Langtidstest: Renault Scenic E-Tech – Introduktion
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
TEKST OG FOTO Morten Bek
Danske Motorjournalister, som består af en lang række motorjournalister fra danske medier, har i to dage været samlet omkring FDM Jyllandsringen for at finde Årets Bil i Danmark 2025. Opskriften er den samme, som den altid er: kør alle de nye bilmodeller så meget som muligt på bane og på offentlig vej – og find så en række finalister.
21 jurymedlemmer, heriblandt Bilbasens Jacob Dalby, Simon Hallenslev og Morten B. Bek, har testet hele 30 nye bilmodeller, og efter afstemning er finalefeltet fundet. Det består af ni biler, og vinderen af titlen som Årets Bil i Danmark 2025 afsløres ved et stort event den 26. november.
For første gang i kåringens historie er feltet 100 procent elektrisk. Der er ingen benzinbiler, ingen plug-in hybrider; alle bilmodeller i finalefeltet er elbiler. Det er samtidig første gang, at så mange biler ender i en Årets Bil-finale – hele ni elbiler er med i feltet.
Herunder kan du se, hvilke ni bilmodeller juryen har valgt. Du kan læse en kort beskrivelse af bilen, se frapriserne – og så ellers se vinderen af Årets Bil i Danmark 2025-titlen den 26. november her på hjemmesiden.
Cupra Tavascan er søstermodel til en lang række biler, men først og fremmest deler den størrelse (og teknik) med Volkswagen ID.5. Men den har en spansk aggressivitet, som man enten er fan af eller ikke kan holde ud.
Tavascan fås til rigtig fornuftige priser, og en del af forklaringen er, at den bygges i Kina, hvor det er nemt og billigt at producere biler. Den starter på 359.990 kroner for en udgave med baghjulstræk, 296 hestekræfter og højt udstyrsniveau. Modellen med den længste rækkevidde kan køre op til 565 kilometer.
Standardudgaven med baghjulstræk har også en mere fyrig bror med firehjulstræk som sidestykke: Tavascan VZ har 340 hestekræfter. Den fås fra 449.990 kroner.
Explorer er den første af to nye elbiler fra Ford, som kommer med teknologi og platform fra Volkswagen. Ford får noget rigtig godt ud af MEB-platformen, og Explorer er en af de mest velkørende modeller på MEB-platformen, som også VW ID.3, Audi Q4 E-Tron og mange andre modeller kører på.
Ford sælger Explorer fra 299.900 kroner, men den pris gælder for en basismodel med 170 hestekræfter og en rækkevidde på kun 384 kilometer, og det er en variant, der først kan leveres i 2025.
Langt mere interessant er de to øvrige varianter: Explorer med stort batteri med rækkevidde op til 602 kilometer, baghjulstræk og 296 hestekræfter til priser fra 339.900 kroner og Explorer med rækkevidde op til 566 kilometer, firehjulstræk og 340 hestekræfter.
Hyundai mødte op på FDM Jyllandsringen med et es i ærmet. Den lille Inster, som er nyt land for alle fremmødte journalister, dukkede op som en joker. Den lille bil viser sig at være et pladsvidunder med bagsædeplads som en Mercedes S-Klasse, og så har den et helt unikt design.
Interiøret er med et ord vildt; farverne og de forskellige løsninger giver et smil på læben, og så kan Inster fyldes til kanten med udstyr, som er usædvanligt i så lille en bil; adaptiv fartpilot, soltag, automatisk klimaanlæg med to zoner og meget mere.
Den danske importør regner med priser fra cirka 180.000 kroner. Inster kommer i to motor- og batterivarianter: 42 kWh med 94 hestekræfter (rækkevidde op til 327 kilometer) og 49 kWh med 115 hestekræfter og rækkevidde op til 370 kilometer.
Den nye Kia EV3 ligner en skrumpet EV9, og det er på alle måder et rigtig godt sted at starte. Den skiller sig ud, men ikke som Inster herover skiller sig ud. Den er ikke outrer, selv om den skiller sig ud. I kabinen er der rigtig god plads, og elmotoren med 204 hestekræfter er harmonisk til bilen.
Affjedringskomforten er fornem, og EV3 kan samtidig køre helt op til 605 kilometer på en opladning. Basisudgaven Access med lille batteri til 269.900 kroner har en udmærket rækkevidde på op til 436 kilometer. Det er betydeligt mere end i de billigste udgaver af Ford Explorer og Škoda Elroq.
Med det store batteri, som alle øvrige varianter har, får man den lange rækkevidde og, selvfølgelig, langt mere udstyr.
Der er meget få elbiler med syv sæder, og langt de fleste af dem er dyre elbiler. Ikke Peugeot E-5008. Den byder på syv sæder, endda som standard, til priser fra 359.990 kroner, og selv om sæderne på bagerste række er med kneben plads, kan man uden problemer have et par børn deromme.
I første omgang fås E-5008 i en motor- og batterivariant. Den har 210 hestekræfter, og batteriet giver en rækkevidde på op til 500 kilometer. I 2025 kommer både en variant med større batteri (og 230 hestekræfter) og en udgave med firehjulstræk og 320 hestekræfter.
E-3008 deler teknik og det meste af sit design med den kortere E-3008. Men der er en forskel, og E-5008 er den mere harmoniske bil af de to. Den har en bedre affjedring og mere afslappede køreegenskaber.
Polestar 4 har ingen bagrude. Hvor der skulle være en rude, er der metal. Det er design, det handler om, og man kan diskutere, om det fungerer. For at kunne se ud, har man et kamerabaseret bakspejl, som skifter vinkel, når man blinker – det rykker lidt til siderne for at give et bedre overblik.
4’eren har baghjulstræk eller firehjulstræk, og den opleves både velkørende og lækker i kabinen. Baghjulstrækkeren Long Range Single Motor har 272 hestekræfter og en rækkevidde op til 620 kilometer, og den fås fra 475.308 kroner.
Long Range Dual Motor med firehjulstræk har 544 hestekræfter, en rækkevidde op til 590 kilometer og en pris, der starter på 505.308 kroner.
Renault Scenic E-Tech Electric har, i forhold til årets kåring, været på markedet i lang tid. Den er dog stadig helt frisk og lige så attraktiv, som da den kom frem tidligere i år. Faktisk endnu mere attraktiv, fordi privatleasingpriserne for nylig blev sat ned.
Den elektriske Scenic fås i to motor-/batteriversioner, som begge har forhjulstræk. Med 170 hestekræfter og en rækkevidde på op til 420 kilometer fås Scenic til 309.990 kroner. Med 220 hestekræfter og en rækkevidde på helt op til 625 kilometer fås den fra 364.990 kroner.
Scenic E-Tech Electric har allerede en titel med sig, og det er Car of the Year Europe (COTY).
Den blå Škoda Elroq på billederne er en statisk model og ikke en bil, motorjournalisterne har haft mulighed for at køre i. I stedet har test af bilen ved kåringen foregået i to kamuflerede Elroq, som går for at være prototyper. Det er tilsyneladende kun detaljer, der adskiller prototyperne fra de biler, danskerne kan få fingrene i fra om få måneder.
Og man kan godt begynde at glæde sig, for Elroq virker til at kunne det hele. Den er virkelig rummelig, meget velkørende, attraktivt indrettet og bliver tilgængelig i en lang række udgaver. Og så er der priserne, som starter på kun 249.995 kroner.
Den pris giver en Elroq 50 med 170 hestekræfter og op til 370 kilometer på en opladning. For 15.000 kroner mere, altså for 264.995 kroner, kommer Elroq 60 med 204 hestekræfter og mere end 400 kilometer på en opladning. Den mest langtursegnede er Elroq 85 med 286 hestekræfter og op til 560 kilometer – til priser fra 314.995 kroner.
XPeng G6 er det kinesiske svar på Tesla Model Y. Et rundt karrosseri, kraftfulde motorer og alt i udstyr som standard. Med baghjulstræk, 258 hestekræfter og rækkevidde op til 435 kilometer fås den til 339.990 kroner.
G6 RWD Long Range hedder varianten med den længst mulige rækkevidde, som er op til 570 kilometer. Her får man samtidig lidt flere kræfter, nemlig 286 hestekræfter. Man kan også lade med helt op til 280 kW ved en lynlader. Prisen er 369.990 kroner.
Hurtigst og dyrest er G9 AWD Performance med firehjulstræk. Den har 476 hestekræfter og klarer alligevel 550 kilometer på en opladning. Den står til 399.990 kroner.
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
Hyundai Ioniq 9 er både stor i størrelsen og stor på rækkevidde. Den nye syvsæders elbil fra Hyundai er over fem meter lang og har en rækkevidde op til 620 kilometer.
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
BMW har brug for en ny iX3 her og nu, men produktionen af den nye elektriske SUV starter først i slutningen af 2025 på fabrikken i Ungarn – og den eksisterende iX3 udgår nu af produktion i Kina.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.