juli 27, 2023

EU-lov sikrer lynladere for hver 60 kilometer på de største veje

Godt nyt for elbilister. Fra 2025 skal der være installeret lynladere med mindst 150 kW-ladning for mindst hver 60 kilometer på de vigtigste transportårer i EU.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Det Europæiske Råd har vedtaget en lov, som skal garantere solid infrastruktur for elbilister i hele Europa fra 2025. Med den nye lov, Alternative Fuels Infrastructure Regulation (AFIR), som på gammeldags vis hentyder til el som alternativt brændstof, skal alle europæere fra 2025 kunne tanke strøm for minimum hver 60 kilometer på de største og vigtigste veje i Unionen.

EU sætter også krav til ladepunkterne. Laderne på netværket skal være lynladere, som leverer mindst 150 kW til personbiler og varebiler, mindst 350 kW til lastbiler. EU har også tænkt på gennemsigtigheden, som giver rigtig god mening for bilisterne: Det skal være nemt at betale for opladning med betalingskort og kontaktløs betaling, man skal ikke have abonnement, og der skal være fuld gennemsigtighed omkring prisen.

EU stiller tilsyneladende ingen klare krav om, hvor mange ladestandere hvert punkt skal tilbyde, men hentyder til, at det i nogen grad kan afhænge af antallet af elbiler indregistreret i de forskellige EU-lande.

Den store udfordring ligger i andre lande end Danmark

Hvorfor skal EU så blande sig i, hvor mange ladepunkter et land skal have, hvor langt der skal være mellem dem, og hvor hurtigt bilerne skal kunne lade? Der er to gode grunde. Den ene hedder “Fit for 55”, den anden TEN-T.

Fit for 55 er den store EU-plan for grøn omstilling. Nærmere bestemt er det en samlet reduktion af CO2-udledningen i EU på mindst 55 procent før 2030. Det kommer ikke til at ske uden massiv udrulning af elbiler, elektriske varebiler og elektriske lastbiler – og heller ikke uden et omfattende ladenetværk.

TEN-T, eller Trans-European Transport Network, er EU-sprog for sikringen af fri og velfungerende bevægelighed af varer og mennesker, som dækker alt fra veje over jernbaner til grænseovergange og lufthavne. TEN-T indeholder de vigtigste hovedveje i hele Europa, som typisk er motorveje, men også store landeveje med meget trafik, og EU-landene skal sørge for, at de lever op til specifikke krav.

I Danmark består hoveddelen af TEN-T-netværket af motorvejene E20, E39, E45, E47, E55, Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen og den kommende Femernforbindelse. Men TEN-T-netværket omfatter også andre vejstrækninger, allerede kommende og eksisterende. I Danmark er blandt andet Svendborgmotorvejen, Holbækmotorvejen og videre hele vejen til Odden, Silkeborgmotorvejen og enkelte andre store hovedfærdselsårer med i TEN-T.

De fleste af TEN-T-vejene i Danmark er allerede godt dækket ind af Clever og Tesla, men den nye lov vil kræve nye lynladepunkter. I lande som Spanien og Italien er opgaven med lynladepunkter meget, meget større, da ladenetværket har langt større huller. Når hullerne fyldes ud, kan danske elbilister kan glæde sig til om få år at kunne rulle nemmere gennem Europa på job og ferie.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS