God Save The Queen. Og V12-motoren. Sådan tænker Aston Martin, for i løbet af 2022 propper briterne endnu en gang deres største motor ned i motorrummet på deres mindste model. Det er ude af trit med tidens tendenser – og derfor elsker vi det.
Tekst:Bilbasen Blog / Foto: PR / Dato: 18. januar 2022
Downsizing og elektrificering dominerer også superbilsfabrikanterne i disse dage, hvor selv de hurtigste og mest brutale superbiler er udstyret med high tech-hybridteknologi og avancerede batterier. Borte er tiden, hvor de mest ekstravagante eksotiske køretøjer imponerede med slubrende og brølende benzinmotorer så store, at man næsten ikke fattede det.
Og så alligevel. Nogen hos Aston Martin synes tilsyneladende, at det går lige hurtigt nok med at forvandle fortidens brølende sportsvogne til futuristiske vidundere, som kan parkere lydløst og tankes fra en ladestander. Det britiske mærke har således annonceret, at der i løbet af 2022 kommer endnu en model med en gigantisk, oldschool V12-motor under hjelmen.
Den seneste og endnu eneste pressemeddelelse er relativt sparsom med informationerne. Der står dog fraser som ‘Final Edition’ og ‘Never leave quietly’. Det kan være udtryk for, at der nok bliver tale om den sidste udgave af en V12 Vantage. Igen bliver det en kombination af fabrikkens mindste model (V8 Vantage) og den største motor fra lageret.
Den seneste V12 Vantage blev ellers sendt på pension i 2018. Dengang med en 5,9-liters V12 uden trykladning under hjelmen. Du kan dog forvente, af efterfølgeren vil gøre brug af den 5,2-liters V12 med biturbo, som allerede findes i topmodellen DB11 og DBS. Det betyder, at du i den kommende V12 Vantage – som altså er en baghjulstrukket coupé på størrelse med en Porsche 911 – kan forvente en effekt på helt op til, ehrm… 715 hestekræfter.
De vilde englændere
Er briterne stokkonservative? Niksen. Ikke når det gælder biler. Her er tre eksempler på vilde V12-motoriserede superbilsprojekter, som alle bærer det engelske flag.
McLaren F1 (1992)

En af historiens mest ikoniske superbiler bærer navnet fra et af det mest ikoniske Formel 1-teams og blev designet af en genial og innovativ brite, der var for superbilskonstruktion hvad Pablo Picasso var for moderne kunst. Gordon Murrays ærkeengelske McLaren F1 var imidlertid udstyret med en 6,1-liters V12 fra tyske BMW – men den kompakte motor med 627 hestekræfter skulle alligevel vise sig at være det perfekte match.
Jaguar XJ220 (1988)

Produktionsudgaven endte med en turboladet V6, men kendere vil vide, at Jaguars mest berømte superbil, XJ220, var tiltænkt en fuldblods-V12. Således var prototypen, da den blev præsenteret i 1988, udstyret med en videreudviklet version af motoren fra Le Mans-raceren XJR-9, ligesom bilen også havde firehjulstræk og saksedøre á la Lamborghini. Modelnavnet afspejlede i øvrigt ambitionerne med bilen: En topfart på 220 miles i timen – svarende til 354 km/t.
TVR Cerbera Speed 12 (1996)

Den skulle have været en kampdygtig racerbil og den mest kraftfulde gadebil i verden. Desværre blev den ingen af delene. Cerbera Speed 12, som blev præsenteret af den lille eksklusive britiske sportsvognsproducent TVR i 1996, var udstyret med en 7,7-liters V12, som i racertrim ville have ydet 660 hestekræfter, mens gadeversionen skulle have leveret mere end 800 hypper. Desværre kuldsejlede projektet, og selv om det faktisk lykkedes at få bilen på racerbanen, nåede fabrikken aldrig målet om at deltage i 24-timersløbet på Le Mans.