januar 3, 2024

Citroën Ë-C4 med 418 km rækkevidde giver kineserne konkurrence

Med opdateret batteri og en ny elmotor med 156 hk kører Citröen Ë-C4 længere – og priserne er ikke langt fra niveauet hos BYD og MG.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Det er mere end bare Tesla, de gamle bilmærker fra Europa og Japan fokuserer på, for på den lange bane er det kinesiske producenter, der står som den største trussel. Europæiske producenter er rystede over, at et mærke som Tesla, uden lang historie og med et meget nyt produktionsapparat, kan skabe så store omvæltninger, og de famler efter løsninger, før kineserne bider sig for godt fast.

Der skal gode elbiler til, og de skal sælges til endnu bedre priser. Citroën er et mærke med prisbillige (europæiske) biler, og med lanceringen af Ë-C3 i år er der en prisbillig elbil i vente.

Om den er god nok, kan vi svare på senere i år. Vi kan allerede nu sige, at den større model Ë-C4 er en god bil, og med nyt batteri og kraftigere elmotor kommer den nu til forhandlerne til priser fra 259.990 kr. Det er priser i det leje, der viser, at kinesiske producenter ikke skal regne med, at europæerne giver op uden kamp.

Der er 20 hk ekstra til overhalingerne

Der er først og fremmest mere rækkevidde til en pris, der ikke ændrer sig meget i forhold til den gamle udgave af Ë-C4. Den franske hatchback havde før et batteri med en kapacitet på 50 kWh og en elmotor med 136 hk, og det gav en WLTP-rækkevidde på 358 kilometer.

Optimeringerne giver en rækkevidde, der er forbedret med 60 kilometer til 418 kilometer. Ë-C4-rækkevidden er på den måde hævet til et niveau, hvor den endelig kan konkurrere på lige fod med BYD Dolphin og VW ID.3.

Helt så stærk som de to modeller er Ë-C4 ikke. Med 156 hk har den 20 hk mere end før, og det står i kontrast til konkurrenternes 204 hk. Men selv med 136 hk havde Ë-C4 nok til at gøre det godt, så 156 hk skulle give et ekstra pift.

Ved introduktionen sælger Citroën den forstærkede Ë-C4 i tre udgaver: New You! til 259.990 kr., VTR Sport til 279.990 kr. og VTR Sport Exclusive til 299.990 kr.

New You! er så interessant som et nytårsfortsæt om at tabe sig; prisen er skarp, men det viser sig, at den mangler sædevarme, varmepumpe, el-ruder bagtil og bakkamera. VTR Sport har heldigvis stadig en konkurrencedygtig pris – og den har det manglende udstyr og mere til. Den dyreste tilfører bl.a. adaptiv fartpilot, navigation og 360 graders kamera.

Del artikel:

Brugte biler fra Citroën til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS