december 22, 2017

Ugens fund: Lancia Thema 8.32 (Lancia by Ferrari)

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 21. december 2017

Der var engang, en Lancia havde noget street cred. Det var dengang, Lancia Delta HF Integrale var et rallyikon, og Lancia Thema havde en vis succes med en turboladet motor, som rykkede næsten lige så meget i rattet som i hjulene.

Thema var bygget på en platform, der også lagde stål til Saab 9000, Alfa Romeo 164 og Fiat Croma, som alle kan rykke i nostalgi-fjederen, den dag i dag.

Lancia var også dengang, den luksuriøse i feltet. Sportslig, men ikke så sportslig som Alfa Romeo. Mest eftertragtet blandt Lancia’erne var Thema Turbo, der med 165 hk fra en ret kultiveret to-liters rækkemotor kunne rykke til 100 km/t på bare 7,2 sekunder. Selv i dag er det en flot accelerationstid. Det skete dog ikke uden dramatik – især på våd vej kørte en Thema Turbo ligeud som en raket affyret uden pind.

Dengang tænkte man, at effekt-grænsen for forhjulstræk var nået, hvilket Honda Civic Type R med sine 320 hk netop har tilbagevist med eftertryk. Men journalisterne dengang, mente at det var nok. Det mente Lancia dog ikke.

Det skulle være vildere end de 165 hk, og det er grundlæggende et fremragende mål, når man er bilinteresseret. Dengang var bilmærkerne mere konservative, så at bygge en Ferrari-sedan ville have været virkelig giftigt. Men en Lancia med Ferrari-motor var lige lidt mere spiseligt, selv om Enzo Ferrari efter sigende ikke var så vild med ideen.

Instrumentbordet er helt anderledes end en standard Thema

V8 på tværs i en forhjulstrækker!

Så Lancia fik tævet en V8-motor fra en Ferrari Mondial ned i motorrummet, og jo, bilen er stadig forhjulstrukket, selv om det i visse situationer ikke trækker meget andet end hjulspin. Motoren var ændret lidt for at den skulle være knapt så hidsig. Krumtappen er anderledes og tændingsrækkefølgen er ændret for at få motoren til at fremstå mere civiliseret og komfortabel at køre med.

Effekten faldt derved til 215 hk i stedet for 240 hk. 0-100 km/t klares på fine 6,8 sekunder akkompagneret af sød otte-cylindret musik. Det er desværre ikke helt samme tenor, som de senere modeller, men V8 går man sjældent galt i byen med, når det gælder lyd.

Lancia Thema interiør

Instrumentbordet er beklædt med skind

Ko og træ i lange baner

Interiøret fik også med den helt store ko-pensel på et lærred af træ, så hele herligheden fremstår brunt i brunt på mange af modellerne. Instrumentbordet er beklædt med læder ovenpå, så det er egentlig lækkert nok, men også næsten lidt for meget, hvis du finder en i den brune nuance. Bilen på billederne er lidt mere afdæmpet, men det er tydeligt, at Ferrari har indflydelse – normalt sidder speedometer og omdrejningstæller nemlig ikke i brønde. Og grafikken på speedometer og omdrejningstæller er da også som på en Ferrari.

Lancia Thema 832

Under hjelmen ligger en motor fra Ferrari – det er et swap, der vil noget

8.32 var hamrende dyr

Lancia Thema 8.32 (8 cylindre, 32 ventiler) var naturligvis hamrende dyr, og der er også kun bygget 4.000 eksemplarer – ja, faktisk lidt mindre. Så det er lidt af en sjældenhed, der står i Holbæk netop nu. Den kostede næsten tre gange så meget i Danmark som en Thema Turbo, der kostede 319.997 kr. i 1987.

Den røde Lancia Thema på billederne har kørt i Schweiz i mange år, og er hentet til Danmark for et par år siden. Med kun 86.000 km på tælleren er den ikke slidt op. Det skal dog siges at de færreste 8.32 har kørt langt, de var simpelthen for dyre at køre i.

I dag er indkøbsprisen nærmest overraskende lav; bilen på billederne koster 129.900 kr. og selv om det er en slat for en næsten 30 år gammel bil, så er det altså også lidt af et stykke automobilhistorie, man kan få mellem hænderne.

>> Se bilen på DBA – åbner ny fane<<

Specifikationer Lancia Thema 8.32

Motor: 8 cylindre, 215 hk / 285 Nm
Gear: 5 manuelle
Acceleration: 6,8 Sek
Tophastighed: 240 km/t
Forbrug: 6-9 km/l
Vægt: 1.350 kg
Nypris: ca. 900.000 kr.

LÆS OGSÅ: FDM advarer: Derfor skal du holde fingrene fra denne bil

LÆS OGSÅ: Ugens fund: DeTomaso Pantera til salg i Danmark

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS