En lav pris kombineret med et tilstrækkeligt niveau af praktiske egenskaber fristede Esben Skrumsager, og han skiftede sin drømmebil ud med et billigere og på mange måder mere fornuftigt alternativ. Nu advarer han andre mod at begå samme fejl.

Af: Esben Skrumsager / d. 30. oktober 2019

Jeg har altid elsket at køre bil. Det er uden tvivl en stor del af årsagen til, at jeg er endt med at blive motorjournalist. Jeg ved ikke ALT om biler på den der nørdede måde, som mange af mine kolleger i branchen. Men tiden bag rattet er noget af det bedste, jeg ved. Og det har drevet mig langt hen ad vejen. Indtil i sommer. Der skiftede jeg nemlig fra én bil til en anden.

Af frygt for, at andre i et svagt øjeblik kan begå samme fatale brøler som jeg, vil jeg forsøge at sætte ord på min oplevelse til skræk og advarsel…

Blæret bimmer på bopælen

Det var lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg sidste år fik udleveret nøglerne til en lettere brugt BMW 3-serie Touring. Jeg har et par andre tyskere på bil-CV’et, men aldrig har jeg haft brugsretten til en næsten ny premium-model med panorama-glastag, el-betjent bagklap, indbygget navigation og moderat sænket undervogn fra fabrikken.

Hvis jeg som barn ude på landet i det mørke Sønderjylland havde fået at vide, at jeg inden min 30-års fødselsdag ville få udleveret nøglerne til en BMW af den kaliber, ville jeg sikkert ikke have troet mine egne ører. Sikke en skønhed altså!

Selvom det naturligvis ikke kan måle sig med at blive gift eller få børn, så var det var en stor dag. Den første tur fra den østjyske forhandler til huset i hovedstaden var fantastisk, og jeg stoppede flere gange op, så jeg kunne stige ud og nyde synet. Tænk at en bil kan udløse den slags følelser…

Nå, men så meget desto mere pinefuldt er det at tænke på den bil, der lige nu står ude på parkeringspladsen og venter på, at jeg skal hjem fra arbejde.

Her er bilen, der ødelægger mit liv

Ja ja, jeg skal nok afsløre det nu. Men jeg kunne simpelthen ikke finde på at fortælle nogen, hvilken bil jeg kører i, uden at komme med mindst en håndfuld gode grunde og dårlige undskyldninger for, at det forholder sig sådan. Jeg skal spare dig for de fleste, men de faktiske omstændigheder med et voldsomt om-sig-gribende husprojekt og en usikker arbejdssituation var den udløsende faktor for, at BMW’en måtte skippes igen.

LÆS OGSÅ | Smuk, skarp og luksuriøs S60 er bedst, når den holder stille

Det var et vemodigt farvel. Men heldigvis havde forhandleren i Horsens en bil holdende, som jeg kunne skifte direkte til og samtidig halvere det månedlige budget. Verdensklasse! Den havde endda lignende dimensioner i kabinen, anhængertræk og årgangen var tilmed den samme. Så hvor galt kunne det gå? Jo, nu skal jeg sige dig det.

Det kan godt være, sådan en Renault Megane Sport Tourer 1,5 dCi har årstallet til fælles med min tidligere BMW 320d Touring, men i praksis er det umuligt at sammenligne de to biler. Selvom BMW må siges at gå konservativt til værks på mange måder, er den tyske familiebil lysår foran den franske pendant på alt fra komfort og køreegenskaber til teknik og design.

Jo, bilen er opgivet til at kunne køre imponerende 28,5 kilometer på literen. Det når den naturligvis aldrig op på, men den klarer faktisk snildt de 20, og det er flot. Og man kan da tilslutte sin mobiltelefon til dét, de kalder et infotainmentsystem, som både kan betjenes ved berøring af skærmen og ved at dreje på et hjul mellem forsæderne. Også fint.

Men der er lige så lidt støjisolering i bilen, som der er min søns legehus. Styretøjet er slasket og elastisk som en hypermobil cirkusartist. Sæderne er allerede siddet igennem, og komfort er generelt ikke et ord, franskmændene med nogen som helt berettigelse kan bruge i samme sætning som Megane.

Og nå ja. Så er den grim både indvendigt og udenpå. Helt ufatteligt grim.

LÆS OGSÅ | Fri hastighed i fare? Tysk afstemning sætter fokus på klima

Hvordan det i virkeligheden er lykkedes Renault at lave så miserabel en bil for så få år siden – med al den viden og teknik, man trods alt også dengang havde på området – er mig en gåde ud over det sædvanlige.

Så farligt er det at køre i en forfærdelig bil

Man taler om, at mænd kan blive kastreret, hvis de kommer under tøflen på deres bedre halvdel. Jeg har godt nok en kone, men hun har intet med en eventuel kastration at gøre. Det klarer jeg helt selv ved at trille på arbejde og hjem igen i min Renault Megane.

Den eneste form for tilfredsstillelse, jeg finder i bilen, er ved at opnå en høj score på øko-barometeret i bilens infotainment-system. Hver gang jeg stiger ud af bilen, stikker den mig lige en frisk rapport over mine grønne evner bag rattet.

Prøv li’ og hør her; hvis jeg for alvor ville være øko-bilist, skulle jeg jo snuppe en forbandet Nissan Leaf i stedet. Det giver jo ingen mening at trille rundt og klappe sig selv på skulderen over at køre øko-kørsel i en bedaget dieselhakker, som aldrig når at blive driftsvarm på turen til og fra arbejde.

Og det stopper ikke her…

For jeg kan endda med en pæn portion panik i sindet mærke, at jeg så småt begynder at sympatisere med de selvbestaltede politibetjente i deres mikrobiler, som indtager venstre spor på motorvejen ud fra devisen; “jeg ligger bare her, fordi jeg var her først. Desuden ville det tage alt for lang tid at komme op i fart igen, hvis jeg skulle trække ind.”

Nej! Jeg vil ikke blive ligesom dem!

Men uanset hvor meget jeg kæmper imod, må jeg sande, at jeg helt har mistet gnisten. Gnisten og lysten til at høre lækker elektronisk musik, køre solide omveje og under visse omstændigheder nøjes med at betragte hastighedsgrænser som noget vejledende. Alt det er nu væk. Jeg kører altid den lige vej. Jeg hører lydbøger eller P4 (hvil i fred, Radio 24syv), og jeg behøver slet ikke aktivere fartkontrol-applikationen på telefonen, for der er ikke skyggen af risiko for, at jeg bliver foreviget af en fotovogn, når fartpiloten konsekvent er sat til den skiltede hastighed.

Lad aldrig fornuften sejre sig selv ihjel

Det lyder måske meget fornuftigt for nogle regelryttere, men hvis man har set en tiger på uengageret jagt efter sin egen hale i en lidt for lille zoologisk have, ved man, at det kan være mentalt usundt at færdes i omgivelser, man ikke trives i.

Okay, Renault Megane er sikkert en brugbar bil. For nogen mennesker i hvert fald. Så jeg vil godt lige beklage, hvis nogen har følt sig trådt over tæerne med denne klumme. Men jeg har simpelthen set mig så sur på den bil, at jeg ikke længere kan finde ét eneste argument for at vælge den frem for en hvilken som helst anden bil i klassen. Selvom de da sikkert findes.

Det korte af det lange er, at livet efter sigende kan blive en kort omgang. Og derfor er min opfordring klar: Hvis det på nogen som helst måde betyder noget for dig, hvilken bil du kører i, må du aldrig gå så meget på kompromis, at de daglige ture bag rattet bare bliver noget, der skal overstås.

Nyd turen! Også selvom det koster lidt ekstra.