januar 12, 2022

3x specielle Audi S-modeller med potentiale

Når Audi smider bogstavet ‘S’ på deres biler, betyder det ‘Sport’. I dette tilfælde kunne det lige så godt betyde ‘Sølvfarvet’ eller ‘Speciel’. Vi finder nemlig 3x specielle og sølvfarvede S-modeller fra Audi på budget, der kan gå hen og blive penge værd.

Af: Simon Hallenslev / d. 12. januar 2022

Det er sjovere at have sin opsparing stående i garagen end i banken. I en tid med negative renter og gebyrer skal der heller ikke så meget til før, at opsparingen i garagen bliver en bedre forretning end den i banken.

For at komme i gang med investeringseventyret i garagen skal du bruge omkring 200.000 kr. og en sølvfarvet S-model fra Audi – i hvert fald hvis du følger denne artikel. Her finder jeg 3 sportslige modeller fra Audi, der ikke er hverdagskost, og som alle kan noget lidt udover det sædvanlige.

Den sidste superbilsmotor: Audi S6

Ved første øjekast er der ikke meget, der tyder på, at denne Audi S6 er noget specielt. Kendere vil selvfølgelig vide, at det ikke er tilfældet. Audi S6 i denne generation C6, der blev produceret fra 2006 til 2011, er nemlig velsignet med en helt særlig motor.

Under kølerhjelmen på den ellers tilforladelige, sølvfarvede sedan ligger en vaskeægte superbilsmotor. En 5,2-liters V10-motor med 435 hk og en selvsagt himmelsk motorlyd. Motoren er en videreudvikling af den, som Audi leverede til Lamborghini Gallardo, hvor blandt andet momentet ved lave omdrejninger er forhøjet for at gøre den mere hverdagsvenlig.

Audi C6 S6

Motor: V10, 5.204 ccm

Ydelse: 435 hk / 540 Nm

0-100 km/t: 5,2 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Forbrug: 7,5 km/l

Nypris i ’06: Ca. 1.900.000 kr.

Audi brugte også motoren i deres egen superbil Audi R8, og det er selvfølgelig i sig selv specielt med en sådan motor i en blød Audi A6. Det er særligt specielt, fordi denne Audi C6 S6 markerer den sidste af sin slags.

I både S- og RS-modeller har Audi siden nedskalleret på motorvolumen og i stedet tilføjet turboer, som tidens miljøtendenser naturligvis kalder på. Faktisk er de seneste Audi S4 og S6 blevet dieseldrevne.

LÆS OGSÅ | 3x chefslæder fra 90’erne med millionbesparelse

Audi kommer næppe til at lave en superbilsmotoriseret sedan som denne Audi S6 igen. Det faktum alene gør, at den er interessant at holde øje med som investeringsbil de kommende år. Den Audi S6 du ser på billederne står tilmed veludstyret og med lavt kilometertal, der gør den mere spændende som investering, hvis du kan holde den i garagen.

Det er også den dyreste med en pris på 234.900 kr. Hvis det er en investering i dit økonomiske leje, kan du se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Den første S4: Audi S4

Inden Audi-entusiasterne griber høtyven, skal jeg slå fast, at jeg godt ved, der findes en Audi S4 før denne Audi B5 S4. Den S4 der kom før B5-udgaven er dog lanceret på et tidspunkt, hvor Audi ikke havde helt styr på navngivningerne.

Den første model der fik navnet ‘S4’ var baseret på en Audi 100, der i dag kan sidestilles med en Audi A6.

Denne Audi B5 S4 er derfor den første S4, der er født som en mellemklasse Audi A4 og peppet op med biturbo og firehjulstræk. Denne generation Audi S4 er lidt en overset entusiastbil, hvilket betyder, at der ikke er mange til salg.

Audi B5 S4

Motor: V6, 2.671 ccm

Ydelse: 265 hk / 400 Nm

0-100 km/t: 5,7 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Forbrud: 8,8 km/l

Nypris i ’99: Ca. 900.000 kr.

På Bilbasen er denne Audi S4 den eneste af sin slags, og selv hvis man dykker ned i det tyske brugtvognsmarked, er der kun to håndfulde til salg ud af en million biler. Med andre ord betyder det, at jo tættere denne Audi S4 kommer på klassikerstatus, desto mere vil den blive værd. Ganske enkelt fordi der er så få af dem.

LÆS OGSÅ | 3x billig Porsche til under 130.000 kr.

Denne Audi S4 er oven i købet en uhyre velholdt garagebil, der har stået stille siden 2005. Det betyder, at kilometertallet er åndssvagt lave 120.000 km – og det er altså for en bil fra 1999. Parkerer du denne bil i garagen i bare en håndfuld år, vil den med al sandsynlighed blive én af meget få eksemplarer i tilsvarende stand i hele Europa.

Hvis den charmerende stationcar af en investering skal blive din, må du af med 195.000 kr. Du kan se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Den første S-model: Audi S2

Hvil dine øjne på en kommende kantet klassiker. Her er tale om den første S-Model fra Audi nogensinde. I 1983 åbnede Audi en underafdeling med navnet Quattro (i dag Audi Sport), der skulle tilføre firehjulstræk og sportslige køreegenskaber til Audis ellers folkelige modelprogram. Den første bil der fik en overhaling var Audi 80 i 1990.

Audi startede med at peppe Audi 80 Coupe op i forsøget på at lave en arvtager til den ikoniske Audi Quattro. Det stod dog hurtigt klart, at der var potentiale til flere S-modeller på Audi 80-platformen, der i dag kan sidestilles med A4-modellen. Derfor kom denne Audi S2 Avant.

Audi B4 S2

Motor: R5, 2.225 ccm

Ydelse: 230 hk / 380 Nm

0-100 km/t: 6,1 sek.

Tophastighed: 242 km/t

Forbrud: 9,8 km/l

Nypris i ’94: Ca. 800.000 kr.

En sportslig stationcar med en acceleration fra 0 til 100 km/t på 6,1 sekunder, en topfart tæt på 250 km/t og en turbodrevet, 5-cylindret motor var ganske uhørt dér i begyndelsen af 90’erne. Audi S2 Avant tog verden med storm, og gjorde Audi selvsikre nok til at skrue endnu mere op for charmen. På samme platform som S2 Avant byggede de nemlig RS2 Avant i 1994.

LÆS OGSÅ | 3x seriøse stationcars til under 150.000 kr.

Til at bygge Audi RS2 Avant fik Audi hjælp fra Porsche, og bilen er i dag blevet lidt af en enhjørning, der ikke kan købes for menneskepenge. Det kan denne Audi S2 Avant dog – altså, indtil videre. Udvalget af Audi S2 Avant er nemlig særdeles begrænset i Europa, og fordi den kantede S-model nærmer sig klassikerstatus, vil det presse priserne op ad.

For denne Audi S2 Avant skal du af med 175.000 kr. Du kan se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS