Opel skal have ryddet lageret af den elektriske Astra Electric og giver 70.000 kr. i rabat. Men der er ikke mange af dem, så man skal være hurtig.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Tænk hurtigt! Det var et krav, da Jeep Avenger E for nogle uger siden blev sat ned med op til 110.000 kr. Der var udsolgt på to dage, men der var heller ikke mere end cirka 50 biler, Jeep-forhandlerne kunne sælge.
Samme importør, Wismo (tidligere K. W. Bruun), holder nu igen udsalg. Denne gang hos Opel, hvor den elektriske hatchback Astra Electric (tidligere Astra-e) fås med en besparelse på 70.000 kr. Den originale pris for Astra Electric Blue Limited er 299.990 kr., og den var på alle måder for høj.
Med en pris på 229.990 kr. er prisen faktisk mere end almindeligt attraktiv. Den elektriske Astra er i klasse med VW ID.3 og Renault Megane E-Tech Electric, men tilbudsprisen gør den meget billigere end de sammenlignelige udgaver af konkurrenterne.




412 kilometer på en opladning og lækkert udstyr
Før vi går til udstyret lidt mere om delene, der får Astra Electric til at bevæge sig. Det vil sige batteriet og den elektriske motor. Batteriet er på 54 kWh, og det rækker til en rækkevidde på 412 kilometer. Ikke banebrydende, men okay i sammenligning med konkurrenterne. Opladning med 100 kW er ikke prangende, men batteriets størrelse gør, at det trods alt tager under 30 minutter fra 10 til 80 procent.
Elmotoren har 156 hestekræfter, og det er en rimelig ydelse til at slæbe det, der er en hatchback med en køreklar vægt på 1.736 kilo. Der er mere power i en ID.3 med 204 hestekræfter, men den koster også mange flere penge.
Og så til udstyret. Her bliver man i Astra Electric Blue Limited rigtig godt kørende. Adaptive matrix-LED-forlygter, 18″ alufælge, læderrat med varme, glastag, adaptiv fartpilot, trådløs opladning til smartphones, bakkamera, nøglefri betjening, indtræk delvist i Alcantara, infotainment med 10″ touchscreen, navigation, varme i forruden og meget mere er med i prisen på 229.990 kr.
Det er ikke anderledes, end det var med Jeep Avenger. Man skal tænke hurtigt og reagere lige så hurtigt, hvis man vil nå at få en Astra Electric Blue Limited til 229.990 kr. Det er lageret, der skal tømmes, og det er et lille lager: der er kun 20 styk.