Den billigste Dacia Sandero er stor i forhold til prisen, men den er samtidig skrabet. Materialevalget præges af hård plastik, og motoren har ikke ligefrem en behagelig lyd ved høj fart. Samtidig er bilen dog udstyret med hele fire Euro NCAP-stjerner i sikkerhedskarakter. Læs anmeldelsen her:
Discount er populært – også inden for biler
Discount er populært – meget populært. Danskerne handler i større og større grad i fx Netto, Fakta og Aldi. Men er vi også klar til at købe bil til discountpris? Næppe! For hvad vil naboen mon sige, hvis der pludselig står en billigbil i indkørslen? Som fx en Dacia Sandero. Det er muligt, at dit image vil lide, men købet vil gøre godt på bankkontoen. Sandero er nemlig en stor bil til små penge, og der er ingen tvivl om, at den nok skal finde vej til boligområdernes indkørsler.
Gode og mindre gode køreegenskaber
Dacia har ikke tidligere været et mærke, man ville lade sig se i. Gammeldags teknik, kikset udseende og dårlige køreegenskaber. Men den generation, der oplevede det er for længst kommet videre, og de nye, unge bilkunder har et mere nuanceret syn på bilen. Den skal være billig, så de har råd til den nyeste iPhone, som i stedet er blevet deres tids statussymbol. Og Sandero ER billig:
Ugens testvogn står til 104.000 kr. Det er med 1,2-liters, 75 hestes benzinmotor, og den er der både gode og mindre gode ting at sige om. Ved by- og landevejskørsel er den vellydende, men når den kommer ud på motorvejen, viser den sig fra den grimme side. Man skal faktisk op over 140 km/t. for at holde den ud, og det må man jo ikke. Derfor: vælg dieselvarianten, hvis du skal på langfart. Den koster 15.000 kr. mere, men har også mere udstyr.
God plads og god sikkerhed
Materialevalget i kabinen præges af hård plastik, og eksempelvis kontakterne til el-ruderne sidder under radioen, som den gjorde i bilerne i gamle dage. Men Sandero er funktionel. Gearkassen er rigtig god, kørestillingen ligeså, selv om rattet ikke kan indstilles, og udsynet godt hele vejen rundt. Også pladsforholdene er gode i forhold til konkurrenternes i samme prisklasse.

Sandero er bygget på den gamle Clio-platform, men det skal ikke komme den til skade. Den er både komfortabel og velkørende. Den testede Sandero er generation to, og i Euro NCAPs 2013-krav scorer den fem stjerner i kategorien “voksensikkerhed”. På trods af, at den ikke har gardinairbag og selv om nakkestøtterne kun får karakteren ”svag” ved påkørsel bagfra. #EuroNCAP
Den samlede sikkerhedskarakter er dog fire stjerner. Til sammenligning bør det nævnes, at de storsælgende Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107 kun har tre Euro NCAP-stjerner.
Hvad synes du? Hvad betyder status og image for dig, når du køber den næste nye bil eller brugtbil?
Følg os på Facebook og Google+, og se flere nyheder og debatter.