Det bliver C-HR, der får den fornemme titel som tredje elbil i rækken hos Toyota. Vi ser nærmere på den nye og fuldelektriske Toyota C-HR+.
TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen
Da Toyota løftede sløret for den anden generation af C-HR i starten af 2023, var der mild skuffelse at spore. I hvert fald blandt bilkøbere i det kolde nord. For hvorfor blev denne veldrejede og designdrevne kompakte crossover ikke lanceret som elbil? Det virkede oplagt, men Toyota gik forsigtigt frem og lancerede den i stedet for første gang som plug-in hybrid med teknik fra Prius.
Veldrejet og vellykket er en ringe trøst, når kun elbilerne får afgiftsrabat, og Toyota C-HR er med en tung pris aldrig blevet en topsællert. Det kan ændre sig nu. Toyota har nemlig løftet sløret for Toyota C-HR+, der bliver bilmærkets tredje dedikerede elbil efter Toyota BZ4X og Toyota Urban Cruiser.

To batteristørrelser
Den nye Toyota C-HR+ bliver efter planen introduceret i Danmark sidst på året. Her vil de elbilglade kunder få valgmulighed mellem et mindre batteri med en kapacitet på 57,7 kWh og et større med en kapacitet på 77 kWh. Ligesom det er tilfældet med storesøster BZ4X, kan man også vælge mellem for- og firehjulstræk.
Med det lille batteri og forhjulstræk får C-HR+ en elmotor med 167 hestekræfter, mens det store batteri skal håndtere 224 hestekræfter på forhjulene. Vil man have firehjulstræk, er der kun det store batteri på menuen. Til gengæld får man også voksne 343 hestekræfter og en kvik acceleration fra 0 til 100 km/t på 5,2 sekunder.



Rækkevidden er endnu ikke endeligt typegodkendt, men Toyota forventer en rækkevidde på op til 600 kilometer afhængig af udgave. Lynopladning på DC sker maksimalt med 150 kW, mens C-HR+ som standard lader med 11 kW på AC derhjemme. Her vil dog være mulighed for at tilkøbe 22 kW AC-opladning.
Læs også: Toyota teaser helt ny elbil
Indvendigt får man en 14″ skærm til infotainment som standard i alle udgaver. Dertil kommer Toyotas brede vifte af sikkerheds- og assistent systemer med blindvinkelassistent, automatisk nedblænding af fjernlys og automatisk nødbremse ved parkering som en del af standardpakken. I de højeste udgaver får man tilmed avanceret parkeringsassistent og 360 graders kamera.
Danmark bliver et af de første lande, der får den nye C-HR+. Toyota forventer, at de første biler lander hos forhandlerne allerede i slutningen af i år. Nærmere specifikationer, information om udstyrsudgaver og priser vil blive offentliggjort tættere på introduktionen.