Første tur VW ID.7 Tourer MBB 536
Test og anmeldelser
15. juli 2024

Første tur: VW ID.7 Tourer er skabt til de lange ture

Morten B. Bek

Morten Bek

I Volkswagens første elektriske stationcar er det pladsen og langtursegenskaberne, der er i fokus. Vi kører første tur i VW ID.7 Tourer.

TEKST OG FOTO Morten Bek

En stationcar er den perfekte elbil. Det tror jeg, at flere og flere danskere vil få øjnene op for. Den elektriske stationcar er godt nok ikke helt så strømlinet og strømbesparende som en sedan eller hatchback, men den har langt bedre pladsforhold.

Der hvor en elektrisk stationcar virkelig kan trække fra, er overfor elektriske SUV’er og crossover-modeller. Ikke kun på mindst lige så gode pladsforhold, men også ved at have markant længere rækkevidde, lavere forbrug og bedre køreegenskaber.

Om jeg så tror, at alle kunder til en elektrisk SUV eller elektrisk crossover vil vælge en elektrisk stationcar i stedet? Så blind er jeg ikke. SUV-sygen er kommet for at blive, og med lettere misforstået “bedre oversigt i trafikken” (som man ikke har, når alle kører SUV) og idéen om en eller anden aktiv livsstil er danskerne i stor stil blevet smittet.

Men giv den elektriske stationcar en chance. Måske du opdager, at den alligevel er den højbenede elbil overlegen. Det er i hvert fald et godt indtryk, jeg får i den helt nye ID.7 Tourer fra Volkswagen. En klassisk stor stationcar, der er en af de første af typen til at køre på el.

Første tur VW ID.7 Tourer MBB 504
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 506
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 492
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 489
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 488
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 498
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 484

Lidt mindre end BMW i5 Touring, men alligevel mere rummelig

ID.7 Tourer er stor og fylder godt, hvis den sammenlignes med en ID.4. Den er næsten 40 centimeter længere og med 496 centimeter rager den næsten ud over en almindelig parkeringsbås.

Den elektriske stationcar fra VW er trods alt ikke så stor som den nye BMW i5 Touring, som er 10 centimeter længere endnu. Men den er mere rummelig, og så er den prismæssigt en hel klasse lavere.

Bagsædet er en balsal, og bagagerummet er næsten lige så imponerende. 605 liter og et stort, fladt rum under den falske bund til kabel og meget andet er det første, man møder. Der er også plads i siderne til sprinklervæske, og ved at hive i et greb folder bagsæderyglænene sig frem. Det giver et kæmpe rum med en længde på 173 cm frem til forsæderne. En skilem er der også tænkt på.

Første tur VW ID.7 Tourer MBB 639

446.995 kr. er der, prislisten starter. En overkommelig merpris i forhold til ID.7 hatchback på 15.000 kr., som jeg ikke tøver med at anbefale, at man betaler. ID.7 Tourer ser langt mere harmonisk ud. Den el-betjente bagklap burde være standard, men det er den første på Style-niveau, hvor priserne ligger fra 486.995 kr.

Selv med Style-udstyr er der 103.005 kr. op til den billigste BMW i5 Touring, hvis man køber, at de to stationcars er sammenlignelige. Vigtigere er det nok egentlig at se på prisen i forhold til Volkswagens egen ID.4, der med samme drivlinje og Style-udstyr kun koster 379.995 kr. Det giver også stof til eftertanke, at ID. Buzz nu fås til priser fra 389.995 kr.

ID.4 har kortere rækkevidde og højere forbrug, og ID. Buzz har begge dele i endnu højere grad, men priserne på dem er mere i det leje, som private køber elbil i. ID.7 Tourer skal nok få fat i mange private. Jeg tror dog mest på firmabilisterne, som får den til beskatningsgrundlag fra 419.995 kr.

Første tur VW ID.7 Tourer MBB 601
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 632
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 588
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 604
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 621
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 570
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 573
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 586
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 582
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 619
Første tur VW ID.7 Tourer MBB 616

Stort batteri giver op til 686 kilometer

Hvor mange kilometer på en opladning er kilometer nok? I ID.7 Tourer får man valget mellem en rækkevidde på op til 602 kilometer og op til 686 kilometer med et større batteri. Det er et batteri med en totalkapacitet på 82 kWh mod et på i alt 92 kWh, og de 10 kWh kommer med en merpris på 20.000 kr.

Min testbil, som jeg kører en kort tur i, har det lille batteri og Style-udstyret, og her er rækkevidden op til 598 kilometer. Det tænker jeg, de fleste kunder vil mene er mere end nok. Nok ikke fordi mere batteri giver højere vægt, men fordi næsten 600 kilometer i sig selv er et højt tal.

Hvor meget vejer så 10 kWh? Tilsyneladende kun 44 kilo. Jeg tror ikke, det vil gøre den store forskel på, hvordan ID.7 Tourer gebærder sig på vejen. Og den gør det mere typisk Volkswagen-balance, som kan gengives med ret få ord: man lægger ikke mærke til, hvordan ID.7 Tourer kører, fordi den er nem, smidig og neutral.

Første tur VW ID.7 Tourer MBB 557

ID.7 Tourer er støjsvag, og Style-udgavens ErgoActive-komfortsæder med el-justering og massage kan gøre kroppen en kæmpe tjeneste, når man kører over lange afstande. Med rigelig plads og gode sæder for og bag er ID.7 Tourer helt sikkert god på de lange ture.

Jeg er ikke imponeret af affjedringen i ID.7 Tourer, når den står uden adaptive støddæmpere. Hjulene falder tungt og lidt for ofte hårdt i vejens huller, og jeg ville gerne, den var lidt mere smidig. Med adaptiv dæmpning ved jeg, fra ID.7 hatchback, at affjedringen yder langt mere. Desværre er det bundet til en pakke, som koster 47.995 kr. i Pro og Pro S-udgaver og 14.995 kr. i Style og Style S.

Under mit første møde med ID.7 Tourer har jeg svært ved at se meget andet, der ikke stemmer i den nye stationcar. Jeg håber, at den kan give nogle danskere lysten til igen at køre stationcar. Med ID.7 Tourer giver det i hvert fald mening.


SPECIFIKATIONER

Volkswagen ID.7 Tourer 77 kWh Style

Motor: Elmotor (bag) Ydelse: 286 hk/ 545 Nm 0-100 km/t: 6,6 sekunder Tophastighed: 180 km/t Forbrug: 14,6 kWh/100 km Rækkevidde: 598 kilometer Batteristørrelse: 77 kWh Ladekapacitet: 175 kW Mål (L/B/H): 496/186/155 cm Køreklar vægt: 2.227 kilo Trækvægt: 1.200 kilo Bagagerumsvolumen: 605-1.714 liter Pris: 486.995 kr. (ID.7 Tourer fås fra 446.995 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst (ID.7 Tourer fås fra 30.000/5.845 kr.)* Beskatningsgrundlag, firmabil: 449.994 kr. (ID.7 Tourer fås fra 419.995 kr.)

* Leasingkontrakten løber 48 måneder med 15.000 km om året. Med 10.000 km om året er den månedlige ydelse 5.495 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen