september 3, 2024

3x vilde slæder med 7 sæder

Syv sæder behøver ikke betyde en død sild af en familiecontainer, der går i et med tapetet. Vi har udvalgt tre biler, der jonglerer plads, luksus og performance i højeste potens.

TEKST Rasmus Tønder Christiansen FOTO Salgsbilleder

Det er ikke kun børneværelser og plads omkring spisebordet, der er behov for, når familien vokser. Bilen skal pludselig også rumme flere barnevogne, autostole, legekammerater og hvad der ellers følger en familieforøgelse.

For bilelskende familiemennesker kan det være den ømmeste tå af dem alle, når børnene vokser ud af en stationcar og over i en MPV. Det er her de store syv-sæders SUV’er kommer ind i billedet. Hvis finanserne er i orden og man kan se stort på fornuften, så er her tre luksus-SUV’er, der får enhver familiefar til at tabe kæben. De er hverken billige eller økonomiske – men de er vilde!

The American way: Cadillac Escalade 

Første generation af Cadillac Escalade blev introduceret i 1999 og var Cadillacs første SUV nogensinde. Escalade modellen blev hurtigt populær – men hos nogle meget forskellige segmenter. 

Der er nærmest garanti på at finde en Escalade eller fire, hvis man genbesøger en rap musikvideo fra 00’erne. Samtidig, blev Escalade modellen hurtigt et statussymbol i forstæderne, hvor den var det ultimative, man kunne komme trillende i, når ungerne skulle til fodboldtræning.

Escalade “Luxury“-udgaven er udstyret med alt, hvad man kan drømme om. Soltag, massage i forsæder, køl i midterkonsollen og fold-ud TV-skærm til de bagerste rækker. Det er dermed nemt at holde småfolk på de bagerste rækker tilfredse med tegnefilm og kolde juicebrikker på langturen.

Motor: V8, 6.162 cm3, benzin
Ydelse: 426 hk
0-100 km/t: 6,7 sek.
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 6,8 km/l
Mål (L/B/H): 518/206/190 cm
Køreklar vægt: 2.751 kg


Under motorhjelmen ligger en massiv 6,2-liters V8-motor med 426 hestekræfter, der leverer kraft nok til at flytte den 2.751 kg tunge SUV.

Opsætningen af sæder i den amerikanske SUV er lidt anderledes, end hvad man finder i en tysker. I Europa er det standard at der er tre sæder på anden række og to sæder på tredje række.

I Escalade er der to sæder på anden række med gennemgang til tredje og bagerste række, der har tre sæder. Dette gør det nemmere at bruge de bagerste sæder, men det gør dog også pladsen på bagerste række er mere trang. 

Den amerikanske SUV, som sjældent ses på danske veje, bliver tilbudt på en leasingaftale hos Car Deal. Du kan læse mere om bilen lige her.

Den brutale: Brabus 800

En Mercedes GLS 63 AMG er ikke just en kedelig bil som standard. Den byder på 612 hk fra den AMG producerede V8. Men AMG er for kedeligt til Brabus. Disse 612 hk er i denne sindssyge slæde opgraderet til 800 hk, og med 1.000 Nm kan den følge med næsten hvem som helst på Autobahn.

Mercedes GLS modellen er det største af det største fra Mercedes, med en længde på 521 cm og en kampvægt på lige over 2,5 tons. Dette gør blot dens sportslige præstationer endnu mere imponerende. 

Motor: V8, 3.982 cm3, benzin
Ydelse: 800 hk
0-100 km/t: 3,8 sek.
Tophastighed: 280 km/t
Forbrug: 9,5 km/l
Mål (L/B/H): 521/196/182 cm
Køreklar vægt: 2.530 kg


Når man træder på speederen, kommer man fra 0 til 100 km/t på blot 3,8 sekunder, og selvom tophastigheden er elektronisk begrænset til 280 km/t, er det mere end rigeligt. Med bagsædet fyldt børn og badevinger på vej til Gardasøen skal du ikke køre mere end det halve alligevel.

Brabus har ikke kun fokuseret på motoroptimering; de har også monteret en ny sportsudstødning og massive 24″ fælge. Det er fælge, som man skal give 120.000 kr. for, hvis man vil købe dem til sin nuværende bil. Så passer man ekstra meget på den høje kantsten.

Indvendigt har Brabus med respekt for det allerede overdådige interiør valgt at holde sig tilbage og lade Mercedes’ luksuriøse materialer tale for sig selv. Læder og kulfiber dominerer kabinen og skaber en perfekt ramme om det omfattende ekstraudstyr, der følger med.

Du se flere billeder og læse mere om den vilde vogn her.

Den halv-fornuftige: Audi SQ7 

At kalde en 2,5 tons tung SUV med en V8 diesel for halv-fornuftig er nok at stramme den. Men i det selskab den er i, så kan det godt godt retfærdiggøres. SQ7’eren blev introduceret i 2016, hvor Audi ønskede en SUV som kunne følge med BMW og Mercedes. Dette må man sige, at de lykkedes med.

Udvendigt kræver det en kender at adskille en normal Q7 og en SQ7 fra hinanden. Et lille SQ7 logo foran og bagpå, V8 T på siden og fire afgangsrør i stedet for to er de største kendetegn. Dette gør at man kan komme diskret trillende til lyskrydset med en god portion selvtillid, når lyset skifter til grønt. 

Motor: V8, 3956 cm3, benzin
Ydelse: 435 hk
0-100 km/t: 4,8 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 13,2 km/l
Mål (L/B/H): 507/197/174 cm
Køreklar vægt: 2.405 kg


Indvendigt er de syv sæder pakket tæt ind i luksus og ekstraudstyr. Luftundervogn, head-up display, panorama glastag er blot noget af ekstraudstyret, som er med til at få ekstraudstyrsprisen op på hele 1.040.528 kr. Det svarer til to spritnye Q4 Sportback e-tron med lidt ekstra til udstyr. 

Den kraftfulde diesel V8-motor er udstyret med to turboer og leverer et imponerende moment på 900 Nm, hvilket sikrer et langt og stærkt træk, hvor der aldrig mangler power.

Den er opgivet til at kunne køre 13,2 km/l, hvilket selvfølgelig er med en let højrefod og ideelle betingelser. Men når man ser på Cadillac Escalade og Brabus 800, der kun præsterer henholdsvis 6,8 og 8,3 km/l, fremstår denne motor pludselig som økonomisk.

Den står til salg hos Motorpoint A/S til 949.900 kr. Altså, lige godt 90.000 kr mindre end der blev brugt på ekstraudstyr, da bilen blev solgt fra ny. Se flere billeder af den lige her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Rasmus Tønder Christiansen

Rasmus er en bilnørd med stor kærlighed til både nye og brugte biler.

Passionen for biler blev vakt gennem motorsport, som har været en stor interesse i mange år. Tidligere har Rasmus skrevet artikler om netop motorsport, med fokus på Formel 1.

Med en baggrund i international virksomhedskommunikation, som Rasmus i øjeblikket studerer på SDU, kombineres akademisk viden med en stor interesse for biler.

Rasmus vil bidrage med ugentlige artikler som "Ugens Fund" og "3x," hvor der skrives om nogle af de spændende biler, der er til salg på Bilbasen.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS