Mercedes’ nye EQB, der har 7 sæder, er en fremragende elbil. Men ikke alt er lige godt. Se med, når Berner tester den elektriske Mercedes EQB.
Video: Anders Berner
Mercedes-Benz EQB overhaler Tesla Model Y indenom: Ikke på rækkevidde, men på tilvalget af syv sæder. Så hvis du har reproduceret dig selv ud af en bil med fem sæder, og i øvrigt gerne vil køre elektrisk, trækker EQB det længste strå.
Det er ikke det eneste party-trick, som Mercedes-Benz EQB har i ærmet. Glem alt om videospil, pruttepuder og karaoke, som amerikanske Tesla disker op med. Tyskerne har sat komfort og støjisolering i højsædet!
I denne video fortæller Berner, hvorfor han vælger EQB over Model Y.

Mercedes-Benz EQB 350 4MATIC
Motor: To elektriske Batteristørrelse: 66,5 kWh Ydelse: 292 hk / 520 Nm 0-100 km/t: 6,2 sek. Tophastighed: 160 km/t Rækkevidde: 419 km Mål (L/B/H): 482/183/170 cmBagagerumsvolumen: 495 liter Pris: 489.000 kr. (Starter fra 436.000 kr.)
Ingen standard
Det kan godt være, at Marie Berner kalder sin far gammel. Og tyk. Men han har faktisk fat i den lange ende, når han gang på gang pointerer den lemfældige placering af ladeindgange på elbiler. Der er nemlig ingen industristandard.
Tesla monterer ladeindgangen på bagerste venstre hjørne i deres modeller. Det gør de efter devisen om, at det er tættest på chaufføren, som skal gå mindst muligt. Tesla har også indrettet deres Supercharging-stationer herefter.
Amerikanske General Motors monterer ladeindgangene samme sted som Tesla. Deres forklaring er dog i stedet, at chancen er mindre for, at folk glemmer at tage deres biler ud af laderen, før de kører afsted, hvis den er placeret dér.
BMW og VW kører den konservativt og monterer ladeindgangen det samme sted, som de monterer benzindæksler. På modellerne e-tron og e-tron GT monterer Audi en smart ladeport på begge sider foran, hvoraf kun den i førersiden kan lynlade.
Nissan Leaf og Honda e har den monteret centralt på snuden, hvilket Berner foretrækker. Men hvad foretrækker du? Skal indgangen være tættest på chaufføren, på fortovet, på snuden eller på bagsmækken?