Bek Guide ekstraudstyr
december 29, 2020

VIDEO: Gode råd til ekstraudstyr og værditab

Når man køber ny bil, er der mange udstyrsversioner og meget ekstraudstyr at vælge mellem – men det hænger sjældent sammen med værditabet, når bilen skal sælges som brugt.

Af: Morten Bek / d. 29. december 2020

Det er nemt at blive opslugt af ekstraudstyrslisten, når den nye bil skal “sættes sammen”. Det er nemt lige at sætte et ekstra kryds. Og hvem kan i det hele taget undvære designpakken med den mørktonede grill og de mørke rudelister? Langt de fleste bilproducenter frister med ekstra af det hele; Ekstra komfortudstyr, ekstra sikkerhedsudstyr, ekstra eksklusiv lakering og meget, meget andet.

SE OGSÅ | Det store valg: Benzin- eller dieselbil?

Mens alle de lækkerier gør den nye bil mere attraktiv og – måske – en større fornøjelse i hverdagen, så er der en vigtig grund til ikke at gå amok på siderne med ekstraudstyr: Når den nye bil engang er brugt, og den skal sælges videre, så får du ikke en krone for designpakken, dyrere indlæg i kabinen, automatiske dørbeskyttere og rigtig meget af det andet ekstraudstyr, der tilbydes til en ny bil.

Bilbasen Guide kommer med råd til, hvilket ekstraudstyr du skal vælge, hvis den nye bil også skal være attraktiv for den næste ejer – og samtidig råder vi dig til, hvordan du vælger den rigtige udstyrsversion, som også har betydning for værditab og videresalg.

Fristelser i lange baner

Originale alufælge til den nye bil kan koste alt mellem nogle få tusinde kroner til langt over 50.000 kr. En speciallakering endnu mere end det. Førerassistancepakker som (næsten) gør bilerne selvkørende, læderindtræk, adaptive LED-forlygter, varme i rattet, og så videre og så videre.

SE OGSÅ | Spar penge med fornuftig og glidende kørsel

Ekstraudstyr er noget af det mest fristende, når man skal købe ny bil. Følelsen af, at man kan bestemme alt og kun selv sætter grænsen gør det svært at se, hvad der er fornuftigt at vælge – og hvad der bare er overflod og fyld.

Vælg udstyrspakke frem for enkelt ekstraudstyr

Når den nye bil har tjent sin første ejer og skal sælges videre, så træder ekstraudstyret i baggrunden. Den første ejer har nydt godt af det (og de efterfølgende ejere vil nok også sætte pris på det), men de mange ekstra penge brugt på ekstraudstyr vil, i grove træk, slet ikke afspejle sig i prisen, når bilen skal sælges som brugt; brugtbilskøbere kigger på bilens frapris, da den blev købt. Ekstraudstyr er en bonus for brugtbilskøbere, men ikke noget der betales i dyre domme for.

SE OGSÅ | Disse biltyper falder mest i pris med de nye afgifter

Ekstraudstyr har den positive effekt, hvis det er valgt omhyggeligt og ud fra en tommelfingerregel om, at det brede publikum har ret, at det kan gøre en brugt bil mere attraktiv og dermed sikre et hurtigere salg. En pæn metallak, originale alufælge, trækkrog og flere andre ting hører med i den kategori.

Men meget ofte kan det betale sig at droppe noget ekstraudstyr og i stedet vælge en dyrere udstyrsversion. Basismodellen vil nemlig ikke altid være den med lavest værditab, og det vil ofte ikke være den, der er mest interessant på brugtmarkedet.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS