Passat W8
april 29, 2020

Ugens fund: VW Passat med 2 motorer

Denne VW Passat stationcar ligner alle de andre for det utrænede øje. Men under motorhjelmen gemmer sig noget, der adskiller den fra din nabos døde sild af en Passat; to motorer bygget sammen til én.

Af: Simon Hallenslev / d. 29. april 2020

Før der var noget der hed ’Dieselgate-skandale’ og elektrificering af biler, var der plads til sjov og ballade på ingeniørgangen hos Volkswagen, ledt an af tidligere direktør Ferdinand Piëch. Det kom der nogle ret vilde biler ud af heriblandt VW Phaeton og VW Touareg med V10-dieselmotor.

Biler, som folk husker, fordi de var store og luksuriøse, men også teknisk komplicerede og vildt dyre at reparere på, hvis de teknisk komplicerede løsninger slog fejl. Og det gjorde de.

Men der er også en bil, som ingeniørerne gik amok på i samme tidsperiode, uden den blev særligt populær eller hyppigt omtalt. Det drejer sig om VW Passat W8, og lige nu er der et nysynet eksemplar til salg på Bilbasen for under 35.000 kr.

To Passat-motorer i én stationcar

Hvordan gør man en 140-hestes Passat-motor på to liter sjov? I dag ville man nok bare vælge at smække en turbo på, men hos Volkswagen gik man helt andre, dyrere og mere komplicerede veje.

De tog én VR4-motor og satte den sammen med en anden VR4-motor. En smart måde at lave en sjov bil på, hvis man samtidigt skal have tømt reservedelslageret for kedelige VR4-motorer.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Overset Nissan giver dig klaplygter og baghjulstræk på budget

Det lyder fjollet, men den er god nok. W8-motoren i denne Passat er sammensat af to klassiske og dødkedelige VR4-motorer i V-formation med 72 grader mellem cylinderrækkerne med én fælles krumtapaksel.

Denne sammensætning gjorde, at W8-motoren blev ret kompakt og derfor passede i en Passat, hvor der ellers tidligere kun havde været plads til en V6 eller VR5-motor.

VW Passat W8 4Motion

Motor: W8 benzin, 4,0 liter

Ydelse: 275 hk / 370 Nm

0-100 km/t: 6,5 sekunder (opgivet)

Tophastighed: 250 km/t

Forbrug: 7,6 km/l

Nypris: 917.728 kr.

 

En ordentlig luns af nyprisen

Denne uges fund har 205.000 km på klokken og er fra 2003. Med andre ord en ældre sag, der har levet livet. Men af samme årsag får du lov til at løbe afsted med den for 882.782 kr. mindre, end hvad nyprisen var i 2003. Hvis vi medregner inflation, svarer nyprisen på 917.728 kr i 2003 til at være cirka 1.160.00 kr. i dag. Det er dælme mange penge for en VW Passat!

I dag koster den kun 34.990 kr, og det er altså for en bil, der ikke alene er et stykke ingeniørkunst, men som også er sjælden. Det er svært at opdrive de præcise produktionstal, men der skulle efter sigende ikke være produceret mere end 11.000 eksemplarer i alt af Passat W8.

Forhandleren, Octane Automotive Trading, fortæller desuden, at der fra ny kun blev indregistreret to VW Passat W8 i Danmark fra ny, hvor denne er én af dem. Den første ejer er nemlig VW Danmark selv, der først indregistrerede 2002-modellen i slutningen af 2003.

Virkeligt veludstyret

På udstyrslisten er det tydeligt at se, at denne bil blev udviklet i samme periode som VW Phaeton. Det er nærmest en mini-Phaeton, når man kigger på udstyret. Her er nemlig elektriske sæder med memory, varme i bagsæderne, klimaanlæg og xenon-lygter.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Skal denne GTI blive din første franske forelskelse?

Her har du altså muligheden for at få fingrene i et lynhurtigt (for tiden) og sjældent stykke ingeniørkunst med plads til hele familien til under 35.000 kr. Desuden er bilen nysynet, og kræver i udgangspunktet kun en kosmetisk kærlig hånd og lidt knofedt. Hvis ikke den er solgt, kan du finde bilen her.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS