Der kom færre nye biler på gaden i november i forhold til samme måned i 2023. De fleste i top 10 var elbiler, men tre klassiske benzinbiler har sneget sig ind.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Bilstatistik.dk, som giver indsigt i blandt andet indregistrering af nye biler, er ude med tal for november. Det ser umiddelbart ikke helt godt ud, hvis man er forhandler, for i forhold til november 2023 blev der i den forgangne måned indregistreret 8,5 procent færre nye biler.
Mobility Denmark, brancheorganisation for alle de danske bilimportører, regner med at der kommer et stort indregistreringsskvulp i december – der er justering af afgiften på elbiler på vej, og det kan betyde prisstigninger. Hvis vi skal sige det, er der absolut ingen udsigt til prisstigninger; hvis man vil være med og sælge nye biler lige nu, er prisstigninger en dødssynd.
Det var, narturligvis, elbilerne, der var flest af til at få nummerplader på i november. Der kom i alt 14.940 nye personbiler på gaden i Danmark i november – og 8.770 af dem kører rundt udelukkende ved strømmens kraft.
Det betyder samtidig, at 6.170 nye biler kom af sted fra en forhandler med forbrændingsmotor liggende ude foran (nogle enkelte har motoren liggende midt i bilen eller bagtil), og tre af de bilmodeller kom endda med i top 10 over de mest indregistrerede nye personbiler.



Som i de glade 1990’ere
Det er som at være tilbage i en tid længe før elbiler, når det kommer til de tre forbrændingsbiler, der er med i top 10 for november: BMW 3-serie, Skoda Octavia og Volkswagen Touran. En sedan (eller stationcar), en hatchback (eller stationcar) og en MPV.
Der er langt for de tre modeller op til nummer et på listen, som igen blev Skoda Enyaq, der denne gang kom op på 840 eksemplarer (med Tesla Model Y som nummer to med 796 eksemplarer og VW ID.4 med 427 eksemplarer).
Bedst af de tre klarede BMW 3-serie sig med plads nummer seks. 344 eksemplarer af den tyske model, som for øvrigt tidligere i år har fået et facelift. Bilbasen har desværre hverken set eller prøvet den opdaterede 3-serie, for de fleste bilimportører satser ganske hårdt på, at pressen kører elbiler.
På plads nummer otte kom VW Touran ind som familiens favorit med 313 eksemplarer. Men som Volkswagens pressechef, Thomas Hjortshøj, forklarer, så er det ikke almindelige familier, der har købt en stor samling Touran’er. Det er udlejningsbiler, som man så kan leje gennem et udlejningsfirma. Når de så er færdige med det arbejde, altså Touran’erne, kommer de ud som efterspurgte, brugte familiefavoritter.
Skoda Octavia er listens nummer ni med 285 eksemplarer. Det er endda foran VW ID.3 og 281 eksemplarer. November-tallene er endnu ikke tilgængelige i Bilstatistik.dk-systemet, men det er overvejende sandsynligt, at de fleste af de 285 eksemplarer af Octavia også er til udlejning.