Den moderne bil er fyldt med opfindelser og teknologier, men de færreste tænker over, hvor og hvornår tingene stammer fra – det ser Bilbasen Guide nærmere på.
Af: Morten Bek / d. 21. september 2021
Vi elsker friheden ved at køre bil. Bare ind bag rattet, på med selen og af sted. Men for at bilen fungerer, som en moderne bil gør det i dag, kræver det at mange hundrede opfindelser og utallige teknologier er i spil. Gennem mange årtier er bilens dele, fra dæk over forlygter til infotainmentsystemer blevet testet og testet, og bilen i dag er resultatet af alle de anstrengelser.
SE OGSÅ | Lad der blive lys — halogen vs LED
Men hvor stammer de vitale dele af bilen fra? Trepunktsselen, automatgearkassen og forbrændingsmotoren og mange andre ting er opfindelser, som vi har enorm gavn af i dag.
I denne Bilbasen Guide kigger vi på 10 vigtige ting i bilen – og fortæller, hvordan og hvornår de er opfundet.

Over 130 år gammelt princip
Vi kan takke en svensk ingeniør for trepunktsselen, som har reddet ufatteligt mange menneskeliv, og vi kan sende amerikanske Buick en venlig tanke, når vi bruger infotainmentsystemet i bilen til musik, navigation og mange andre ting.
Vi ser bilen som en stor samlet enhed, men den består af tusindvis af patenter, opfindelser og indfald, som har ændret den gennem årtierne. Vidste du eksempelvis, at den laminerede forrude (sammen med selen, selvfølgelig), som hjælper til at vi ikke flyver gennem forruden og lander på vejen, er opfundet af Ford for omkring 100 år siden?
SE OGSÅ | Alting var mere simpelt i gamle dage, men ikke bedre
Det er ikke alle opfindelser, som kan spores direkte tilbage til en enkelt person eller virksomhed, og det gælder en vigtig brik i bilen som eksempelvis motoren. Forbrændingsmotoren har eksisteret på utallige måder, og mange ingeniører, mekanikere og opfindere har arbejdet på princippet i langt over 130 år.