december 31, 2017

Stor guide: Sådan køber du en ekstremt billig bil

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 31. januar 2017

Stramt budget? Undgå at brænde nallerne på en billig øse. Vi guider dig til køb af billige biler.

Personligt elsker jeg de godt brugte biler, der koster under 20.000 kr. Lidt patina generer mig ikke, og man er ikke så øm over for en bil, som ikke er mere værd.  Man kan tilmed gøre nogle handler, som gør bilejerskab meget billigt – hvis du ser dig godt for og samtidig er en lille smule heldig.

Og der er en vigtig faktor for mig, som ikke nødvendigvis betyder noget for dig – med de brugte er det muligt at finde en mere speciel bil, som ikke er så dyr. Jeg bryder mig ikke om at køre i det alle andre kører i, selvom det økonomisk set er ret fornuftigt.

LÆS OGSÅ: Nu stiger ejerafgiften: Se hvor meget du skal betale

Esben, Anders og jeg har også lavet et indslag om billige biler på Bilbasens Youtube-kanal:

Nyere mikrobiler er noget af det billigste, du kan komme i nærheden af, hvis du bare skal fra A til B. Men ikke alle kan være i en VW Up, Opel Karl eller Toyota Aygo. Og ikke alle kan eller vil låne penge til en bil.

Men hvordan køber du så en af de helt billige biler?

Her er mine gode råd til at købe de helt billige biler:

1. Find en nysynet bil

Find helst en nysynet bil. Det er ikke nogen garanti for at bilen er fejlfri, men den lever op til lovens krav. Det giver en vis tryghed, for at bilen kan tage to år mere.

Husk at et syn kun tjekker det lovpligtige udstyr – der kan altså sagtens være fejl på komfortudstyr som aircondition og lignende.

INSPIRATION: Søg biler til under 20.000 kr. på Bilbasen

2. Tjek om tidligere ejer har passet på bilen

På de helt billige biler betyder det meget om de tidligere ejere har passet bilen. For småting hober sig bare op, og nogle oversete ting fører andre med sig. For eksempel vil en hængende bremsecaliper koste bremseskiven og klodserne, hvis ikke fejlen udbedres med det samme. En ødelagt drivakselmanchet vil medføre et ødelagt led og så videre. Vendingen: Jeg har ikke brugt en krone på den, mens jeg har haft den, er ikke nødvendigvis et godt tegn.

3. Hvad er vigtigst årgang eller kilometer?

Billige biler er som regel enten gamle eller også har de kørt langt. Ofte begge dele. Men hvis du er ude efter de billigste kilometer, så er det ikke altid, at en nyere bil er bedre for budgettet, da nyere biler ofte er mere avancerede, og forbedringer på en bilmodel medfører, at de seneste årgange inden et modelskifte, ofte er de bedste.

For eksempel ville jeg hellere, ud fra et pålidelighedshensyn, have en VW Passat fra 2000-2005 end en fra 2005-2010. Kilometer slider per definition, men hellere mange km i en bil, der har pendlet langt end en bil med færre, der mest har kørt i byen.

INSPIRATION: Søg biler til under 10.000 kr. på Bilbasen

4. Tjek dæk og bremser

Her skal du være ekstra opmærksom. Dæk og bremser er mindst lige så vigtige på en billig bil, som de er på en dyrere. Dækkene er trods alt det eneste, der holder din bil på vejen og sikkerheden i en ældre bil er bare ikke som i en nyere.

Så tjek dækkene ekstra grundigt og indregn udskiftning, hvis de er slidte. Du bruger let 3.000 -5.000 kr. hvis alle dæk skal skiftes, og så er den billige bil måske ikke så billig alligevel.

5. Er rust et problem?

Hvis vi taler biler til 10.000 kr. så er det sjældent de er helt rustfrie. Lidt plamager om skærmene og på motorhjelm og tag er ikke farligt, men det pynter heller ikke. De vigtige er, om der er bærende dele, der er ramt. Det kræver en lift at undersøge, men er bilen nysynet, så bør der ikke være graverende rust.

LÆS OGSÅ: 3 fede vinterbiler for hele familien til 200.000 kroner

Det er altid at foretrække biler der er undervognsbehandlet fra start og flere gange siden – ikke kun for rust i karrossen, men også for at beskytte bremserør og brændstofrør.

6. Pas på ejerafgiften!

Det kan være lidt af en partykiller, når man tjekker ejerafgiften på brugte og billige biler. Selvom de reelt ikke kører meget kortere på literen end nyere biler, så er det opgivne forbrug lavere, og det er det, du betaler for. I nogle tilfælde koster første års ejerafgift mere end hele bilen.

Du kan dog sagtens finde biler med relativt lav ejerafgift, men de er sjældent sjove. Husk også at ældre dieselbiler uden partikelfilter skal betale 1.000 kr. om året i strafafgift. I det hele taget er det ældre dieselbiler, der er hårdest ramt af høje ejerafgifter.

INSPIRATION: Søg biler med over 150 hk til under 30.000 kroner på Bilbasen

7. Er der vigtige reparationer?

Det er altid en konkret vurdering, hvornår noget skal udbedres. Hvis det handler om sikkerhed fx dæk og bremser, så skal det naturligvis ordnes med det samme. Men er det for eksempel en A/C-kompressor, der er stået af, så er det måske overkill at bruge flere tusinde kroner på en reparation.

Hvis bilen har kørt mange tusinde forbi et planlagt tandremsskift, så er motoren måske i fare for pludseligt at stå af, men en udskiftning koster mellem 3.000 og 7.000 kr.

8. Hvornår skal bilen dø?

Et vigtigt spørgsmål, som alle ejere af gamle biler stiller sig selv er: Hvornår kan det ikke betale sig at reparere på den længere? Så når du har en gammel bil, så skal du på et tidspunkt trække en streg i sandet, og sige at det var det bil-liv. Det kan ikke betale sig at reparere en 10.000 kroners bil for 10.000 kr.- med meget få undtagelser. Så vær klar til at finde en ny billig bil, hvis du en dag står med en død motor.

9. Hvilken bil skal jeg så købe?

Det er svært at anbefale nogle biler, der bare er gode, når de er brugt og billige. Det afhænger meget af tidligere ejers samvittighed. Generelt bør du finde biler der er blevet serviceret regelmæssigt og har fået undervognsbehandling flere gange. Der er dog alligevel nogle biler, som popper op, når vi taler billige pålidelige biler. Den ene er Toyota Carina E – den er godt nok gammel og sikkerheden er ikke på niveau med mange nyere biler, men den er solidt bygget. I det hele taget er de ældre japanske biler ofte gode teknisk set, men rustbeskyttelsen halter. En VW Passat fra 2000-2003 kan også være rigtig god og billig i drift.

Læs mere om  billige biler

3x mange hk til meget få penge

3 brugtbiler, der er faldet markant i pris efter afgiftsændring

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS