Ford introducerer syv nye elbiler inden udgangen af 2024. Den lille crossover Puma kommer som elbil, men også en række modeller på MEB-platformen fra Volkswagen
TEKST Morten Bek FOTO PR
Ford har fart på. Elektrificeringen er kommet godt fra start med Mustang Mach-E, men nu trykker Ford speederen i bund. Frem mod udgangen af 2024 vil syv helt nye elbiler komme på markedet.
Ford investerer stort i at blive et mærke med 100 procent elektriske biler i 2030. Mærket prioriterer ikke bare elektrificeringen med eksempelvis at investere 7 miliarder kroner på at omdanne fabrikken i Køln til elektriske center. Der er også dannet en separat koncern i Ford med navnet Ford Model E, som alene tager sig af elbiler.
At Ford allerede inden udgangen af 2024 kan sende syv nye elbiler på markedet, skyldes i høj grad samarbejdet med Volkswagen. Volkswagen deler den elektriske MEB-platform med Ford, mens Ford bl.a. deler den nye Ranger med VW.

Første nye elbil præsenteres i år
Ford har indtil nu holdt kortene tæt til kroppen, men nu kommer de første nyheder omkring kommende elbiler. Mens den lille crossover Puma går i produktion i 2024, produceret på samme fabrik i Rumænien som benzinversionerne, så præsenteres den første af de syv elbiler allerede i løbet af 2022.
Elbilen vi kommer til at se her i 2022, som kommer til forhandlerne i 2023, bliver en mellemstor crossover med fem sæder. Bilens præcise størrelse taler Ford ikke om, men det tyder på en bil i klasse med Skoda Enyaq – som sammen med VW ID.4 og flere andre modeller står på MEB-platformen.
Men er Fords Mustang Mach-E ikke en bil i den klasse? Uden tvivl. Men den VW-baserede variant kan blive en mere rummelig og muligvis billigere bil. Der er også mulighed for, at den mellemstore crossover bliver mindre end Mustang Mach-E.

Forvirringen bliver ikke mindre af, at Ford i 2024 tilføjer en “sportslig crossover”. Hvor stor den bliver, og hvilke biler den skal konkurrere med, ligger ikke fast.
Den store forskel på Mustang Mach-E og de nye MEB-baserede modeller er produktionsstedet. De to nye mellemstore crossovers skal produceres i Köln i Tyskland, mens Mustang Mach-E produceres i Mexico.
Det giver kortere afstand til de europæiske kunder, lavere CO2-udledning og mulighed for biler som er målrettet europæisk smag og lokale behov.
De øvrige nye elbiler fra Ford er elektriske varebiler. Det vil være biler i mindre størrelse end den allerede lancerede E-Transit.