Går du op i brændstofforbrug, er der alle grunde til at se Guiden, hvor vi sammenligner SUV mod Hatchback. Nærmere betegnet Peugeot 3008 mod Peugeot 508.
Af: Morten Bek / d. 10. marts 2020
Om man er med på moden, har en følelse af mere tryghed eller bare synes designet er fedt kan alle være årsager til, at flere og flere af os vælger SUV eller crossover, når vi køber ny bil. Det er bilmodeller, som er lidt eller ligefrem meget højere end den bil, mange er vant til at køre i.
Når bilerne “går i luften”, så begynder netop luften at blive et større problem. En SUV har en større overflade og højere front, som skal presses gennem luften og det gør altså vindmodstanden større.
SE OGSÅ: Apple CarPlay: Sådan forbinder du din iPhone til din bil
Men hvordan så med brændstofforbruget? Vindmodstand er en af de store syndere, når det kommer til bilers forbrug af benzin, diesel eller el. Eller er det bare en skrøne? Bilbasens Guide med Morten Bek måler brændstofforbruget i to forskellige Peugeot-modeller for at se, om der er forskel: Peugeot 3008 er SUV’en, som repræsenterer de høje biler. Peugeot 508 er hatchback’en, som repræsenterer de lave modeller.

Mere CO2 giver højere straf
De nye biler skal være så miljøvenlige og nøjsomme som muligt. Bilejerne vil skåne både miljø og pengepung, og det samme gælder faktisk også for bilproducenterne. Jo mere brændstof de nye biler bruger, jo mere CO2 de udleder, jo hårdere vil en bilproducent blive straffet af EU i de kommende år.
At mærkerne, lige fra Alfa Romeo over Renault til Rolls-Royce, så sprøjter nye SUV-modeller og crossovers ud, er potentielt med til at belaste netop processen med at sænke forbrug og CO2-udledning. En højere bil har ringere aerodynamik, og ringere aerodynamik giver større luftmodstand. Og større luftmodstand fører til højere forbrug og mere CO2.
SE OGSÅ: Ny EU-lov: AMG tvinges til at droppe V8-motorerne
Men er virkeligheden også sådan? Bilbasen har udført en test af to nye biler for at give et indblik i, om det koster at sidde højere i bilerne. Testen er ikke endegyldig. Den gælder kun som et øjebliksbillede af netop de to bilmodeller, vi har testet: Peugeot 3008 repræsenterer feltet med de høje biler, Peugeot 508 feltet med de lave biler.
Vi tester Peugeot 3008 mod 508
De to franske modeller er udstyret med samme type motor med samme ydelse og gearkasse: 1,5-liters dieselmotor med 130 hk og en automatgearkasse med otte trin. Den officielle WLTP-måling siger, at 3008 1,5 BlueHDi EAT8 GT Line i gennemsnit kører 18,9 km/l og udleder 140 gram CO2/km. Den officielle måling for 508 1,5 BlueHDi EAT8 GT Line står til 20,8 km/l og 126 gram CO2/km.
På papiret er der en forskel på næsten 2 km/l, så vi kører afsted på en varieret rute på cirka 120 kilometer. Vi vil finde ud af, hvordan SUV’en og hatchback’en i virkeligheden klarer sig, i Guidens ikke-videnskabelige test.
SE OGSÅ: Peugeot 2008 – bilen ALLE danskere vil ha’ lige nu. Men er den god nok?
Begge biler kører på sommerdæk. 3008-testbilen har kørt cirka 4.000 kilometer, mens 508-testbilen har kørt cirka 20.000 kilometer. Ifølge Peugeot Danmark kan forskellen i kilometerstand maksimalt betyde en forskel på 0,5 km/l i 508’erens favør.