april 8, 2021

3x legendariske sportsvogne fra 90’erne

Hvis du har fundet friværdi til en sportsvogn, men ikke vil købe det samme, som alle andre, bør du kigge med her. Vi har fundet 3 legender i sportsvognsregi fra 90’erne, der er til salg på Bilbasen.

Af: Simon Hallenslev / d. 8. april 2021

Kradser midtvejskrisen? Eller har du blot fået udbetalt flere indefrosne feriepenge end forventet? Så skal du da ha’ dig en sportsvogn! Og det skal selvfølgelig være en model, som ikke alle andre drøner rundt i, når temperaturen sniger sig over 12 plusgrader i kongeriget Danmark.

Glem alt om BMW Z3 og Z4, Mercedes SLK og Audi TT. Vi er gået Bilbasen igennem for guld i gemmerne fra 90’erne, og har fundet tre supersprøde sportsvogne, der ikke er hverdagskost på landevejene.

Og nej. De er hverken gratis eller på budget. Men hvis du passer dem pænt og holder fast i dem i nogle år, kan de vise sig at blive fine investeringer med tiden.

Den tekniske: Mitsubishi 3000GT

Bilproducenterne dyrkede elektronik og teknik i 90’erne. Alle ville være de første til at skrue nye og teknisk komplicerede komponenter på deres produktionsbiler. Det gjaldt også Mitsubishi, der i begyndelsen af 90’erne ville bygge en hurtig sportsvogn til både USA, Europa og eget japanske marked.

Resultatet blev Mitsubishi 3000GT, som du nok kender, hvis du havde det legendariske Gran Turismo-spil til din Playstation 1. Den blev produceret og markedsført i forskellige varianter til de tre forskellige markeder fra 1990 til 2000. Den 3000GT du ser på billederne, er selvfølgelig toppen af kransekagen, og står til salg for 349.900 kr.

LÆS OGSÅ | 3x sprød sedan med 250 hk som koster under 100.000 kr.

Bilen er udstyret med den kraftigste V6-motor med dobbelt turbo og 324 hk, konstant firehjulstræk og manuel gearkasse. Derudover blev 3000GT proppet med moderne teknik som firehjulsstyring, adaptiv undervogn og aktiv aerodynamik, som automatisk justerer front- og hækspoiler efter kørsel.

Som sjov sidenote kan det nævnes, at Mitsubishi 3000GT til det Europæiske marked blev produceret med en større turbo end dem til USA og Japan. Det gav ingen effektforøgelse, men blev implementeret specifikt for at tilgodese tyske Autobahn med fri hastighed. Den større turbo kunne nemlig køre meget hurtigt i længere tid uden at blive varm.

Mitsubishi 3000GT (1994)

Motor: V6, 2.972 cm, benzin

Ydelse: 324 hk / 427 Nm

0-100 km/t: 5,5 sek.

Tophastighed: 250km/t

Vægt: 1.695 kg

Nypris i ’94: Ca. 770.000 kr.

Den ikoniske: Mazda RX-7

Endnu en japaner, endnu en bil kendt fra Playstation-spil og endnu et teknisk overflødighedshorn fra 90’erne. Det er ingen hemmelighed, at Mazda RX-7 var en storkonkurrent til den førnævnte Mitsubishi 3000GT. Selvom følgende påstand kan diskuteres, endte Mazda RX-7 dog med at blive mere ikonisk.

I Europa blev der kun solgt 1.152 eksemplarer af denne tredje generation RX-7 gennem det officielle Mazda-forhandlernetværk, hvorfor den også er mere eftertragtet på brugtmarkedet i dag. Den Mazda RX-7 du ser på billederne er importeret fra ophavslandet Japan i 2007 og står til salg for 239.000 kr. uden afgift.

LÆS OGSÅ | 3x dyre Brian-biler på Bilbasen

Under hjelmen af Mazda RX-7 ligger en teknisk kompliceret motor, kaldet wankelmotor, der kører med rotorer frem for cylindre. Selvom Mazda ved lanceringen af tredje generation RX-7 havde produceret wankelmotoren i en årrække, var det stadig en meget atypisk motor for os europæere.

Motoropbygningen betyder for denne RX-7, at selvom slagvolumen kun er 1.308 ccm, yder den 239 hk. Dette hjulpet på vej af endnu en teknisk genistreg i form af en sekventiel dobbelt turbo, hvor den ene turbo hjælper dig til og med 4.500 omdrejninger, hvorefter den anden tager over og hjælper dig helt til de 8.000 skrigende omdrejninger, RX-7 kan tage.

Mazda RX-7 (1992)

Motor: Wankelmotor, 1.308 ccm, benzin

Ydelse: 237 hk / 295 Nm

0-100 km/t: 5,4 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Vægt: 1.284 kg

Nypris i ’92: ca. 750.000 kr.

Den sjældne: Porsche 968

I begyndelsen af 1990’erne var Porsche i store økonomiske vanskeligheder. Interessen for sportsvogne dalede, herunder særligt i USA, der var et stort marked for Porsche. Folk efterspurgte i højere grad praktik, hvilket de ikke kunne dække med 911-modellen, mens 928-modellen var for dyr til at være en massesællert.

Tilbage stod de med den aldrende 944-model, som var baseret på den endnu ældre 924-model. Egentlig var det i 1991 kun planlagt, at Porsche 944 skulle have (endnu) et facelift, men i et forsøg på at redde salget, reviderede de bilen så meget, hele 80 procent af bilen var nyudviklet eller komplet revideret. Bilen du ser på billederne står til salg for 320.000 kr.

LÆS OGSÅ | 3x specielle cabrioleter til under 150.000 kr.

I deres iver havde Porsche gjort et facelift til en helt ny model, som de valgte at kalde Porsche 968. Motoren fra 944 blev revideret med større slagvolumen og en bred vifte af nye interne dele. Med sine 3-liter og 240 hk var motoren én af de største 4-cylindrede motor, man havde set på daværende tidspunkt.

Desværre måtte Porsche trække stikket på 968-modellen efter kun fire år grundet et skuffende salg. Den blev den sidste frontmotoriserede Porsche indtil Cayenne kom og reddede hele deres økonomi i 2003. Der nåede kun at blive produceret godt 13.000 Porsche 968, hvilket gør den betydeligt mere sjælden end RX-7 og 3000GT, som begge blev produceret i omegnen af 70- og 80.000 eksemplarer.

Porsche 968 (1992)

Motor: R4, 2.989 cm, benzin

Ydelse: 240 hk / 305 Nm

0-100 km/t: 6,5 sek.

Tophastighed: 252 km/t

Vægt: 1.300 kg

Nypris i 1992: Ca. 1.000.000 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS