Den nye Citroën C5X er en stor overraskelse, der har komfort som en S-Klasse, og som minder Berner om tiden med smørbløde franskmænd.
Video: Anders Berner
Der var engang, hvor Citroën turde gå stik mod det konventionelle, når de skulle bygge biler. De gjorde det på deres egen (meget franske) måde. Der skulle ingeniørkunst til, når de ville sikre lav luftmodstand og maksimal komfort.
Citroën CX er et lysende eksempel på den franske fandenivoldskhed, og den betragtes af entusiaster som den sidste ægte Citroën med få undtagelser.
Nu tyder alt på, at Citroën er klar med en ny undtagelse, der kipper mod det underfundige ophav i CX. Den hedder Citroën C5X, og den begejstrer Berner.

Citroën C5X PHEV 225
Motor: R4 benzin, 1.598 ccm + el Ydelse: 225 hk / 360 Nm 0-100 km/t: 7,9 sekunder Tophastighed: 233 km/t Forbrug: 76,9 km/l Vægt: 1.856 kg Mål (L/B/H): 480/186/148 cmBagagerumsvolumen: 485 liter Startpris: 379.990 kr.
Den ukonventionelle CX
Berners fascinationen af Citroën CX, deles af hele redaktionen. Den er en på alle måder skæv bil, som man kun kan holde af, og når man dykker ned i detaljerne, vil man forstå, at franskmændene var dedikerede i at lave noget ukonventionelt.
Citroën CX er udstyret med et stort rat, der kun har én eger og ingen stilke til blinklys eller lignende. Kontakterne til blinklys og vinduesviskere er i stedet monteret på instrumentbordet som trykknapper. Og fordi at blinklyset ikke slår tilbage automatisk, blev CX aldrig godkendt som udlejningsbil i EU.
SE OGSÅ | Video: Det er gået lidt for stærkt med dennye VW Multivan
Selv konstruktionen af CX er ukonventionel. Modelnavnet er en reference til luftmodstandskoefficienten, der typisk betegnes som Cx i fransk matematik. Citroën CX har en værdi på 0,36, hvilket er ganske imponerende. Selvom bilen ser tung ud, vejer den 1.300 kg, hvor 70 procent af vægten ligger på forakslen.
Det største ukonventionelle element i Citroën CX er det, der også gjorde den verdensberømt. Ligesom dens forgænger, Citroën DS, fik den hydropneumatisk undervogn, der sikrede uovertruffen komfort, men som også var yderst kompleks. Det krævede særuddannede mekanikere med specialværktøj for at fikse den, når den gik i stykker. Og det gjorde den.
Den ukonventionelle og komfortable stil, som Citroën CX lagde for dagen, sikrede den i øvrigt titlen som Årets Bil i Europa 1975.