Hyundai i20 (5)
Nyheder
3. november 2023

Faceliftet Hyundai i20 fra 169.995 kr.

Morten B. Bek

Morten Bek

Hyundai i20 er en af de bedste minibiler, og i modsætning til flere andre minier lever den i bedste velgående. Den opgraderede udgave kommer nu til Danmark og fås fra 169.995 kr.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Det kan godt være, en kompakt elbil som BYD Dolphin til 234.995 kr. er et stort skridt i den rigtige retning mod prisbillige elbiler, men for mange danske bilkøbere er det stadig et alt for højt beløb. Det bliver også tydeligt, når et mærke som Hyundai nu lancerer en faceliftet udgave af den fine minibil i20 med benzinmotor til 169.995 kr.

Selvfølgelig er i20 lidt mindre, og selvfølgelig har den langt færre kræfter. Men den koreanske mini er stor nok til en lille familie, kraftig nok til alle former for kørsel. I den fornyede udgave af i20 er der kendte motorer. En 1,2-liters motor uden turbo med 84 hk (5-trins manuel gearkasse) og en 1-liters trecylindret turbomotor med 100 hk (6-trins manuel eller 7-trins automatisk DCT-dobbeltkobling).

Faceliftets mere synlige sider er et ændret frontdesign med ny placering af logoet over grillen og nogle nye lakfarver. Læs mere om faceliftet i artiklen, vi linker til lige herover.

Hyundai i20 (6)
Hyundai i20 (7)
Hyundai i20 (8)
Hyundai i20 (1)

Den virkelige pris er slet ikke 169.995 kr., men 179.995 kr.

Den opgraderede i20 er klar hos forhandlerne omkring slutningen af november, og der bliver tre udstyrsniveauer at vælge mellem og ganske få ekstraudstyrsmuligheder. Men som vi ser det, er den egentlige startpris slet ikke 169.995 kr. – den er 179.995 kr.

Udstyrsniveauet i den billigste i20 med udstyrsniveauet Pure overrasker ved at lyde som om, man køber minibil for 15 år siden. Bortset fra automatisk nødbremse og fartpilot er der simpelthen ikke det udstyr, man som minimum kan forvente. Aircondition, sædevarme, Bluetooth, infotainmentsystem og sidespejle med varme kører Pure helt uden.

Essential-udgaven til priser fra 179.995 kr. (pris med 1,2-liters motor) er så til gengæld anderledes anbefalelsesværdig: aircondition, varme i forsæder og rat, infotainmentsystem med 8″ touchscreen, Apple CarPlay/Android Auto, p-sensor bagtil, bakkamera, læderrat, fire el-ruder og højdejusterbart førersæde er standard. For 6.995 kr. kommer Essential med en Komfort-pakke med aut. klimaanlæg, armlæn mellem forsæderne, regnsensor og USB-port ved bagsædet.

Gå op til Advanced-udstyrsniveau, hvis der skal sættes flueben ved LED-forlygter (de burde være standard i alle i20), aut. klimaanlæg, 16″ alufælge, 10,25″ digital instrumentering, aut. nedblændeligt bakspejl og regnsensor. Priser fra 199.995 kr.

Prisliste for hele i20-modelprogrammet:

Hyundai i20 1,2 84 hk Pure – 169.995 kr. Hyundai i20 1,2 84 hk Essential – 179.995 kr. Hyundai i20 1,2 84 hk Advanced – 199.995 kr.

Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk Essential – 195.995 kr. Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk Advanced – 215.995 kr.

Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk DCT Essential – 215.995 kr. Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk DCT Essential – 235.995 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen