marts 4, 2019

3 vilde vans: Drop bagsæderne og få mere bil for pengene

Smid bagsæderne ud og skil dig af med de hvide nummerplader. Jacob Dalby har her fundet eksempler på tre fede firmabiler – eller familiens bil nummer to – hvor du med gule plader får MEGET meget mere bil for pengene.

Tekst: Jacob Dalby | Dato: 4. marts 2019

Hvis du synes, 150 procent i registreringsafgift er lige i overkanten, findes der en relativ simpel måde at sænke den på. For afgiften er kun på 50 procent, hvis du kan undvære bagsæderne – så kan bilen nemlig indregistreres som en varebil. Og det behøver hverken være en Iveco Daily eller en Ford Transit.

Regler og afgift på biler med “papegøjeplader”

Der kan selvsagt være mange penge at spare på en bil, når du fjerner størstedelen af afgiften. Du skal dog lige være opmærksom på, at staten opkræver en såkaldt privatbenyttelsesafgift, hvis du skal bruge bilen privat. Den fastsættes ud fra, hvornår bilen er indregistreret første gang og dens vægt.

Vi har herunder fundet tre eksemplarer, der alle er registreret første gang før den 24. april 2007, og som vejer mellem 2 og 3 tons. I alle tre tilfælde er privatbenyttelsesafgiften derfor på 6.250 kr. Afgiften bliver opkrævet hvert år sammen med vægtafgiften eller den grønne ejerafgift.

LÆS OGSÅ | Ejerafgift på biler: Se hvor meget du skal betale i 2019

For at regnestykket skal gå op i sidste ende, skal forskellige parametre være opfyldt. Især prisen afgør, om det kan betale sig. Hvis bilens værdi ikke er høj nok, vil besparelsen i registreringsafgiften blive ædt op af andre afgifter.

Når, men tilbage til det sjove. Vi har nemlig fundet tre vilde varevogne, der skiller sig ud på hver deres måde.

Hummer H2

Meget mere amerikansk bliver det ikke. Hummer H2 er gadeversionen af den hardcore HMMWV (The High Mobility Multipurpose Wheeled Vehicle), der er USA’s foretrukne militærkøretøj på fire hjul.

Derfra stammer det absurde design også, som langt fra gør noget godt for vindmodstanden. Til gengæld passer det ret godt til bilens præstationer, som vi kommer tilbage til lige om lidt.

For den her Hummer har faktisk kørt med hvide plader på – formodentlig som flexleasing – og bagsæderne er derfor også en del af pakken. Nu står den dog til salg som varevogn, og det er bestemt fristende at lade den indregistrere som netop dét.

Tilbage til præstationerne. For på trods af den 6-liter store V8 med 325 hestekræfter tager det 11 sekunder at komme fra 0 til 100 km/t. Og topfarten er sølle 160 km/t. Det teoretiske forbrug er opgjort til 5,5 km/l. Heldigvis kan tanken rumme 120 liter.

Trods de skøre tal er Hummer H2 fantastisk. Det er den slags bil, der får dig til at føles som et barn på 8 år, og som gør hver en køretur til en oplevelse. Selvom der ikke er meget fart på, er Hummer H2 befriende anderledes.

Mercedes Benz R63

Fart er der til gengæld på AMG-versionen af Mercedes’ R-Klasse; R63. Den er ligesom Hummer bygget i USA, men i modsætning til den gumpetunge militærbil har den velvoksne Mercedes køreegenskaber, der rent faktisk giver mening.

Med luftundervogn og en næsten lydløs kabine er lange ture overstået i fin komfort. Ude foran ligger den 6,3-liter store V8-motor med 510 hk, så sprinten til 100 km/t er overstået på 5 sekunder.

Topfarten er holdt nede til 250 km/t takket være gentlemanaftalen mellem de tyske bilproducenter og den tyske regering.

Eksemplaret her er den lange udgave med en akselafstand på 322 cm og udstyret med både luftundervogn keyless go. De otte cylindre tager villigt omdrejninger med bulder og brag ud gennem de fire afgangsrør. Du kan se den potente varevogn her på Bilbasen.

Dodge Ram 1500 SRT

Da SRT-varianten (Street Racing Technology) af Dodge RAM 1500 kom på gaden, var det verdens hurtigste serieproducerede pick up. Speedometerets første 100 km/t er klaret på 5,3 sekunder, og pick up’en fortsætter helt til 248 km/t.

Det sker takket være den kæmpe 8,3-liters benzinmotor med 10 cylindre og 505 hk fra den amerikanske muskelbil, Dodge Viper. Men hvor Viper har lavt tyngdepunkt og tæt på 50/50 vægtfordeling, er det en helt anden historie i denne Dodge Ram.

Alle kræfterne bliver sendt til et sæt baghjul med med meget lidt vægt på. Det er ikke svært at regne ud, hvor udfordrende det er at få alle kræfterne ned i asfalten.

Til gengæld er lyden fra de 10 cylindre svær at hamle op med og Dodge RAM emmer af mand og skægstuppe. Modellen her er udstyret med 4-trins automatgear – er du mere til manuelt gear fås Dodge RAM SRT også med sådan ét.

Hvis du ikke er fristet af indpakningen, kan du naturligvis også bare snuppe den heftige motor sammen med den bil, den egentlig er skabt til – den heftige Dodge Viper GTS.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS