Atto 2_Skiing white_52
Nyheder
24. februar 2025

BYD Atto 2 bliver (lidt) billigere end forventet

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Med Danmarkspremiere lige om hjørnet er de danske priser på BYD Atto 2 nu endelig klar – og de lander samtidigt med nyheden om en opdateret BYD Atto 3.

TEKST Simon Hallenslev FOTO BYD PR

Det er ikke mere end en måned siden, at vi var i Spanien for at køre den nye BYD Atto 2. En ny kompakt crossover fra kinesisk kant, der kommer til at kæmpe med en voksende klasse af B-SUV’er. På daværende tidspunkt var priserne ikke klar, og undertegnede spåede dem til at lande i omegnen af det, som BYD Dolphin koster i dag. Altså, 234.990 kr.

Det var ikke helt skævt. Men heller ikke helt rigtigt. Priserne er nu klar, og BYD Atto 2 starter i 219.995 kr. med Active-udstyr og 45,1 kWh batteri med 312 km i rækkevidde. Skruer man op for charmen med Boost-udstyr, løber den op i 234.995 kr. Altså, 5 kr. fra det oprindelige gæt. Pokkers!

Atto-2_Skiing-white_50.jpg
Atto-2_Skiing-white_48.jpg

Hvad får man for 219.995 kroner?

BYD er normalt ikke nærige med standardudstyret – og det er heller ikke tilfældet med Atto 2. Med Active-udstyr får man 17″ alufælge, LED-lygter, panoramaglastag samt NFC-adgang. Hertil kommer varmepumpe, parkeringssensorer bagtil, bakkamera, 10,1″ infotainmentsystem med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, kunstlæderkabine og Vehicle-to-Load-funktionalitet.

Vælger man Atto 2 med Boost-udstyr til 234.995 kr. tilføjes opvarmede forsæder og rat, stemningsbelysning og elektrisk foldbare sidespejle. Samtidig får man parkeringssensorer foran, 360 graders kamera, en større 12,8″ infotainmentskærm, trådløs smartphone-opladning samt et opgraderet lydsystem med otte højttalere. Sikkerheds- og assistentsystemer som adaptiv fartpilot, blindvinkelovervågning, træthedsregistrering og vognbaneassistent medfølger uanset variant.

Atto-2_Skiing-white_2.jpg

Klassen af B-SUV’er, som Atto 2 skal konkurrere i, er en, der kommer til at vokse i 2025. Den kompakte kineser skal kæmpe mod nytilkommere som Fiat Grande Panda, Renault 4 og Toyota Urban Cruiser, og med sine gavmilde udvendige mål, placerer Atto 2 sig tæt på klassens største. Her er ikke langt til Kia EV3, Årets Bil i Danmark 2025.

Kia EV3 fås fra 269.900 kr. med 58,3 kWh batteri og 436 km i rækkevidde. Med en startpris, der er 50.000 kr. lavere, synes BYD Atto 2 jo som et røverkøb. Sammenlignet med Årets Bil er der dog både teknik- og kvalitetsforskelle, hvor særligt DC ladning med 65 kW skuffer. Derudover lader priserne på de førnævnte nytilkomne i klassen vente på sig, og de kan vise sig som store udfordringer.

BYD Atto 2 har Danmarkspremiere den 8. og 9. marts.

BYD Atto 3 er på lager igen

Sideløbende med nyheden om den kompakte crossover, er der også nyt om storesøster BYD Atto 3. Den har i en rum tid været helt forsvundet fra BYDs danske hjemmeside, men er nu tilbage og på lager, forsikrer BYD. Opfyldningen af lagerbeholdningen sker desuden med en dugfrisk og opdateret udgave af BYD Atto 3.

4、ATTO3-2025_LHD_Black_Presale-KV_City_Static_Left-Front-60°_download_JPG-2500px.jpg
19、ATTO3-2025_LHD_Interior_download_JPG.jpg

Blandt de væsentligste opgraderinger er hurtigere opladning, hvor DC-opladningen er øget fra langsomme 88 kW til lidt mindre langsomme 110 kW. Interiøret er let opdateret med et gennemgående sort tema, der eliminerer iøjnefaldende farverige blå og røde detaljer. Derudover er bilen nu udstyret med regnsensor, mørktonede bagruder, træthedsregistrering samt en ny eksteriørfarve i sort som standard. Den større Design-variant har også fået ventilerede forsæder.

BYD Atto 3 fås i de samme to udstyrsvarianter som før men med et mindre prishug. Her er skåret 10.000 kr. af prisen, så Comfort starter fra 269.995 kr. og Design fra 279.995 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: