november 14, 2024

3x hårde hatchbacks med rally-DNA

Vi kaster et nostalgisk blik på tre biler, der sætter gruset i bevægelse og hiver 90’ernes utæmmede rally-charme direkte ind i din carport.

Tekst: Rasmus Tønder Christiansen Foto: Salgsbilleder

Hvad betyder homologering, når man taler rallysport? Det er den gyldne regel, som gennem tiden har foreskrevet, at enhver bilproducent skal bygge et specifikt antal gadeversioner af den rallybil, som de har tænkt sig at deltage i et mesterskab med. Fra 1982 til 1992 siger reglerne, at producenterne skal bygge mindst 5.000 gadebiler for at kunne deltage i Gruppe-A, mens det i 1992 skifter til 2.500.

I dag er der ikke længere samme krav til producenterne, og bilerne er i højere grad specialbygget til rallysporten. De tre biler, der er udvalgt til denne artikel, er dog alle produceret som led i at overholde homologeringsreglerne, og som resultat er der tale om tre helt enestående biler, som bringer den rå rally-charme ud på de åbne landeveje – og måske ind i din carport.

Fransk fjervægter – Peugeot 205

I 1988 får Jean Todt, Peugeots motorsportspræsident og tidligere rallykører, til opgave at opnå homologering i Gruppe A-kategorien for rallybiler med 1300cc-motorer. Todt har på dette tidspunkt allerede bragt de stolte franskmænd en sejr i 1985 med 205 Turbo i det mytiske Gruppe B.

Da Gruppe B bliver nedlagt i 1987 efter en fatal ulykke, opstår Gruppe A, der er en lidt mere tæmmet klasse, hvor biler trods alt skal kunne håndteres – i modsætning til Gruppe B. Her er der begrænsninger på både vægt og budget, hvilket dæmper galskaben, men stadig tillader det bedste fra rallysporten.

Motor: 4-cylindret, benzin
Ydelse: 102 hk / 121 Nm
0-100 km/t: 11,6 sek.
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 15,7 km/l
Mål (L/B/H): 370/157/138 cm
Køreklar vægt: 794 kg


Peugeot 205 Rallye er en fransk fjervægter, der vejer ind på kun 794 kg. Den får sin ekstra power fra en tunet 4-cylindret motor med 102 hk og 121 Nm. Slankekuren betyder dog også, at alt, der rimer på komfort, er pillet ud, fra støjisolering til varmesystem og unødvendigt el.

Denne Peugeot 205 Rallye får frankofile purister til at drømme ved første øjekast. De ikoniske racerstriber foran og bagpå gør det klart, at der ikke er tale om endnu en halv-rusten Peugeot 205. Med dens 102 hestekræfter kommer den ikke til at vinde dragraces, men med dens lave vægt, skulle køreoplevelsen være ganske uden sidestykke. Her er følelsen af en old-school pocket-rocket umiskendelig.

En overraskende efterspørgsel betød, at Peugeot endte med at bygge en del flere end minimumskravet på 5.000 biler i perioden 1987-1992. Alligevel er den på ingen måde hverdagskost, og med dette eksemplar til 199.900 kr. har du en sjælden mulighed for at blive ejer af et meget velholdt eksemplar. Du kan se flere billeder af den lige her.

Vild med hvalhalen – Ford Escort Cosworth

Ford Escort Cosworth er velsagtens en af 90’ernes mest genkendelige hatchbacks, og den er skabt specifikt til at sætte konkurrenterne på plads. Med sin turboladede motor, rigeligt med hestekræfter og firehjulstræk er den klar til at stikke af på både grus og asfalt.

Den store “whale-tail“-hækvinge er så stor, at den nærmest har sin egen personlighed. Hvalhalen havde selvfølgelig til formål at sikre stabilitet i svingene, men den er også god til at hente lidt respekt, når der skal hentes hotdogs på havnen.

For at opfylde homologeringsreglerne sendte Ford en næsten uændret Cosworth-udgave på markedet. Den er nærmest kun lige trukket ind fra grusvejene og har fået nummerpladen skruet på.

Motor: 4-cylindret, benzin
Ydelse: 227 hk / 299 Nm
0-100 km/t: 6,1 sek.
Tophastighed: 232 km/t
Forbrug: 9,8 km/l
Mål (L/B/H): 421/173/142 cm
Køreklar vægt: 1.320 kg


Ford og Cosworths partnerskab begynder allerede i 1960’erne med DFV-motoren til Formel 1, som sikrer Ford fine pladser på verdens bedste baner. Sammen udvikler de senere modellerne Sierra RS Cosworth og Escort Cosworth, der også får stor success. Kombinationen af Fords know-how og Cosworths turbomagi resulterer, at bilerne får ry for at være lige så holdbare, som de er hurtige.

Ford Escort Cosworth konkurrerer i Gruppe A i World Rally Championship i perioden 1993-1998 og sikrer i alt 6 løbssejre til det amerikanske mærke, inden efterfølgeren, Focus RS, tager over. Selvom Escort Cosworth aldrig tager rally verdensmesterskabet, sikrer den sig hurtigt ikonstatus.

Hvis du altid har drømt at have den største hækvinge på villavejen, så er det nu, du skal slå til. Den står til salg hos Fyns-Bilsalg A/S til 475.000 kr. Du kan se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Italiensk passion – Lancia Delta HF Turbo

Det er ikke sikkert, at navnet Giorgetto Giogiaro siger dig noget, og selv hvis det er tilfældet, har du med garanti stadig beundret hans arbejde. Giugiaro er nemlig ingen Hr. Hvem-som-helst med biler som Ferrari 250 GT, VW Golf MK1 og DMC Delorean på sit CV.

Lancia Delta bliver oprindeligt lanceret i 1979 som en lille, stilfuld familiebil, designet af Giorgetto Giugiaro. Den blev endda kåret som Årets Bil i Europa i 1980.

I løbet af 80’erne beslutter Lancia sig dog for at ændre DNA’et i Delta-modellen. Den går fra at være en pæn og præsentabel bil til hele Italien til et vaskeægte rally-ikon. HF- og Integrale-udgaverne af Delta dominerer rallysporten og vinder seks konstruktør-verdensmesterskaber i træk fra 1987 til 1992, hvilket er en bedrift, som rallyfans stadig taler om.

Motor: 4-cylindret, benzin
Ydelse: 132 hk / 196 Nm
0-100 km/t: 9,7 sek.
Tophastighed: 198 km/t
Forbrug: 11,1 km/l
Mål (L/B/H): 390/162/138 cm
Køreklar vægt: 1.020 kg


Med kun 37.900 kilometer på tælleren står denne Lancia Delta HF Turbo som en næsten uberørt tidskapsel fra 1992. Indvendigt byder den på lidt mere komfort end sin hardcore rallybror med italiensk charme i form af bronzetonede ruder og elektrisk soltag: alt sammen originalt fra fabrikken.

Normalt siger man, at en brugt bil står som ny fra fabrikken, når den er i virkelig god stand, men med denne Delta giver det mere mening end nogensinde. Alt er 100% originalt. Dørsiderne er sågar stadig beklædt i det beskyttende plastik, som fabrikken iførte den for at skåne interiøret under levering.

Hvis du altid har drømt om en Lancia Delta HF Turbo med ægte italiensk charme og rally-DNA, så er chancen her nu. Det næsten uberørte eksemplar fra 1992 står til hos Innocar A/S til 222.100 kr. uden afgift. Se flere billeder her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Rasmus Tønder Christiansen

Rasmus er en bilnørd med stor kærlighed til både nye og brugte biler.

Passionen for biler blev vakt gennem motorsport, som har været en stor interesse i mange år. Tidligere har Rasmus skrevet artikler om netop motorsport, med fokus på Formel 1.

Med en baggrund i international virksomhedskommunikation, som Rasmus i øjeblikket studerer på SDU, kombineres akademisk viden med en stor interesse for biler.

Rasmus vil bidrage med ugentlige artikler som "Ugens Fund" og "3x," hvor der skrives om nogle af de spændende biler, der er til salg på Bilbasen.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS