december 21, 2018

Første test af ny B-Klasse: Her er Mercedes forrest i flokken

Mercedes-Benz har netop lanceret en ny B-klasse, og den har en relativt tung arv at løfte. Klarer den skærene? Ebbe Sommerlund har testet den friske afløser.

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 21. december 2018

Mercedes-Benz B-klassen er relativt populær, selvom en del Mercedes-fans kalder den en uægte Mercedes, da den trækker på forhjulene. Forhjulstrækket giver bedre plads i kabinen og gør bilen billigere, så der er ikke så meget at rafle om. De fleste kunder er i øvrigt ligeglade. De vil bare have stjernen på fronten.

Den nye B-klasse lanceres i Danmark i april, og indtil da kører importøren kampagne på den gamle, der bestemt ikke er nogen dårlig bil – faktisk er den bedst af alle (bortset fra Porsche) i de tyske synshaller blandt de 2-5 år gamle biler.

Om den nye kan løfte den arv vil vise sig. Under alle omstændigheder er designet frisket gevaldigt op, så det minder mere om A-klassen, som den også deler platform med.

LÆS OGSÅ: Stort galleri: Her er alt, du skal vide om Mercedes’ første elbil

Konkurrenterne er især BMW 2-serie Active Tourer og til dels også Golf Sportsvan. Vi har altså fat i en kompakt MPV. Det er heldigvis svært at se, med mindre du sidder på bagsædet, hvor der er godt med afstand til gulv, loft og forsæder. B-klassen er stadig meget rummelig.

Hvordan er motoren?

Jeg er taget til Mallorca for at prøve den nye stjerne. På testruten var der kun en B200 benzin og en B200 CDI til rådighed. Begge med automatgear af dobbeltkoblingtypen – diesel med ny otte-trins og benzin med syv-trins.

Diesel-versionen fik jeg ikke prøvet, men her er tale om en egenudviklet sag med fire cylindre og et helt arsenal af filtre, der bringer emissionerne lavere, end loven kræver. Der er den første diesel i kompakt premium-segmentet, der lever op til 6d-final (uden konformitetsfaktor).

Benzinmotoren i B200 kommer fra Renault og yder 163 hk. Jeg prøvede den kun med syv-trin automatgear. Bilen føles rimeligt frisk, men motoren i testbilen gav lidt rigeligt med lyd fra sig – om det er gældende, når bilen lander i Danmark må efterprøves.

SE OGSÅ: V8-Mercedes i gangster-stil er god ved miljøet

Gearkassen er af dobbeltkobling-typen, men føltes ikke helt på højde med de bedste under testturen. Uden at skulle pille brodden af mig selv, så vil de fleste nok ikke bide mærke i den manglende finesse – jeg er lidt af en krakiler, hvad det angår.

Hvordan er kabinen?

Kabinen minder rigtig meget om A-klassen – den er nærmest magen til. Det er bestemt ikke nogen dårlig ting, da konkurrenterne ser temmelig forældede ud ved siden af. De store skærme koster dog ekstre, men det bør du næsten unde dig selv, da det løfter oplevelsen gevaldigt.

Pladsen er super god i forhold til A-klassen – især bagsædepladsen imponerer – blandt andet på grund af den oprette siddestilling

Vi skal lige snakke MBUX (stemmestyret infotainmentsystem)

Mercedes-Benz skal have styr ros for sin brugerflade til multimedier. Dels er grafikken superflot, i hvert fald med opgraderede skærme, som er de eneste, jeg har set. Betjeningen er også den bedste i klassen og på højde med det, du finder i luksusbiler.

Betjeningen kan foregå på mange måder. Du kan bruge touchskærmen, du kan bruge knapperne i rattet, du kan bruge trackpad og hjul mellem sæderne eller du kan sige Hey Mercedes og så sige din kommando.

Stemme-kontrollen virker godt, men indtil videre kun på tysk og engelsk. Mercedes fortjener et stort rygklap for at beholde trackpad og hjul, der gør, at du kan memorere komandoer, og ikke skal fedte rundt med en flyvende finger på skærmen.

Hvordan kører den?

Sportsikkert og ret komfortabelt i forhold til at testbilerne stod på 19-tommer. B-klassen kommer dog ikke til at sætte dynamiske standarder i sin klasse. Det er svært at sætte en finger på, hvad det præcist skyldes, men den kører sikkert, men kedeligt.

Hvad er det bedste?

Designet er mere elegant end den gamle B-klasse, og den ser også betydeligt mere frisk ud end BMW 2-serie Active Tourer som er den åbenlyse konkurrent. Automatgearkasserne virker fine, men det bedste er klart den lækre kabine. Den kræver dog nogle krydser på ekstra-udstyrslisten, og priserne kender vi ikke pt.

Hvad er det værste?

Dynamisk er den lidt kedelig, men det er jo mere reglen end undtagelsen. Selv om bilen er blevet flottere, så kan du stadig nemt se at det er en høj bil. Og så er det lidt ærgerligt, at du skal give ekstra for at få de store skærme.

Hvad er prisen på Mercedes B-klasse?

Priserne starter ved 337.297 kr. for benzinmodellen B 180 7G-DCT med 136 hestekræfter.

Konklusion

B-klassen er blevet mere sporty. I hvert fald at se på – selvom den ikke helt kan skjule at det er en høj bil. Køre-egenskaberne giver ikke smil på læben, men bilen styrer præcist nok. Især to ting skal sælge B-klassen og det er pladsen, der er langt bedre end i A-klassen. Og så er der MBUX-systemet, der styrer multimedie-delen af bilen. Her er Mercedes-Benz forrest i flokken lige nu – det virker formidabelt.

Kabinen spiller først max med et par opgraderinger af skærme og lys, men så er der ikke andre der kan være med – selvom Anders Berner nok vil kalde det en russisk smykkebasar (det gør han i hvert fald i den her video). Alt i alt er B-klassen en værdig opgradering og forgængeren.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS