april 20, 2021

TEST: Kan et friskt facelift redde den halvgamle Opel Crossland?

Markedet bugner med kompakte crossovers, og selvom Opel netop har lanceret en dugfrisk Mokka, forsøger de samtidigt at give den halvgamle Crossland det sidste skud i bøssen med et friskt facelift. Men nytter det? Vi tester Opel Crossland.

Af: Simon Hallenslev / d. 20. april 2021

Det er efterhånden trættende at skrive: De kompakte crossovers fortsætter deres fuldstændigt utvetydige popularitet herhjemme såvel i hele Europa. Den danske bilkøber vil højt til vejrs, når de køber bil, og så er resten nærmest sekundært.

Bilproducenterne lugter salgspotentiale og spytter højbenede biler ud som aldrig før. Også snusfornufterne fra Opel ved, at det er crossovers, der er tidens trend. Derfor får Opel Crossland sin svanesang med et friskt facelift, der skal gøre den mere tidssvarende, selvom de samtidigt er aktuelle med en ny Opel Mokka.

Kan et ansigtsløft holde den halvgamle Crossland oven vande i et marked, der er oversvømmet med højbenede konkurrenter?

Opel Crossland Sport

Motor: R3, 1.199 cm, benzin

Ydelse: 110 hk / 205 Nm

0-100 km/t: 9,9 sek.

Tophastighed: 187 km/t

Forbrug: 16,9 km/l

Startpris: 224.990 kr.

(Crossland fås fra 199.990 kr.)

Ny vin på gammel flaske

Nu har jeg allerede kaldt Opel Crossland for gammel et par gange. Og det er fordi, den er det. Opel Crossland, der indtil for nyligt hed Opel Crossland X, så dagens lys i 2017. Platformen, som Crossland bygger på, er den samme, som den tidligere generation Peugeot 2008, der er fra 2013. Den nye Opel Mokka kører på den dugfriske Stellantis platform, som den nye Peugeot 2008 bruger.

Det facelift, som Crossland har fået, må derfor være klokken der lyder for sidste udskænkning af modellen. Af samme årsag har Opel også strammet sig an og gjort Crossland mere harmonisk og maskulin i sit udtryk, om end den stadig fremstår lidt nuttet.

Det er fronten, der har fået den største overhaling, hvor lygter og grill nu er samlet. Den sorte grill og de nye LED-lygter flyder sammen. Baglygterne har fået en let toning, ligesom den øverste del af bagklappen er lakeret sort, for at flugte med baglygterne og skabe et samlet udtryk, som på fronten. Det klæ’r den.

Lineær og letkørt

Bag rattet opfører Crossland sig, som man forventer det af en lille og snusfornuftig Opel. Styretøjet er let men præcist, hvilket gør bilen agil. Det er ikke fordi, jeg får en telepatisk føling med forhjulenes placering. Alligevel er der nok føling til, at et friskt retningsskifte kan udføres med tillid til, hvordan bilen opfører sig.

Tilliden naturligt bundet op på undervognen, der er til den stramme side for klassen. Det er ikke ukomfortabelt, men skarpe bump går ikke ubemærket hen. Konkurrenterne Skoda Kamiq og Renault Captur er mere komfortable. I undervogn og komfort kan Crossland bedre sammenlignes med Nissan Juke.

LÆS OGSÅ | TEST: Skoda Kamiq er i top på plads og komfort

Den 1,2-liters benzinmotor med 110 hk, testbilen er udstyret med, er udmærket. Med en acceleration på 10,9 sekunder fra 0 til 100 km/t er den ingenlunde hurtig, men jeg vil vove at påstå, at det er rigeligt til den gennemsnitlige Opel-køber. Desuden lyder den aldrig astmatisk eller overbebyrdet.

Den manuelle gearkasse kræver lidt tilvænning. Vandringen på gearstangen er lang, og så er gearkassen vinklet, hvorfor man kan tro, at neutral ligger i fjerde gear. Vinkling og vandring gør sammen, at man skal bevæge armen ret langt op til tredje gear, hvis man har korte arme som jeg.

Når man vænner sig til både vandring og vinkling, hvilket man gør hurtigt, sker både gearskift og koblingspunkt problemfrit. Sammen med det lette og lineære styretøj, må Crossland siges at være en letkørt bil.

Det lette styretøj gør dog, at en vindblæst motorvej kræver småkorrektioner i rattet. Vinden kan godt tage lidt fat i den høje, smalle bil. Motorvejen illustrerer også, at Crossland ikke sætter nye standarder for støjisolation. Det er ikke helt skidt, og Crossland klarer støjen bedre end konkurrenten Kia Stonic, men vejstøjen er mærkbar over længere stræk.

Alderen trykker

Kabinen er ikke blevet pillet ved i dette facelift. Det er derfor ingen overraskelse, at det er her, alderen trykker i Crossland. Der er sket meget med kabinerne i moderne biler – også bare siden 2017, hvor modellen er fra. Kabinen bliver nemlig ret dunkel og plastik-agtig.

Det hårde plastik skal man ikke lede længe efter, og kabineopsætningen er generelt meget konservativ. Det hele virker, og alle funktioner er indenfor armslængde, men det er kedeligt at se på. Crossland minder om Ford Puma, mens Peugeot 2008 og Nissan Juke trumfer på både kvalitet og spændende design.

LÆS OGSÅ | TEST: Renault Captur med kryds og bolle på udstyrslisten

Der er rigeligt med indstillinger i sæde og rat til, at man finder sig godt tilpas i førersædet. Crossland tapper ind i hovedårsagen til, at Hr. og Fru Danmark vil have crossover. Bag rattet kommer man nemlig højt til vejrs, og udsynet er godt. En bred C-stolpe dog optager lidt af udsynet bagtil.

Med 410 liter i bagagerummet holder Crossland sig i den rummelige ende i klassen af kompakte crossovers. Ikke det helt det samme kan siges om bagsædepladsen, hvor folk over 1,80 meter får knapt til knæene, hvis forsæderne er kørt lidt tilbage. Har du lang-lemmede familiemedlemmer, er det Skoda Kamiq, der giver mest plads i klassen.

Det er ikke helt nok

Opel Crossland gør flere ting helt fint. Problemet er bare, at konkurrenterne er mange og en bred vifte af disse gør flere ting lidt bedre, end Crossland gør. Faceliftet har gjort Crossland pænere at se på, den er let at køre og det er på mange måder en bil uden fikumdik. Men det bliver også virkelig kedeligt.

Det kan godt være, at kabinekvaliteten i Crossland er lig Ford Puma, men Puma kører til gengæld markant sjovere og bedre. Det kan godt være, at undervognen i Crossland er lig Nissan Juke, men Juke har til gengæld en mere spændende kabine, der er bedre bygget. Opel Crossland mangler sit es i ærmet.

LÆS OGSÅ | TEST: Velkørende Kia Stonic kæmper med konkurrencen

Crosslands Startpris på 199.990 kr. kan den heller brillere med. Kia Stonic starter ved 191.238 kr. Skoda Kamiq starter ved 199.995 kr. Renault Captur starter ved 200.102 kr. Nissan Juke starter ved 210.000 kr. VW T-Cross starter lidt dyrere ved 214.995 kr.

Det er alle sammen konkurrenter, der kan lidt mere til en tilsvarende pris. Det friske facelift er derfor ikke helt nok til at holde den aldrende model oven vande. Det er ikke fordi, Opel Crossland gør noget decideret forkert. Der er bare heller ikke rigtigt noget, den slår igennem på, og det er ærgerligt.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS