januar 26, 2024

BMW gennemtvinger ‘ladepauser’ på op til 2 dage i kunders elbiler

Den nye BMW i5 kan oplade med op til 205 kW på en såkaldt lynlader – bare ikke for ofte. For så begrænses ladekapaciteten i op til to dage.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen/Facebook

Der er god grund til at være loren, når en gut der kalder sig ‘Tesla Bjørn’, stiller sig kritisk overfor en BMW eller enhver anden bil, der ikke er en Tesla

Manden bag brugernavnet er dog den norske biltester Bjørn Nyland, der velsagtens er en af de største rækkeviddetestere på Youtube. Her skelner han mellem WLTP-fup og fakta blandt alle nye elbiler på markedet – uanset mærket på bilernes snuder.

Under en optagelse med den nye BMW i5, der vandt Årets Bil i Danmark 2024, er han stødt på et problem, der ikke relaterer sig til rækkevidden, men i stedet DC-opladningen. Bilen begrænser nemlig sin egen ladehastighed i op til to dage uden forudgående advarsel.

Opladningsydelse reduceret

DC-opladningsydelse midlertidigt reduceret for at skåne højspændingsbatteriet. Fuld DC-opladningsydelse til rådighed igen efter en DC-ladepause på op til 2 dage” – sådan lyder beskeden på skærmen. Og det er ikke kun Bjørn Nyland, der oplever det. På Nylands Facebook-opslag er der flere BMW-ejere, der stemmer i, inklusive danske Thomas Dahl, som Bilbasen har snakket med.

Thomas ejer en BMW iX xDrive40 fra december 2022, og han har oplevet begrænset lynopladning to gange. Første gang uden den pågældende besked, hvor bilen efter gentagne DC-opladninger ikke ville tage imod mere end 30 kW på tværs af forskellige standere og ladeudbydere.

Anden gang var på vej på skiferie i Østrig med familien … efter seks lynopladninger kom beskeden frem på skærmen og bilen kunne ikke længere lynoplade” – siger Thomas til Bilbasen.

Billedet er taget af danske Thomas på vej på skiferie

Hjemvendt fra skiferie kontaktede Thomas BMW. Her var beskeden, at turen blot skulle planlægges bedre. En almindelig AC-opladning ville nemlig eftersigende nulstille DC-begrænsningen. Et stop ved en 11 kW lader er dog ifølge Thomas en streg i regningen, hvis man skal langt – eksempelvis på skiferie.

En del af forklaringen fra BMW var også, at det var et nødvendigt onde for at sikre de otte års batterigaranti “… men det var der altså også på den Tesla Model Y, jeg ejede før, og der var ingen begrænsninger på DC-opladning” – afslutter Thomas.

Hvad siger BMW Danmark?

BMW Danmark arbejder på en mere teknisk forklaring fra hovedkontoret i München, men kommenterer i mellemtiden følgende til Bilbasen:

Højspændingsbatteriet har en beskyttelsesfunktion, som kan reducere opladningseffekten i tilfælde af mange DC-opladninger. Hvis der fx på en rejse udføres flere på hinanden følgende DC-opladningssessioner på over 50 kW kan opladningseffekten under den næste DC-opladning reduceres. Der er altså ikke tale om, at man ikke kan DC-oplade, men kan opleve en nedsat effekt.

Desuden bekræftes det, at den begrænsede opladningsydelse kan ophæves: “Denne software-relaterede beskyttelsesfunktion fjernes over tid, hvis bilen parkeres eller oplades med AC.

Har du oplevet, at din elbil begrænser antallet af DC-opladninger eller ladekapaciteten efter for mange DC-opladninger uden forudgående advarsel, så hører vi gerne fra dig. Uanset om det er en BMW eller en elbil fra en anden bilproducent.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS