juli 17, 2024

Basisudgave af Porsche Macan: 360 hk, 641 kilometer og 719.900 kr.

Den elektriske Porsche Macan er endnu ikke hos forhandlerne, men allerede nu kommer to nye muligheder. Basisudgaven med baghjulstræk og 360 hk og 4S-versionen med 516 hk.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Porsche fordobler udvalget af elektriske Macan-modeller, allerede før de første danskere kan sætte sig bag rattet. Indtil nu har modelprogrammet for den nye elektriske Macan bestået af to versioner med firehjulstræk: Macan 4 med op til 408 hk (387 hk uden boost-funktion) og Macan Turbo med op til 639 hk (584 hk uden boost).

Med to nye Macan-modeller rundes modelprogrammet, om ikke andet foreløbigt, af med en basismodel og en variant, som finder plads mellem Macan 4 og Macan Turbo.

Basismodellen hedder, såre simpelt, Macan. Den er som den eneste Macan en baghjulstrækker, og udover lavere ydelse og lidt længere rækkevidde kommer den med lavere pris; baghjulstræk giver en besparelse på 50.000 kr., så man nu har mulighed for at købe Macan fra 719.900 kr.

Basismodellen Macan er hele 110 kilo lettere

Macan, altså den nye basismodel, har samme motor ved bagakslen, som den Porsche bruger i Macan 4. Det er en stærk elmotor, så man kommer ikke til at undvære meget af ydelsen fra den firehjulstrukne Macan 4: 340 hk og 563 Nm. Også her er der en boost-funktion, og med et ekstra skud strøm i elmotoren går ydelsen op på 360 hk.

Fra 0-100 km/t er Macan kun et halvt sekund langsommere end den op til 408 hk stærke Macan 4. 5,7 sekunder er også ret kvikt i hverdagen. Måske den baghjulstrukne er endnu sjovere at køre? – Fraværet af en elmotor ved forhjulene giver et bemærkelsesværdigt vægttab på 110 kilo.

Når der tages kilo fra forrest i bilen kan det give mere præcise, mere aktive køreegenskaber. Og den mindske vægt og effektiviteten ved kun at have en elmotor gør, at Macan kan køre længere end Macan 4: op til 641 kilometer i stedet for op til 613 kilometer.

Ny off-road-designpakke til alle Macan-modeller

Hvor der kan presses en modelvariant ind, presser Porsche altid en modelvariant ind. Hvis man ikke kan finde en passende Porsche-model, så er man selv skyld i det. I dette tilfælde vil det så være fordi, man ikke kan finde ud af at vælge mellem fire Macan-modeller.

Sammen med basismodellen Macan kommer Macan 4S. Som Macan 4 og Macan Turbo har den to elmotorer og firehjulstræk. Den er stærkere end Macan 4, svagere end Macan Turbo. Med en standardydelse på 448 hk og en kortvarig boost-ydelse på 516 hk placerer Macan 4S sig helt perfekt i modelprogrammet.

Macan 4S er komfortabelt hurtigere end Macan 4, men den kommer slet ikke i nærheden af Macan Turbo. 0-100 km/t på 4,1 sekunder – så igen helt perfekt overfor 5,2 sekunder (Macan 4) og 3,3 sekunder (Macan Turbo). Frontmotoren er den samme, mens motoren bagtil er ny. Rækkevidden med samme batteristørrelse som de øvrige (100 kWh) er op til 606 kilometer, som kun er syv kilometer færre end i Macan 4.

Hvis man har et behov for, at Macan skal ligne mere end firehjulstrækker, end den gør, kan alle versioner nu bestilles med en Off-road-designpakke. Man får bl.a. eksteriørelementer i kontrastfarve, ændret forkofanger, så man ikke så nemt støder på noget – og i udgaver med luftaffjedring er undervognen hævet 10 mm.

Overblik over Macan-modelprogrammet

Macan (baghjulstræk, 360 hk, op til 641 kilometer) – fra 719.900 kr.
Macan 4 (firehjulstræk, op til 408 hk, op til 613 kilometer) – fra 769.900 kr.
Macan 4S (firehjulstræk, op til 516 hk, op til 606 kilometer) – fra 879.900 kr.
Macan Turbo (firehjulstræk, op til 639 hk, op til 591 kilometer) – fra 1.179.900 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS