240904_skoda-elroq-the-first-exterior-sketches-1_0f24ae62
Nyheder
9. september 2024

Er Elroq det næste hit for Skoda?

Morten B. Bek

Morten Bek

Skoda Elroq bliver som en mindre udgave af Enyaq med opdateret design. Den nye elbil er i klasse med Ford Explorer og Renault Scenic, og de første biler lander i Danmark i starten af 2025.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Den næste bilmodel fra Skoda er tæt på sin verdenspremiere: den nye elbil Elroq vises den 1. oktober, og nye skitser fra Skoda viser for alvor, hvad vi kan forvente af designet på den kompakte crossover.

Selv om vi uden at blinke vil kalde den en forkortet udgave af Enyaq (Elroq er 16 centimeter kortere end Enyaq), vil Elroq være en Skoda med et helt nyt udtryk. Elroq er den første Skoda med Tech-Deck Face, der er en moderne fortolkning af den traditionelle Skoda-front med en stor grill.

Her er ingen traditionel grill, og i stedet for de vanlige krom-ribber får Elroq et panel af mørkt glas (vi har en formodning om, at det er plast), der skjuler bilens sensorer til diverse assistentsystemer. LED-forlygterne er samtidig integreret i det nye Tech-Deck Face.

Den cirka 450 centimeter lange Elroq er også den første Skoda, som må køre uden det klassiske runde logo med pilen. Logoet er allerede fjernet fra alle Skoda-modellers bagklap, men nu skal åbenbart også fronten være logo-fri. På frontklappen af bilerne vil Skoda fremover stave sig frem til sit navn i stedet for at “vise”. Skoda-logoet optræder nu kun i det lille emblem, som sidder midt i alufælgene.

the-all-new-skoda-elroq-taking-sustainable-interior-materials-to-the-next-level-3_8f14c3cb
240904_skoda-elroq-the-first-exterior-sketches-2_bb727a39

Priserne kommer omkring 1. oktober

Skitsen af det indre i Elroq viser et stærkt tilhørsforhold til den større Enyaq, og Skoda henviser da også til både de 5″ store/lille display til den digitale instrumentering og et infotainmentsystem med 13″ touchscreen. Der bliver mulighed for head-up-display med Augmented Reality-visning.

Der bliver også mulighed for et usædvanligt bredt udvalg af Elroq-varianter. Basisudgaven Elroq 50 har baghjulstræk, 170 hestekræfter og batteri på 55 kWh, mens Elroq 60 har 204 hestkræfter, baghjulstræk og batteri på 63 kWh. Basisudgaven vil formentlig kunne køre omkring 400 kilometer på en opladning, men det er noget, Skoda endnu holder for sig selv.

I Elroq 85 kommer en elmotor med 286 hestekræfter og et stort batteri på 82 kWh, som giver en rækkevidde på over 560 kilometer på en opladning. Baghjulstræk er standard, men der er mulighed for en 85-variant med en ekstra elmotor og firehjulstræk. Den model hedder Elroq 85x og har 299 hestekræfter.

Skoda åbner for bestilling af Elroq kort efter premieren den 1. oktober, og de første biler kommer til Danmark i første kvartal 2025. Når der åbnes for bestilling, vil der selvfølgelig være priser på den nye elbil. Enyaq starter lige nu på 339.995 kr. for en veludstyret 50 Premium, så vi kan forhåbentlig se frem til priser på Elroq, som starter et godt stykke under 300.000 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: