Audi R8 Coupé
oktober 24, 2018

Se billederne: Skrappere og flottere Audi R8

Den kraftigt faceliftede Audi R8 har fra nu af 570 hypper i basismodellen, et mere skarpskårent look og skrappere styring.

Af: Anders Berner  / d. 24. oktober 2018

Det var jo ikke fordi, man sad bag rattet og bandede over manglen på kræfter i basismodellen af Audis fantastiske Audi R8. Men et facelift af en sportsvogn er jo per definition nødt til at indeholde andet end nye lygter for at gøre sig interessant. Så af den grund har den fornyede Audi R8 fået 30 ekstra hestekræfter i den V10-motoriserede basismodel, således at den formentlig ikke føles mærkbart langsommere end den hidtidige topmodel, som havde 610 hk.

Audi R8 er frisket op på design og teknik

Fronten har i tidens ånd blevet fået lidt mere kant, som giver en ret dramatisk forandring. Det vil gøre det nemt at adskille den fra forgængeren, som jeg testede første gang tilbage i 2015 på og omkring Autodromo do Algarve-racerbanen i Portugal.

Audi R8 2019Noget af det vigtigste på en sportsvogn er styretøjet. Er det ikke i helt i vinkel, kan alle kræfter og den fantastiske teknik næsten være ligegyldig. Næsten. Og det er forbedret i nyheden: Servofunktionen er blevet tilpasset både for den såkaldt dynamiske styring, som faktisk ikke er dynamisk, men skabt til at give mere komfort, når du kører ligeud. Standardstyretøjet har også fået en opdatering, så den bliver lidt sjovere og giver mere tilbagemeldingen fra vejbanen. Og det er noget, som jeg glæder mig til at prøve. Jeg vil ikke kalde styretøjet for R8’s svaghed, men der var plads til forbedringer her. Man skal dog ikke tage fejl: Audi R8 var hamrende sjov, fordi Audi evnede at give bilen den dramatik med en slags indbygget uperfekthed, som man ofte mangler i hurtige biler.

I basismodellen – passende ord til en bil til over 2 millioner kroner, ikke folkens? – er de 540 hk nemlig skruet op til 570 hk, mens omdrejningsmomentet har fået et lille løft på 10 Nm til 550 Nm ved 6.500 omdrejninger. Audi R8 V10 quattro accelererer fra 0 til 100 km/t på 3,4 sekunder i Coupé-udgaven og en ligegyldighed langsommere i den halvåbne og lidt tungere Spyder-model: 3,5 sekunder.

I Audi R8 V10 Performance Quattro mønstrer den 5,2-liters store V10-motor 620 hestekræfter i stedet for de tidligere 610. Et drejningsmoment på 580 Nm erstatter de tidligere 560 Nm. Stigningen her er primært resultatet af et optimeret ventildrev fremstillet i letvægtsmaterialet titanium.

Sportslige præstationer i Audi R8

Coupéen klarer 100 km/t på 3,1 sekunder, mens den halvåbne Spyder bruger 3,2 sekunder på samme disciplin. Topfarten er 331/329 km/t.

Bilen skulle angiveligt også bremse bedre. Ikke at det var noget, som jeg efterspurgte på den tidligere model. Men via et opdateret stabilitetssystem har Audi forkortet bremselængen med fem meter, når du bremser fra 200 kilometer i timen. Det er helt sikkert ikke noget, du kan mærke …

LÆS OGSÅ: Audi S2 er ugens fund: Drømmebil fra 90’erne med fem fede cylindre

Den nye Audi R8 er fra fabrikken udstyret med 19-tommer fælge. Som ekstraudstyr fås særligt lette 20-tommer fræsede fælge med nye sportsdæk, som i sig selv gør styretøjet mere præcis og bilen mere forudsigelig.  Når du nu alligevel er i gang med at pantsætte parcelhuset, kan du måske også tilføje et sæt carbo-keramiske bremser til cirka 150.000 kr.

Nye navne til Audi R8

Med faceliftet af Audi R8 ændres lidt på model-betegnelserne. R8 Coupé/Spyder V10 kommer fremover kommer til at hedde fremover “R8 Coupé/Spyder V10 Quattro”. R8 Coupé/Spyder V10 Plus-modellen (som havde 610 hk) får et tilnavn, der er så langt, at din borddame afskriver dig som samtalepartner, når du forsøger dig med  “Audi R8 Coupé/Spyder V10 Performance Quattro”.

De nye R8-modeller kan bestilles i løbet af 1. kvartal 2019. Prisen kender vi ikke endnu, men gæt på at basismodellen med de 570 hk vil kunne købes for rundt regnet 3,3 mio kroner med danske afgifter eller cirka 2,2 millioner mere end hvad vores tyske brødre skal betale for dyret.

Hvis du nægter at smide den slags penge, kan du gå på jagt efter en brugt model. I skrivende stund er der faktisk 32 eksemplarer af R8 til salg på Bilbasen. Eller du kan se nogle af de andre lækre Audi-modeller herunder…

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Anders Berner

Som redaktionens videojournalist og TV-vært er Anders den primære testkører af de nyeste og mest interessante bilmodeller. Det kan blandt andet kan opleves på Bilbasens youtube-kanal.

Anders er fast mand på Bilbasen. Tidligere har blandt andre Ekstra Bladet, FDM og fagbladet Ingeniøren haft fornøjelse af Anders Berners både nørdede og meget entusiastiske tilgang til bilstoffet.

Anders er glad for elbiler og har blandt andet haft både Nissan Leaf og BMW i3 i garagen. Der er dog ikke noget, der kan bringe smilet frem på Berners læber som en baghjulstrukken bandit af en sportsvogn.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS