august 23, 2024

Derfor bliver du køresyg i elbilen

Flere og flere oplever en uheldig sidegevinst ved at være hoppet på den grønne omstilling. Elbilerne gør nemlig flere mennesker køresyge.

TEKST Simon Hallenslev COVER Bilbasen/Getty Images

De fleste mennesker har oplevet køresyge. For nogle opstår det på kringlede veje, mens andre ikke kan fortabe sig i smartphone eller krimiroman uden kvalme. Takket være elbilerne er køresyge dog et voksende problem, og det er der ifølge en cheflæge på Rigshospitalet en god forklaring på.

I takt med at elbilerne bliver flere, oplever danske hospitaler et stigende antal henvendelser vedrørende transportsyge, det skriver TV2 Kosmopol. Selv Rigspolitiet melder om flere kvalmesyge betjente fra passagersæderne i de elektriske patruljevogne.

Lyden mangler

Køresyge i elbiler skyldes en kombination af flere ting. Elbilerne er stadigvæk en forholdsvist ny tilføjelse til den danske vognpark. De bevæger sig anderledes, end vi er vant til fra fossilbiler, hvorfor der naturligt vil være en højere forekomst af køresyge. I hvert fald indtil vi har vænnet os til de nye bevægelser.

I elbiler leveres det fulde moment med det samme. Det kan give en mere voldsom acceleration, der ifølge Mads Klokker, leder af Center for Hørelse og Balance på Rigshospitalet, er en bidragende faktor til køresyge. Også nedbremsning ved hjælp af regenerering er en ny bevægelse, der sammen med accelerationen kan give en staccato køreoplevelse.

Ifølge cheflægen er det disse nye og voldsommere bevægelser, der påvirker menneskets balanceorgan i det indre øre, og som kan give køresyge. Skal vi blive ved øret, så kan den manglende lyd i elbiler være med til at forårsage køresygen.

Til TV2 Kosmopol forklarer Mads Klokker om den såkaldte mismatch-teori, der kan være en bidragende faktor til køresyge i elbiler. Udfordringen opstår, når det, vi hører, ikke passer sammen med det, vi ser. Øret sender informationer til hjernen og kan fungere som en form for accelerationsmåler. I elbiler er der ingen lyd. Derfor kan man blive syg, når øjet ser en acceleration, som ørerne ikke opfanger.

Køresyge politibetjente

I 2023 indkøbte Rigspolitiet 10 elektriske VW ID.4 GTX til fire politikredse som led i et pilotprojekt. Et projekt, der skal give politiet erfaringer med brugen af elbiler i det daglige beredskab. Og mens den endelige evaluering af projektet lader vente på sig, har Rigspolitiet til Motor-magasinet løftet sløret for et par af konklusionerne. Én af dem er køresyge.

Selvom køresyge kan være en naturlig bivirkning af udrykning og eftersættelser, så har de fire politikredse berettet om større tendens til køresyge i elbilerne.

I kombination med hvordan en patruljevogn typisk køres, så er det også her den voldsommere acceleration, der formodes at være syndebukken. På den måde er den tveægget. Accelerationen nævnes nemlig også som et definitivt plus ved de elektriske patruljevogne af Jens Yndgaard, der er centerchef ved Rigspolitiet.

Øvelse gør mester

Bare fordi elbilerne som resultat af deres tekniske opbygning kan bevæge sig anderledes, er der ingen, der siger, at de skal bevæge sig anderledes. Evnen til at accelerere hurtigt kan være gavnligt for politiet, men det behøver ikke være gavnligt i en hverdagssituation, hvor medpassagererne bliver dårlige. Her må moderation af speederpedalen være en del af løsningen.

Det samme kan siges om regenerering. I de fleste elbiler er niveauet af regenerering justerbart. Har man tendens til køresyge, kan man starte med at skrue ned eller helt fjerne regenerering, selvom det måske påvirker rækkevidden en smule. Har man en bil, hvor det ikke kan justeres, eksempelvis en Tesla, må det være øvelse, der gør mester i at holde acceleration og deceleration så sømløst, som muligt.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS