januar 26, 2025

Test: VW ID. Buzz har fundet sin fuldstændige form som lang

Bare rolig. Charmen er intakt i den opdaterede VW ID. Buzz. Nu er der bare flere, der kan få glæde af den.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

25 centimeter overskygger alt andet. Bag det pivcharmerende design, der står urørt, gemmer sig både en ny elmotor, et nyt batteri og et nyt infotainmentsystem – men det virker ikke vigtigt. Den opdaterede VW ID. Buzz er nemlig blevet længere, og selvom det lyder som en lavpraktisk forandring, sikrer det retro-bussen meget mere berettigelse.

Før der var mulighed for at vælge en lang variant, havde ID. Buzz reelt kun charmen som es i ærmet. Nok var bagagerummet større end det i ID.4, som den deler platform med, men man kunne ikke befordre flere af sine familiemedlemmer. Det kan man nu, og det er præcist, som det skal være.

Elmotor og batteri

Før vi kommer til de 25 centimeter, så lad os for Guds skyld ikke dvæle ved de andre forandringer, som VW ID. Buzz er undergået. 

Først og fremmest er der den nye elmotor, der blev udviklet til VW ID.7 og siden har fundet vej til en del af de andre fuldelektriske ID-modeller. Før havde ID. Buzz 204 hestekræfter og 310 Nm, nu har den 286 hestekræfter og et moment på hele 550 Nm. Det mærkes, og bag rattet føles retro-bussen nu langt mindre som en gumpetung varevogn, og mere som en moderne elbil.

Siddehøjden er en varevognskvalitet, der er bibeholdt, og det sætter man hurtigt pris på i en tid, hvor over halvdelen af nybilssalget består af SUV’er og crossovers. Når alle kører (semi-)høje biler, er ekstra frihøjde intet værd, med mindre man altså kører ID. Buzz, hvor man troner over de fleste og ser ned på selv de bedre bemidlede, der kører Range Rover.

En høj bil med flere kræfter giver selvsagt et forbrug, der er til at tage og føle på. I løbet af testen kører jeg 1.100 km i temperaturer omkring nulpunktet ad motorvejstunge ruter, hvilket giver et et gennemsnitligt forbrug på 30,8 kWh pr. 100 km. Det er højt, uden at være decideret overraskende, da ID. Buzz har en aerodynamisk effektivitet som, ja… et rugbrød.

Heldigvis er batteriet også udskiftet til et større i forbindelse med opdateringen. Nærmere bestemt fra 77 til 86 kWh netto. Under min drøje behandling rækker det til 256 km på en opladning, mens man nok kan strække den til omkring 300 km, hvis man skruer lidt ned for motorvejskørslen i de kolde temperaturer.

Nyt system

Åben den store førerdør og find en kabine, der ligner sig selv fuldstændigt. Design- og opsætningsmæssigt er der ikke de store mangler – udover selvfølgelig nogle fysiske trykknapper i stedet for touch. Til gengæld er der fortsat store mangler i kvaliteten, hvor man spises af med paneler og trimlister, der skal ligne ægte træ og aluminium.

Der er ingen kvalitetsmæssig tyngde bag de imiterede lister, der ganske tydeligt er tynde, skrattede og billige plaststykker. Det er en synd og skam, fordi det egentlig ser godt ud, og kabinen ellers er funktionel på den store klinge. En stor bil tiltrækker kunder med store familier, og store familier har meget habengut. I VW ID. Buzz er der dybe aflægningsrum i hver en krog.

VW gør op for kvalitetskvalerne ved at velsigne brugerne med en ny skærm til infotainment, samt et friskt opdateret system. Det nye system er allerede implementeret i modeller som ID.3 og ID.7, og er ikke bare hurtigere og pænere men også mere intuitivt. Klimaanlæg og assistentsystemer tilgås gennem faste bjælker i top og bund, så man slipper for at fedte med undermenuer.

Syv sæder og alt er godt

Ja, VW ID. Buzz er stadigvæk strømsulten, og ja, kvaliteten i kabinen er stadig skrattet. To svagheder, som charmen kun lige kunne gøre op for før opdateringen. Nu er der, foruden charmen, flere kræfter, og allervigtigst 25 centimeter ekstra at gøre godt med. En forlængelse, der sikrer, at selv fire langlemmede teenagere kan sidde komfortabelt på anden og tredje sæderække.

For bagsædepassagerer er tredje sæderække ikke et kompromis, der skal slås sten-saks-papir om, og det er der ikke mange andre elbiler, der kan prale med. Selv heromme er der aflægningsplads, USB-C indgange til opladning af smartphones og luftdyser til kolde dage. Med sidstnævnte dyser må man dog finde sig i, at det er anden sæderække, der bestemmer temperaturen, da klimaanlægget ‘kun’ er 3-zonet.

Skal én af de to bagerste sæderækker bruges til autostole, hvilket de kan, fordi der er isofix hele vejen rundt, så er der også plads til det. Bag de store elektriske skydedøre gemmer sig gulvplads nok til, at man kan træde ind og klare monteringen inde fra bilen. Man skal ikke bakse med stolen i stiv arm udefra.

Som noget nyt har bagsædepassagererne på anden sæderække også fået et lille vindue, der kan åbnes. Bevares, det er et lille koøje, men her kan altså nydes både frisk luft og en fin udsigt, skulle der blive behov for det.

Og hvad så med bagagerumspladsen? Den har VW ID. Buzz… Ikke meget af! Med alle syv sæder i brug er der 306 liter at gøre godt med. Her er tænkt på en justerbar bund med to kasser nedenunder, så grøntsagerne ikke mases under de to kabinekufferter, som der kun lige er plads til. Tredje sæderække foldes dog nemt og giver svimlende 1.340 liter kapacitet.

Ingen billig Buzz

Verden er overbefolket, og derfor koster det, når man laver flere børn end gennemsnittet. VW ID. Buzz har som kæk retro-livsstilsbil aldrig været det billige valg, og den bliver ikke billigere som lang. VW ID. Buzz starter i 419.995 kr. i indgangsvarianten Life+, hvilket ved første øjekast ikke virker helt så skævt endda. Det er bare ikke den variant, man skal vælge.

Testbilen er en Style+, der er niveauet højere end Life+ og sikrer, at ID. Buzz ikke fremstår skrabet. Det er nemlig først her, at man får de elbetjente skydedøre med sideruder, der kan åbnes, ejbetjent bagklap og nøglefri betjening. Og tro mig, man vil gerne have elektrisk hjælp til de tre tunge døre.

Dertil kommer Matrix LED-forlygter, eljusterbare forsæder med massage og udvidet assistentpakke, der giver 360 graders kamera til at manøvrere knap 5 meter bus. VW ID. Buzz Style+ koster fra 509.995 kr. og er den, man bør vælge.

DEN ENDELIGE DOM

VW ID. Buzz er svær at være sur på, og det har den været fra begyndelsen. Nu har den bare fundet sin optimale form med syv sæder, som gør, at det er endnu lettere at se igennem fingrene med svagheder som vinterrækkevidde og kabineplast.

Man kan uden videre omtanke losse autostole, børn og badedyr ind i kabinen på VW ID. Buzz og stadig finde plads til lidt mere. Fuldvoksne mennesker kan indfinde sig helt bagerst og være fuldt komfortable, og det åbner i min optik for en helt ny kundegruppe.

Der er absolut ingen kritik af dem, der købte en VW ID. Buzz før den kunne fås som lang variant. Nærmere tværtimod. De kunne have valgt en mere effektiv og konform VW ID.4 – men de gik med charmen. Charmen er der stadig – nu kan folk med et reelt behov for det kvadratiske og praktiske ydre bare også tilvælge den.


SPECIFIKATIONER

Volkswagen ID. Buzz Lang 86 kWh Style+

Motor: Elmotor (bag)
Ydelse: 286 hk / 545 Nm
0-100 km/t: 7,9 sekunder
Tophastighed: 160 km/t
Forbrug: 20,8 kWh/100 km
Rækkevidde: 462 kilometer
Batteristørrelse: 86 kWh
Ladekapacitet: 200 kW
Mål (L/B/H): 496/198/193 cm
Køreklar vægt: 2.416 kilo
Trækvægt: 1.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 306-1.340-2.469 liter

Pris: 509.995 kr. (ID. Buzz fås fra 419.995 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 15.000/5.995 kr. (ID. Buzz fås fra 4.895 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 498.971 kr. (ID. Buzz fås fra 410.095 kr.)

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Find brugte VW ID. Buzz til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS