februar 5, 2018

Stor undersøgelse: Her er de mest fejlfrie brugte biler

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 5. februar 2018

Fejl på bilen er irriterende og nogle gange også dyre. Men hvilke biler fejler egentlig mindst?

Det er svært at finde skudsikker statistik på bilers fejl og mangler, og Årets TÜV-report fortæller da heller ikke det fulde billede om bilernes pålidelighed, men den giver et hint.

TÜV driver en stor del af de tyske synshaller, og sidder derfor på en enorm mængde data om fejl på bilerne, der kommer til syn i Tyskland, hvilket de gør allerede efter to år.

LÆS OGSÅ: 3 brugtbiler, der er faldet markant i pris efter afgiftsændringen

Disse syns-data er tilgængelige i den årlige TÜV-report, og her kan du blandt se en rangordning af, hvor fejlfrie bilerne har været til syn. Datasættet til TÜV-report 2018 stammer fra 8,8 millioner bilsyn. Men kan man bruge det til noget?

Hvad fortæller en synsrapport?

TÜV-report indeholder data fra 8,8 millioner bilsyn.

Først og fremmest skal du vide at en synsrapport kun fortæller om bilens lovpligtige udstyr virker, når den bliver tjekket i synshallen. Dels kan der være fejl, som synshallen er ligeglad med – for eksempel bliver funktionen af klimaanlægget ikke tjekket. Et eventuelt dieselfyr bliver det heller ikke.

Der er altså ting, som ikke fanges af en synshal, men som kan være dyre at reparere. Derudover handler et syn også om vedligehold – så hvis et mærke af en årsag enten har sjuskede ejere eller sjuskede værksteder, så scorer bilerne dårligere hos TÜV.

LÆS OGSÅ: Sådan køber du en ekstremt billig bil

Når det alligevel er værd at kigge på statistikken hos TÜV, så er det fordi de lovpligtige egenskaber trods alt betyder en hel del og fordi at man i et vist omfang kan tale om generel kvalitet. Så selvom der kan være fejl, der ikke tjekkes i synshallen, så omhandler de fejl, der findes, jo lovpligtigt udstyr, som skal være i orden.

For eksempel kan mange fejl på bagbremser betyde at de er dårlig konstrueret og skal renses oftere, mange fejl i forhold til oliespild kan også være en træls affære, mens fejl på lygter oftest kunne have været undgået, hvis ejeren var vågen og tjekkede dem, inden han eller hun tog afsted til synshallen.

Hvorfor er sportsvognene i top?

Et kig på listen over de bedste biler afslører af Porsche og cabrioleter fra Mercedes-Benz klarer sig godt generelt. Det skyldes formentlig at de bliver godt vedligeholdt, og måske ikke kører mange kilometer om vinteren. Noget der måske overrasker er at japanerne er fortrængt fra toppen – eller i hvert fald ikke sætter sig tungt på podiet, som de gjorde i gamle dage.

Et forsigtigt gæt på hvorfor, er at de fleste japanske biler ikke bliver bygget i Japan længere. Og måske er fokus på kvaliteten ikke helt så høj som tidligere. I virkeligheden er differentieringen stor mellem enkelte modeller fra samme fabrikant.

TÜV REPORT: Fejlfri brugte biler 2018

Biler med flest fejlfri rapporter 2-3 år

Mercedes-Benz SLK
VW Golf Sportsvan
Mercedes-Benz B-klasse

Biler med flest fejlfri rapporter 4-5 år

Mercedes Benz B-klasse
Porsche 911
Mazda CX-5

Biler med flest fejlfri rapporter 6-7 år

Porsche 911
Audi Q5
Audi TT

LÆS OGSÅ: Bilbasens begynderguide til køb af Porsche 911

Biler med flest fejlfri rapporter 8-9 år

Porsche 911
VW Golf Plus
Audi TT

Biler med flest fejlfri rapporter 10-11

Porsche 911
Toyota Corolla Verso
Mazda 2

Dette er et uddrag af TÜV-report. Den fulde rapport kan købes her.

Den ringeste bil i synshallen er…

Da jeg selv fik synet min Renault Laguna i efteråret skiftede jeg fjedre, støddæmpere, forrude og bremser på bagakslen. Bilen blev da også synet uden anmærkninger, men synsmanden kunne fortælle om en kvinde, der med tårer i øjnene måtte gå hjem fra synshallen, da hendes Peugeot 206 på trods af en nylig regning på 10.000 kr. fra værkstedet var usikker at køre i.

Hvis du ikke vil stå en den situation skal du nok overveje at holde dig fra en 6-7 år gammel Chevrolet Aveo, da den model kun slipper uden anmærkninger i 35,6 procent af tilfældene.

Og PS – jeg ved godt, at fejlfri ikke kan gradbøjes – den grammatisk korrekte overskrift vil være: Bilmodellerne med den største andel af TÜV-rapporter uden fejl, men det ville blive lidt langt. Bilerne er dog her:

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS