februar 13, 2024

BMW: Regelmæssigt lademønster udløser ikke ‘ladepauser’

BMW-ejere bliver begrænset på kør-selv-ferien, når deres elbiler automatisk reducerer ladehastigheden. Nu svarer BMW på problemstillingen.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen

For et par uger siden kunne vi bringe historien om en norsk elbil-Youtuber, der oplevede en mærkværdig ladepause i en spritny BMW i5. En oplevelse, som en danske BMW-ejer, Thomas, kunne genkende. Han forklarede til Bilbasen, hvordan hans BMW iX efter seks lynopladninger ikke længere kunne tage imod mere end 30 kW på tværs af udbydere.

En begrænsning, der på infotainmentskærmen blev beskrevet som en ‘reduceret opladningsydelse for at beskytte batteriet’. Sagt med andre ord en gennemtvunget ‘ladepause’ i op til to dage, der opstod uden foregående advarsel og besværliggjorde Thomas’ skiferie. 

En håndfuld BMW-ejere har siden henvendt sig til Bilbasen med tilsvarende oplevelser. Nu forklarer BMWs hovedkontor i München, hvordan det hænger sammen i et skriftligt svar.

Svaret fra BMW

BMWs hovedkontor i München har sendt følgende svar til Bilbasen.

Med reference til ladeoplevelsen med BMW i5, præsenteret af Bjørn Nyland i Norge (“Tesla-Bjørn“), vil vi gerne understrege følgende:

  • Beskeden, som vises i displayet, udløses af et DC-lademønster, der er langt fra en almindelig køre- og ladeoplevelse. For eksempel blev bilen DC-opladet seks gange inden for en 12 timers periode, efterfulgt af flere DC-opladningssessioner. Da meddelelsen opstod, havde bilen også en meget høj State Of Charge (SOC) tæt på 80 %, da opladningssessionen startede. Dermed også den forventede lavere ladehastighed.
  • Når en sådan meddelelse vises i bilen, er det en del af vores langsigtede strategi for at opretholde den bedst mulige State of Health (SOH) på batterierne. Et mere regelmæssigt køre- og lademønster vil derfor ikke udløse denne meddelelse og programmeret sikring af batteriet.
  • Til sådanne specifikke lejligheder med meget lange afstande og talrige DC-opladningssessioner, ville bilen understøtte den bedst mulige opladning ved at bruge anbefalingerne i navigationsanlægget til at planlægge de nødvendige ladesessioner.
  • Det er vigtigt at understrege, at man godt kan DC-oplade på trods af meddelelsen, det vil dog være med nedsat effekt.”

Er det nok?

I slutningen af den første artikel inviterede vi til, at kunder med tilsvarende oplevelser kunne række ud til Bilbasen. Siden har vi modtaget henvendelser fra BMW-kunder, der kører i4, både eDrive40 og M50, den nye i5 samt iX. Alle har haft tilsvarende oplevelser som ‘Tesla-Bjørn’ på Youtube og Thomas.

Præcist hvornår begrænsningen indtræder, er der umiddelbart intet entydigt svar på. Nogle oplever, at de skal op omkring seks lynladninger på kort tid, mens der for andre skal mindre til.

Bilbasens læser Marco har oplevet begrænsningen efter blot to lynopladninger. Her blev hastigheden dog kun begrænset til 74 kW i hans i4 eDrive40, der er opgivet til 200 kW opladningskapacitet – ikke 30 kW som de andre ejere.

For disse ejere giver den officielle kommentar vel næppe meget. BMW forsvarer reduktionen i ladehastighed med teknik, strategi og en belæring om regelmæssige lademønstre. Er det nok?

Kunderne, der har henvendt sig til Bilbasen, skriver enstemmigt, at reduktionen opleves som som en ‘alvorlig mangel’ og et begrænsende handicap, når man skal køre langt. Reduktionen i ladehastighed forlænger hvert et ladestop og dermed den samlede ferietur med flere timer. Som en læseren Henrik skriver, er “lynladning hele forudsætningen for, at en elbil er brugbar som langtursbil“.

Desuden nævner flere, at det er problematisk, at de ikke er blevet gjort opmærksom på reduktionen før købet af deres bekostelige premiumbil. Regelmæssigt lademønster eller ej.

Til Bilbasen forklarer BMW Danmark, at reduktionen ikke er specifik for BMW, men en kendt batterivedligeholdelsesprocedure, samt at reduktionen er beskrevet i bilernes digitale instruktionsbog.

I forhold til forudgående information om reduktionen før salg, skriver de: “Det er muligt, at specifikke kunder ikke har fået denne information ved udleveringen af bilen. Det er naturligvis noget vi vil tage med ift. proceduren for udlevering hos de autoriserede forhandlere.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS