juli 10, 2022

Duel: VW T-Roc vs. Skoda Karoq – folkelige og faceliftede fætre

Hvor ens er de egentlig, VW T-Roc og Skoda Karoq? De kører på samme platform, og har begge fået et 2022-facelift. Vi sætter dem mod hinanden!

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Det kræver seriøs slægtsforskning at finde frem til de mange nært beslægtede fætre, kusiner og brødre i VW-koncernens brede modelprogram. To af dem, der deler meget, er VW T-Roc og Skoda Karoq.

De er begge højbenede biler, de kører på den samme platform, de blev begge lanceret i 2017, og så har de begge modtaget et dugfriskt 2022-facelift, der skal holde dem relevante på et mættet marked af kompakte crossovers.

Altså, er de ens – på papiret i hvert fald. Hvordan forholder det sig, når de to folkelige og faceliftede fætre sættes mod hinanden i virkeligheden? Det forsøger jeg at finde ud af, når jeg sætter VW T-Roc op mod Skoda Karoq.


VW T-Roc 1,5 TSI DSG R-Line

Motor: R4, 1.498 cm2, benzin
Ydelse: 150 hk / 250 Nm
0-100 km/t: 8,6 sekunder
Tophastighed: 205 km/t
Forbrug: 15,6 km/l
CO2-udledning: 144 gram/km
Mål (L/B/H): 
424/182/158 cm
Bagagerumsvolumen: 
445-1.290 liter
Pris: 394.995 kr. (T-Roc fås fra 299.995 kr.)


Skoda Karoq 1,5 TSI DSG Style

Motor: R4, 1.498 cm2, benzin
Ydelse: 150 hk / 250 Nm
0-100 km/t: 8,6 sekunder
Tophastighed: 203 km/t
Forbrug: 15,6 km/l
CO2-udledning: 144 gram/km
Mål (L/B/H): 
438/184/160 cm
Bagagerumsvolumen: 
521-1.630 liter
Pris: 399.995 kr. (Karoq fås fra 314.995 kr.)


Facelifts forklaret

Lad mig lægge ud med de føromtalte facelifts, da de to fætre er opdateret med forskelligt fokus. I Skoda Karoq er det hovedsageligt det udvendige, der er opdateret. Det er godt set af Skoda, da Karoq før var lidt en blød morfar at se på. Nu er designet strammet op!

Hele snuden på Karoq er blevet mere kantet: Fra den nye hexagonale kølergrill til de mere slanke forlygter, der nu endelig er LED som standard. Også baglygterne ses i et nyt og skarpere design, mens der er spredt lidt aerodynamisk plastiktrim hist og her på kofangerne.

Indvendigt er der ændret forsvindende lidt. Her findes nu et rat med to eger, der længe har været en Skoda specialitet. 

LÆS OGSÅ | Første tur: VW T-Roc som vi kender den – bare bedre

I VW T-Roc er det helt omvendt. Her er er det i kabinen, der har fået den største overhaling. Det er også godt set af VW, da T-Roc har været en af de mest udskældte modeller i nyere i forhold til materialevalg og kabinen generelt. 

Dét har VW taget til efterretning, hvorfor materialerne i kabinen har fået et gevaldigt løft. Derudover er instrumenteringen digitaliseret, infotainmentskærmen hævet, mens klimapanelet er nyt og nydeligt. Klimabetjeningen er ikke gemt væk i en undermenu, som det ses i VW Golf 8.

Udadtil begrænser opdateringen på T-Roc sig til kølergrillen, der bølger lidt mere, og som nu flankeres af LED-lygter som standard.

Ingen elektrificering

Selvom det er en 2022-opdatering, de højbenede fætre har fået, er der ingen af dem, der fås med elektrificering. Det går selvfølgelig imod tidens elektriske tendenser, og et par PHEV-udgaver ville uomtvisteligt gøre underværker for salget af de to i Danmark.

Alligevel giver manglen på elektrificering dem også en snæver fordel.

Fraværet af elmotorer og batterier betyder nemlig, at de to crossovers holder en kampvægt på under 1.300 kg. Det gør dem betragteligt mere agile end deres elektrificerede modstykker og i storbyens friske sving, er de lette at danse med.

LÆS OGSÅ | Duel: Kan den nye Skoda Fabia hamle op med VW Polo?

Styretøjet i Karoq er let og smidigt, mens det i T-Roc er lidt tungere og mere indlevende. Det passer i grunden ret godt til fætrenes forskellige profiler, hvor Karoq er højere og har mere frihøjde. Bag rattet af Karoq får man en mere regulær crossover-følelse, fordi man kommer højere til vejrs.

Fysikkens love betyder til gengæld også, at en højere bil har et højere tyngdepunkt. Derfor betyder crossovertendenserne i Karoq også, at man får mere krængning. Den er blødere sat op end VW T-Roc, der opleves mere kontant og velafstemt i friske sving.

De forbandede fælge

Der skulle naturligt have været en større uddybning af komfortniveauet i det ovenstående afsnit; men det er svært, fordi testbilerne begge er udstyret med 19-tommer store alufælge. Karoq med ‘Sagitarius’-alufælge, og T-Roc ‘Misano’-alufælge. Det lyder smart, men er i virkeligheden lidt smådumt.

Særligt Skoda-fælgene irriterer mig; ikke kun fordi de forpurrer komforten over skarpe bump, men også fordi de er mere end halvgrimme. T-Roc kører med en lidt større profil på de 19-tommer, hvorfor ujævnhederne ikke er helt så udtalte. 

Holder man sig til 18-tommer, bliver komfortniveauet straks lidt højere, da begge biler er født med ret så tilgivende undervogne.

Og nå ja, så giver fælgene også mere vejstøj. Under normale omstændigheder er fætrene Karoq og T-Roc ganske lavmælte, men undervejs i ugens dueltest, bliver jeg mødt med anstændige mængder vejstøj. T-Roc krydrer vejstøjen fra fælgene med lidt mere vindstøj, end fætter Karoq gør det.

Med mit fælg-brokkeri ude af systemet er der et komfortelement, som de begge har rigtig godt styr på: Kørepositionerne. De er præcist, som de skal være. Her bør alle kunne finde sig til rette, og hvis man i besiddelse af alle sine arme, er alle funktioner inden for armslængde.

LÆS OGSÅ | Duel: Alle vil have VW Tiguan – men Kia Sportage er bedst

Bagsædepladserne er ligeledes mere end godkendt. Her er rigeligt med plads til både hoved, skulder, knæ og tå. Jeg må dog give Karoq et plads-point mere end T-Roc, da det tjekkiske bagsæde er lysere og byder på mere hovedplads.

Det største es i ærmet er dog døråbningen. Bagdøren i Karoq åbner bredere op, hvilket giver mindre bøvl og baks med barnesædet.

Et skelsættende løfte

Jeg lovede, at jeg ville vende tilbage til kabinekvaliteten, og jeg har trukket spændingen, fordi VW har taget sig overordentligt sammen. Før faceliftet var T-Roc ikke alene tabt bag Karoq men majoriteten af de kompakte crossovers, der forhandles i dag. Det var i sandhed sløjt… Men ikke længere!

Nu er der rent faktisk blød plast at føle i VW T-Roc. Foruden det ‘klassiske’ T-Roc-plast-panel i pianolak er hele instrumentbordet beklædt plastik, man har lyst til at røre ved. Kritikken af T-Roc kabinen var øredøvende, og VW har lyttet.

LÆS OGSÅ | Duel: Kan Cupra Born banke VW ID.3?

Desværre vokser træerne ikke ind i himlen. Selvom VW T-Roc er klatret gevaldigt op ad plastikstigen, er der stadig en bid vej op til Karoq. Dørsiderne er stadig beklædt med plastik af en tarvelig kaliber, og endnu en gang kan man undre sig over, at datterselskabet Skoda har fået førstevalg i plastikskuffen.

Måske førstevalget i plastikskuffen har været en trøstepræmie for Skoda. For i Karoq virker det til gengæld som om, at Skoda har fået et andenrangs infotainmensystem sammenlignet med T-Roc. Systemet i T-Roc er ikke alene pænere at kigge på, men også nemmere at navigere i og mere responsivt.

Men hov… 

… hvad med varianterne og priserne? Det er ganske med vilje, at varianter og prisniveauer ikke har fyldt så meget. Her er fætrene nemlig lige så ens, som de fremstår på papiret. De testede biler er udstyret med en 1,5 liters TSI benzinmotor med 150 hk og DSG gear – og det er den, du skal vælge. Med denne drivlinje starter Karoq i 359.995 kr. og T-Roc i 349.995 kr.

Motorvarianten, der er et nummer mindre, er en 1-liters TSI benzinmotor med manuelt gear som eneste udvej, hvilket er mindre, end de velkørende crossovers fortjener. Her starter Karoq og T-Roc i henholdsvis 314.995 kr. og 299.995 kr.

LÆS OGSÅ | Duel: Taigo og Yaris Cross er trendy crossovers – men er de pengene værd?

VW T-Roc fås også med en 2-liters TSI benzin- eller TDI dieselmotor og firehjulstræk til 444.995 kr., mens dieselvarianten uden firehjulstræk starter i 344.995 kr.

Af ukendte årsager starter Karoq med samme 2-liters TSI benzinmotor og firehjulstræk i 544.995 kr. mens den fås med TDI motoren til 379.995 kr.

Udstyrsmæssigt følger fætrene hinanden tæt, hvor VW T-Roc testbilen er udstyret med R-Line til 394.995 og Skoda Karoq med Style til 399.995 kr.

Og ja, du læser rigtigt. For én gangs skyld er rollerne byttet om. Selvom de to biler deler nok så meget, er det den tjekkiske crossover, der er dyrere end modellen fra moderselskabet.

De forskellige fætre

Nok deler de folkelige fætre platform, men de er opfostret og udviklet under forskellige forhold. Der er derfor forskel i design og profil samt i køreoplevelse, komfort og pladsforhold. 

Den normale fortælling havde været, at Skoda kunne trumfe med mere kvalitet og mere udstyr til en lidt lavere pris – men sådan er det ikke her.

I denne ombæring er det VW, der er billigst, og det er uden at gå på kompromis med udstyrsniveauet. Selvom kabinekvaliteten ikke er helt på niveau med Skodas, så er forskellen ikke stor nok til, at den er skelsættende.

Med kniven for struben ville jeg nok stadig vælge Skoda Karoq, fordi mine nysgerrige og kræsne fedtfingre hurtigt finder den billige plast i VW. Det skal dog understreges, at jeg ingenlunde er sikker i min sag, fordi jeg reelt synes, at VW T-Roc er en dejlig bil (som også ser bedre ud?).

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS