april 1, 2023

Test: Mening er ikke noget, man finder i Tesla Model S Plaid

Model S Plaid er en af de stærkeste elbiler på markedet, men den 1.020 hk stærke amerikaner er dyr, og samlekvaliteten lever ikke op til en pris på 1,5 mio. kr.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Der er et stort spring fra det vi nu kender som de prisbillige Tesla-modeller, discountmodellerne Model 3 og Model Y, til de ældre og større modeller Model S og Model X. 330.000 kr. for en Model 3, 375.000 kr. for en Model Y – direkte i hjertet af det danske nybilsmarked.

Model S giver Tesla en langt større gevinst, når de sælger en til en dansk kunde, for under 1,3 millioner kr. er der ingen S-model. Det er i grunden ikke så underligt, at det er noget særligt at se en ny Model S på dansk grund.

LÆS OGSÅ | Tesla fortsætter priskrigen: Model 3 nu fra 329.990 kr.

Rigtig meget er sket med den store Tesla siden starten i 2012. Designet er nu for anden gang filet til, og et helt nyt interiør åbenbarer sig, når man åbner døren. Men så skelsættende som Plaid-modellen har ingen Model S-nyhed været, siden Ludicrous Mode og vild acceleration gjorde elbilen til en dragracer.

Model S Plaid er en hyper-elbil i en kategori for sig. Mercedes AMG EQS 53 og NIO ET7 er super-sedaner på el, men Plaid stryger forbi de to. 1.020 hk er over de flestes forstand, men det er også et tal uden virkelig mening.

Prøv at følge med, hvis du kan

Under det mere end 10 år gamle Model S-design gemmer sig tre elmotorer med kulfiberindkapslede rotorer, og mens kunderne aldrig kommer til at se den dyre kulfiber, bliver de mindet om den ved at kigge på bagsmækken. På den sidder en elegant integreret kulfiberspoiler. Den vil være ganske effektfuld, forestiller jeg mig, hvis planen er at efterprøve topfarten på 322 km/t, som Plaid-modellen kan opgraderes til.

Luftaffjedring er standard, og den er også nødvendig for at sænke Model S til et niveau, så den er så tæt på asfalten som muligt, når Plaid-køreindstillingen er valgt. Basisindstillingen Chill er til den mest afslappede kørsel, Sport til rigeligt kvikke øjeblikke og Plaid til højeste alarmniveau.

Et lille symbol, en raket der ligner en mikroskopisk Astronaut-is, på den store infotainmentskærm, lagt ind som sin egen lille fest under de andre køreindstillinger, frigør acceration fra himmel eller helvede. Alt efter om man elsker uforståelig acceleration eller hader, når bybussen forlader et stoppested for hurtigt.

LÆS OGSÅ | Tesla rykker: Over 1.000 nye Model Y i februar

2,1 sekund er så lille en tidssekvens, at den er svær at bruge til ret meget. Den er der, og så er den væk, før man sådan rigtig er i gang med at tælle. De kun lige akkurat mere end 2 sekunder kan bruges til at lamme hjernen i Model S Plaid, når den er varmet op og klar til Drag Strip-mode.

Det kræver træning at være koncentreret og helt bevidst ved så vild acceleration. Man skal styre bilen og sig selv, og jeg regner med, at Plaid-modellen er udviklet til astronauter, jagerpiloter og Formel 1-kørere, for de er vant til at lade hjerne og krop oversvømme af vild acceleration.

Den her eller fire Model 3

Hvis du finder et sted i Danmark, der ikke er en lukket bane, hvor det er muligt og fornuftigt at lave 0-100 km/t i Model S Plaid, så er du heldig – og helt sikkert på kant med loven. Langt ude på landet i tyndt befolkede egne af landet er det nok en god idé at starte. Jeg tror, der står vanvidskørsel skrevet et sted på den amerikanske elbil, hvis man ser ser efter længe nok.

Model S Plaid er til 1,46 millioner kr. langt fra de biler fra Tesla, danskerne køber, så selvfølgelig skal den være meget bedre på en række punkter. Den er umådeligt meget hurtigere, og så kommer den med en kørekomfort, som ligger langt over Model 3 og Model Y. Luftaffjedring, længere akselafstand og et styretøj, som ikke overreagerer, gør den rimeligt smidig i undervognen og godmodig på motorvejen.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Roadster er grundstenen i Tesla-imperiet

Med seneste facelift falder Model S (og Model X) ind i geledderne og kommer med et interiør, som er meget lig det, mange kender fra de mindre modeller, men alligevel ikke helt. Kæmpe fritstående skærm i midten, som styrer 99 procent af alle funktioner, men i modsætning til i 3 og Y får man en regulær digital instrumentering foran rattet – og så en midterkonsol beklædt med noget, der må være mikrofiber, klar til opladning af to smartphones på samme tid.

Rattet er sendt fra helvede

Jeg finder det besynderligt, at man skal vælge gear, nærmere betegnet køreretning, ved at køre fingeren op eller ned på en smal stribe på den store skærm. Fingrene rammer ikke altid præcist nok, og hvis jeg har lyst til at have handsker på, fordi det er hundekoldt i bilen, kommer jeg ingen steder. Det kan skærmen ikke klare.

Hvis de 1.020 hk i Plaid er det, der sluger mest opmærksomhed, så ligger rattet meget tæt på. Det er ikke et rat, som vi kender rattet, men et yoke. Det er som roret på et fly, for der er ingen øverste krans, som dækker instrumenteringen. Genialt, for så kan ingen køre med hånden liggende øverst på rattet, som kun er med til at gøre bilen ustabilt.

LÆS OGSÅ | Test: Mercedes EQS SUV er suveræn

Det geniale er i virkeligheden idioti. Eftersom man skal dreje lige så mange omgange for at vende Model S, som man skal dreje andre biler, kommer rattet langt rundt, og hænderne griber ud i luften. Hvis udvekslingen var variabel, kunne det måske give mening med roret, men jeg vænner mig ikke til det. Der er frit valg mellem et almindeligt rat og det her, så vælg med omhu.

Der er ikke frit valg, når det kommer til samlekvalitet. Man må tage Model S, som Tesla leverer den. Og testbilen hænger ikke godt nok sammen til at være en bil til halvanden million. Fordøren flugter ikke med bagdøren, og bagklappen ryster og støjer, når el-motoren lukker den. Når den så er lukket, sidder den skævt mod karrosseriet. Det skal være bedre – så er den ikke længere.

Forbløffende forbrug

Toyota BZ4X beviser, at man kan lave en elbil med et helt ordinært temperament og et ekstraordinært, ufatteligt højt forbrug. Tesla Model S Plaid beviser, at man kan lave en elektrisk raket, der kun nipper til elektronerne.

Plaid vejer næsten 2,3 tons, og godt nok er designet perfektioneret i aerodynamikkens tegn gennem årene, men jeg har svært ved at forklare, hvordan den balstyriske elbil med 1.020 hk kan nøjes med cirka 21 kWh for hver 100 kilometer.

Det meste af min test foregår over hundredevis af kilometer på landevej og motorvej, og alligevel bruger Model S Plaid strøm på niveau med en VW ID.5. Når det kommer til effektivitet, og selvfølgelig det tilgængelige ladenetværk, kan ingen endnu komme i nærheden af Tesla.

LÆS OGSÅ | Test: BMW i7 er et abstrakt mesterværk

Men Model S Plaid har det problem, at den ligger i en prisklasse, hvor ingen skal overse de mangler og fejl, den fraværende finesse, som man i værste fald kan leve med ved en Model 3 til 330.000 kr. Til 1,5 million skal den være lækker og samlet til perfektion, men det er den ikke.

BMW i7 har til en sammenlignelig pris cirka halvt så mange hestekræfter, men de 1.020 hk i en Model S Plaid er alligevel en helt forskruet mængde – og i7-samlekvaliteten får Model S til at ligne en elbil, der burde koste det halve. Kræfter er kun en del af historien, og 1.020 hk gør ikke uden videre en perfekt elbil.


SPECIFIKATIONER

Tesla Model S Plaid 

Motor: Elmotorer (i alt tre)
Ydelse: 1.020 hk/1.420 Nm
0-100 km/t: 2,1 sekunder
Tophastighed: 322 km/t
Forbrug: 18,7 kWh/100 km
Batteristørrelse: 95 kWh
Rækkevidde: 600 kilometer
Mål (L/B/H): 497/196/145 cm
Køreklar vægt: 2.265 kilo
Trækvægt: 1.800 kilo
Bagagerumsvolumen: 793 liter (inkluderer rum foran)

Pris: 1.458.096 kr. (Model S fås fra 1.275.696 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Brugte Tesla Model S til salg på Bilbasen

Se flere brugte Tesla Model S til salg på Bilbasen

9 ud af 10 kan spare i gennemsnit 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS