juni 8, 2018

8 ting der var bedre i gamle biler

Nye biler er mere sikre end gamle biler, men der er altså meget andet, man kan savne fra de gode gamle dage…

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 8. juni 2018

Jeg husker tydeligt, da Ferrari 355 kom på gaden. Den havde i modsætning til forgængeren 348 nemlig servostyring. Det afstedkom et større ramaskrig fra motorjournalister, der mente at følingen med bilen ville gå tabt. Hold dog mund gamle mænd, tænkte jeg om de udsagn dengang. En tanke der vendte tilbage, når jeg baksede min brors Honda CRX uden servo rundt på en snæver parkeringsplads. Servo hører sig bare til.

Nå, men nu er det min tur til at være en sur gammel mand. For der var altså bare ting, som var federe i gamle dage, og det er ikke mig – det går primært den anden vej, men det er en helt anden historie.

Her er en liste, som du måske er enig i eller uenig i. Og måske har du flere ting du savner, end jeg gør?

1. Armen i karmen og derudaf

Da aircondition nærmest kun fandtes på luksusbiler, startede enhver sommerkøretur med nedrullede vinduer, og armen skulle naturligvis ligge nonchelant i vindueskarmen. Afslappende og lækkert. Den slags går bare ikke i dag, da næsten alle biler har så høje hoftelinjer, at du skal være 2,20 meter høj eller have en hypermobil venstre skulder for at smække armen i karmen. Belastende.

2. Hjulspin

Ja, det er barnligt, men hvorfor kan man ikke lave hjulspin i en moderne bil? Eller okay, man kan ikke i ret mange. At slå antispin fra virker kun i kort tid, og selv i biler med mange hestekræfter er det nærmest ikke muligt.

Tag for eksempel en Honda Civic Type R med 320 hk der på tør vej højst kan sige et lille pip inden den spurter afsted mod de første 100 km/t. Den skal narres til at tro, at den kører, så der kan komme nok omdrejninger på. Løsning: Sæt bilen i bakgear og tril tilbage, koblingen ned, sæt i 1. gear og speederen i bund. Så er der serveret. En Mercedes-Benz skal sættes i dynomode, men så kan du også riste dæk uden problemer.

Ja, jeg ved godt at det er ulovligt, barnligt og en kæmpe belastning for differentialet, men det er jo altså min bil. Eller du ved – en jeg har lejet. Eller nej. Jeg skulle bare spørge fra en ven.

3. Håndbremsevendinger

Der er da en slags fornuft i, at man ikke har et håndtag med et kabel om til baghjulene – eller forhjulene, hvis du har en gammel Saab. Det åbner muligheden for at bruge pladsen til noget andet, og fabrikken skal ikke bruge tid på at justere kablets længde inden bilen lander hos kunden. Men det er altså bare ikke sjovt at trykke på knappen, når du kører.

LÆS OGSÅ: 3 x cabriolet: De sjove, hårde og billige – og en ekstrem bonus-model

På en bil med automatgear er det da fint nok med en elektrisk parkeringsbremse, men i en Ford Focus RS! Come on – det er jo helt gak, at man skal bygge bilen om for at lave en håndbremsevending. Bilen har driftmode, som tillader dig at køre sidelæns, men håndbremse – næ nej. I USA kan man dog få en betjeningsstang (se videoen herunder), så du kan lave håndbremsevendinger, men den fås ikke i Europa.

https://www.youtube.com/watch?v=z-SHQw8G5SE

4. Styretøj der fortalte dig om vejen

Det her er en af mine kæpheste. Moderne biler er så lidt meddelsomme, at du lige så godt kunne styre dem med en Playstation-kontroller – der er ingen mærkbar kontakt med vejen. Selvfølgelig er der få undtagelser som for eksempel Alfa Romeo Giulia, men tag en ny bil med Active Lane Assist fra VAG-koncernen og tag i rattet bare én gang. Det er håbløst for en biltosse. Faktisk toppede VW Golf på styretøjet i femte generation, og siden er det kun blevet dårligere.

På den positive side har el-servoen gjort det muligt at gøre styringen helt utroligt direkte, og det er meget fedt, at man næsten ikke skal dreje på rattet, før forenden styrer ind i svingene.

5. Fri for stress

De fleste nyere biler er mere stille end tidligere generationer, når det gælder vej- og vindstøj. Til gengæld blander de sig i alt muligt andet. Ding- din dør er åben. Ding-ding du kører for hurtigt. Ding-ding-ding, du kører for tæt på ham foran. Ding-ding-ding-ding Du har ikke sele på – i en Kia kommer den advarsel allerede inden du har startet motoren.

Man får egentlig bare lyst til at sige som Kimi Raikkonen  i Formel 1 – Shut up! I know what I am doing.

6. Frihed uden overvågning

Sig bare farvel til friheden ved at køre bil. Din nye bil bliver opkoblet til internettet, og din færden kan blive overvåget. Sig bare farvel til smugturen til bageren, for at kværne en romkugle og hvad lavede du egentlig på tanken i din elektriske bil? Hvis du vil have billig forsikring kan du få en sladrehank i bilen – bigbrother er flyttet ind. Selvom vi allerede er overvåget af vores smartphone, så er det alligevel skræmmende, hvor meget bilfabrikanterne kommer til at vide om din færden.

LÆS OGSÅ: 6 virkeligt irriterende bilvaner – ifølge Ebbe

7. Livet over 8.000 o/min

Jeg havde en gang en Honda Civic VTI. Det røde felt startede ved 8.200 o/min –sikke en fest. Desværre er det en fest, der i dag er slukket i alt andet end superbiler. Næsten alle bilfabrikanter inklusiv Honda er gået over til turboladede motorer, der favoriserer moment over omdrejninger og løber tør for luft ved senest 6.500 o/min. Det er der ikke meget sjov ved.

7. Lyden var bare en anden

Når snakken falder på elbiler, så er der mange der mener de vil savne lyden af forbrændingsmotoren. Det er jeg enig i langt hen ad vejen. Men helt ærligt, det er nærmest kun gået ned ad bakke de seneste mange år alligevel. Tænk bare på en BMW M5, der i to generationer har måttet spæde motorlyden op med snydelyd gennem højttalerne. Det er jo nærmest ynkeligt.

Problemet er desværre større end som så, for dels kører de fleste rundt i firecylindrede dieselmotorer eller tre-cylindrede benzinmotorer, og så er der altså ikke meget at savne ved nutidens biler. Og mens en toptunet turboladet bil kan lyde fantastisk, så er der ikke mange hverdagsbiler, der bliver mere frække med rotorende lyddæmper i udstødning og indsugning.

SE OGSÅ: TV: BMW M5 har fesent firehjulstræk – sådan gør du den sjov

Næh, stik mig en BMW M3 E46 med rækkesekser, hvor indsugning og udstødning synger i perfekt harmoni eller giv mig en Mercedes-Benz M156 V8-motor – altså den fabelagtige 6,2 liters V8 sugemotor, der både kan brumme dybt og skrige som en Nascar. I dag har lette motorkonstruktioner og især dyser til direkte indsprøjtning gjort det til en pine at lytte direkte til en motor og udstødningen må heller ikke larme.

 

Måske er jeg blevet en gammel mand lidt for tidligt. Men jeg kan ikke lade være med at savne biler fra ”gamle” dage – bare før direkte indsprøjtning, downsizing, elektrisk servo og alt for mange hjælpesystemer, der ikke kan slås fra.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS