Det ligner mere og mere et ophørsudsalg for den nuværende Model Y, der skal langes over disken inden Juniper-opdateringen lander. Nu får man også gratis strøm.
TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen
Den længe ventede Juniper-opdatering til Tesla Model Y er lige om hjørnet, og Tesla skal have ryddet godt op i lagerbeholdningen af den nuværende Model Y. Det amerikanske bilmærke forsøger derfor med alle midler at gøre hoserne grønne for den i forvejen populære Model Y.
Først var det et attraktivt billån med 0 procent i rente i de første 36 måneder på alle varianter. Et tilbud, der gør, at den billigste Tesla Model Y Baghjulstræk kan erhverves for bare 2.314 kr. om måneden. Dernæst landede en variant med syv sæder, som man ellers var begyndt at tvivle på efter godt fire års ventetid. Nu kommer så et tiltag mere: Gratis strøm!
Gratis Supercharging
Der er i dag 29 Tesla Supercharging-stationer i Danmark med i alt 600 udtag. Fra disse Superchargers kan nytilkomne kunder oplade deres Tesla Model Y kvit og frit, så længe bilen bestilles og leveres inden d. 31. december. Den gratis opladning er ikke begrænset til Danmark, hvorfor tiltaget også kan give nogle billige ski- og sommerferier for dem, der påtænker at lade sin nyindkøbte Model Y på en af de 1.200 Supercharger-stationer, der findes i Europa.

Tesla Model Y fås fra 329.990 kr. med baghjulstræk, mens man skal give 389.990 kr. for Long Range med firehjulstræk, der er den eneste variant med syv sæder. Hertil koster den nye sædekonfiguration 19.000 kr. ekstra.
Hvis ikke, at et kontantkøb er sagen, har Tesla naturligvis også et leasingtilbud i ærmet, så alle, der kan fristes, bliver fristet. Leasingprisen er udmærket uden dog at være så iøjnefaldende som billånet med 0 procent i rente. Tesla Model Y Baghjulstræk koster 14.995 kr. i førstegangsydelse og 3.995 kr. om måneden i 12 måneder med 15.000 km.
Teslas iver med at lange den nuværende Model Y over disken skyldes, at præsentationen af den opdaterede Juniper-variant løber af stablen i løbet af fjerde kvartal 2024. Der er med andre ord godt seks uger at løbe på. Juniper-opdateringen kommer efter alt at dømme til at have en del af de samme kvaliteter, som Highland-opdateringen fik af Tesla Model 3.