januar 14, 2025

3x familievenlige sleepers under 150.000 kr.

Her er tre biler, der ved første øjekast ligner noget, der er skabt til børnebefordring og indkøbsture – men lad dig ikke narre! Bag det afdæmpede ydre gemmer der sig kræfter nok til at gøre selv den mest selvsikre GTI-ejer nervøs.

TekstRasmus Tønder Christiansen Foto: Salgsbilleder

Familiebiler behøver ikke at være en kedelig omgang, men ofte ender de desværre som det, når plads og praktik får lov at trumfe. Denne uges 3x præsenterer tre alternativer til den nybagte familiefar, der stadig har lidt benzin i blodet, og som ikke har opgivet drømmen om at kunne overraske ved næste lyskryds.

Vi har fundet tre relativt anonyme biler i neutrale farver og med et ydre, der ikke skræmmer nogen. Under hjelmen gemmer sig til gengæld kræfter nok til at snyde de fleste.

Skoda Superb 

Det er svært at se en Skoda Superb uden at få den enerverende lyd af to børn på bagsædet, der skændes om iPads, for ørerne. Præcis derfor er denne version så speciel, for hvem forventer 260 hk?

Den 3,6-liters V6-motor, der ligger under motorhjelmen på denne Superb, er normalt forbeholdt biler som Audi Q7 og Porsche Cayenne. At VAG-koncernen smed den i deres mest fornuftige familiebil var for mange noget overraskende – men også virkelig forfriskende!

Det ikke er en bil, der får nogen til at vende sig på gaden, og det er hele pointen. Superb formår at kombinere det praktiske med det vilde på en måde, der næsten føles komisk med modellens snusfornuftige historik taget i betragtning. 

Motor: V6, benzin
Ydelse: 260 hk / 350 Nm
0-100 km/t: 6,6 sekunder
Tophastighed: 247 km/t
Forbrug: 9,8 km/l
Mål (L/B/H): 484/181/151 cm
Køreklar vægt: 1.640 kilo


Med en 0-100 km/t-tid på 6,6 sekunder og plads til både barnevogn og IKEA-tur er Superb en perfekt bil for familiefaren, der stadig vil kunne tage fusen på Brian i sin sænkede Civic. I en tid, hvor biler bliver mere og mere forudsigelige, er Superb en påmindelse om, at overraskelser stadig findes.

Det er en sleeper i sin reneste form. En bil, der kan være alt, hvad du har brug for, og lidt til, uden at blære sig med det. Den står til salg hos Reedorf Biler i Hvidovre til 149.900 kr., og med 192.000 km på tælleren har den været et par gange rundt om jorden. V6’eren er heldigvis kendt for sin holdbarhed og glæder sig sikkert allerede til næste tur på Autobahn. Se flere billeder af den her.

Volvo V70 R 

Volvo er kendt for deres fornuftige, sikre og praktiske biler, men bag dette image gemmer sig et par sorte får, og Volvo V70 R er et af de mest interessante. Ved første øjekast ligner den en almindelig stationcar, der er klar til endnu en tur til rideskolen. Men skindet bedrager, og under hjelmen gemmer sig en turboladet 5-cylindret motor, der yder hele 300 hk.

Volvo V70 R blev skabt i en tid, hvor Volvo ønskede at udfordre deres eget image som “kedelige.” Resultatet blev en bil, som bilnørder stadig savler over anno 2024.

Selvom det er en bil skabt til hverdagen, så er der små detaljer, der afslører dens potentiale. De ikoniske R-fælge, det særlige blå speedometer og de diskrete logoer fortæller kendere, at denne model er gjort af noget særligt. Det bliver kun mere interessant af, at den er udstyret med en manuel gearkasse, hvilket er en sjældenhed for denne model. 

Motor: R5, benzin
Ydelse: 300 hk / 400 Nm
0-100 km/t: 5,9 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 9,2 km/l
Mål (L/B/H): 471/180/1148 cm
Køreklar vægt: 1.650 kilo


Med en acceleration fra 0 til 100 km/t på blot 5,9 sekunder er Volvo V70 R langt hurtigere end dens ydre afslører. Og selvom det er en bil med fokus på præstationer, er praktikken ikke sat over styr. Firehjulstrækket holder den sikkert på vejen, uanset om det er en våd motorvej eller en snoet grusvej.

Den 5-cylindrede motor brøler på en måde, som kun forstærker, hvor kedelige moderne biler er blevet. Motoren, der oprindeligt blev udviklet i 90’erne, var en del af Volvos ambition om at skabe motorer, der leverer både mange kræfter og holdbarhed uden at fylde som en traditionel rækkesekser. Med sin unikke lyd og solide performance har den fundet vej til andre legendariske Volvo-modeller som 850 T5R, der også blev en kultklassiker, som V70 R.

Den vilde Volvo står til salg hos Pedersen Garage ApS i Skive og du skal af med 139.900 kr. for at få den med hjem. Se flere billeder af den her.

Ford Focus ST 

Ford Focus ST skiller sig lidt ud i denne uges 3x, men ikke så meget, at den mister sin sleeper-status. Med små ST-logoer, en let aggressiv udstråling og en halv-sportslig undertone formår den at balancere på grænsen mellem anonym og let genkendelig. Den ser tilpas neutral ud til ikke at vække mistanke, men som stadig kan overraske de fleste, når den får lov at strække benene.

Under hjelmen gemmer sig en 2-liters turboladet motor, der leverer 250 hk. Den klarer 0-100 km/t på blot 6,6 sekunder og fortsætter glædeligt op til 248 km/t.

Det kan godt være, at accelerationen ikke lyder af meget, hvis man sammenligner med en elbil, men der er garanti på smil fra øre til øre. Alle 250 hestekræfter bliver leveret direkte forhjulene, som må kæmpe for at få dem ned i asfalten.

Motor: R4, benzin
Ydelse: 250 hk / 340 Nm
0-100 km/t: 6,6 sekunder
Tophastighed: 248 km/t
Forbrug: 13,9 km/l
Mål (L/B/H): 456/182/151 cm
Køreklar vægt: 1.310 kilo


Ford har tradition for at bygge biler, der overrasker med deres køreegenskaber, og som får mere ud af deres forhjulstræk end de fleste.

Udover forhjulstrækket, så skiller Focus ST sig også ud med sin vægt og størrelse. Med en køreklar vægt på 1.310 kilo og en længde på 4,56 meter har den dimensioner, der gør den nemmere at manøvrere med på supermarkedets parkeringsplads. Brændstofforbruget på 13,9 km/l gør den desuden til et mere fornuftigt valg end både Superb og V70 R, der kræver hyppigere besøg på tanken.

Hvis du er fristet, er det bare om at slå til, hvis ikke den er blevet solgt, mens du læste med her. Den står til salg hos Winther biler i bilernes by, Silkeborg, og kan blive din for 114.900 kr. Se flere billeder her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Rasmus Tønder Christiansen

Rasmus er en bilnørd med stor kærlighed til både nye og brugte biler.

Passionen for biler blev vakt gennem motorsport, som har været en stor interesse i mange år. Tidligere har Rasmus skrevet artikler om netop motorsport, med fokus på Formel 1.

Med en baggrund i international virksomhedskommunikation, som Rasmus i øjeblikket studerer på SDU, kombineres akademisk viden med en stor interesse for biler.

Rasmus vil bidrage med ugentlige artikler som "Ugens Fund" og "3x," hvor der skrives om nogle af de spændende biler, der er til salg på Bilbasen.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS