic E-Tech Electric – i hvert fald i en periode.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen. TEKST OG FOTO Morten Bek Lexus...
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.