Hvor længe skal der gå, før en trend bare bliver den nye normal? SUV'er og crossovers er fortsat ustandseligt populære i Danmark såvel som Europa, hvor de står for godt halvdelen af det totale personbilsalg. Populariteten har ikke været til at tage fejl af de sidste fem år, og de højbenede har generelt været på fremfærd de sidste 10 år.
Uanset om der er tale om en trend eller en ny normal, så viser tal fra en stor, britisk undersøgelse nu, at de høje biler kommer med en kedelig slagside. London School of Hygiene & Tropical Medicine og Imperial College London har samlet globale data fra over 680.000 trafikulykker, hvor tallene taler deres eget tydelige sprog: Det er langt farligere at blive ramt af en høj bil som blød trafikant.

Børn er mest udsat
I den britiske undersøgelse fandt forskerne, at fodgængere og cyklister, der blev påkørt af en SUV eller varebil, kom langt mere alvorligt til skade end dem, der blev ramt af en almindelig personbil.
Risikoen for, at en ulykke får fatale konsekvenser, stiger med 44 procent for personer i alle aldre, hvis de bliver påkørt af en høj bil. Blandt børnene er statistikken endnu værre, hvor risikoen for dødelig udgang generelt stiger med 82 procent og helt op til 130 procent, hvis børnene er under 10 år.
Vender man statistikken om, så anslår forskerne, at op imod 8 procent af dødsulykkerne i Europa helt kunne undgås, hvis man udskiftede SUV'erne med almindelige personbiler som stationcars og hatchbacks. I USA er det omkring 17 procent af de dødelige ulykker, der kunne undgås, fordi SUV'erne her har større udbredelse.

Dette skyldes i al sin enkelthed, at de højere og mere kantede frontprofiler på SUV'erne gør mere skade i en kollision med bløde trafikanter. En højere front betyder, at voksne fodgængere og cyklister rammes højere oppe på kroppen, hvilket både kan give større skader, men også kaste den bløde trafikant ned på vejen.
For børnene betyder den højere front, at de har større risiko for at pådrage sig hovedskader, hvilket altså forklarer den markant forhøjede risiko for børn under 10 år.
Ifølge en af de ledende professorer bag undersøgelse, Anna Goodman, så mener hun, at SUV'erne repræsenterer en tilbagegang i udviklingen af trafiksikkerhed. Salget af stadigt større biler underminerer de fremskridt, der ellers bliver gjort på området – og udgør desuden også en større klimabelastning – hvorfor hun efterlyser konkrete tiltag på området.