marts 9, 2023

Ford Puma ST får ny motor – og kan skifte selv

Puma ST Powershift har en 1-liters turbomotor med 170 hk og automatisk dobbeltkoblingsgearkasse som erstatning for 1,5’eren med 200 hk og manuel gearkasse.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Det er sjældent, at biler mister hestekræfter, når de de får en opgradering med tekniske ændringer.

Det gør Ford Puma ST i princippet heller ikke, men den eksisterende Puma med de skarpe kløer (1,5-liters turbomotor med tre cylindre, 200 hk og manuel gearkasse) får selskab af en anden Puma ST med en ny motor med mindre slagvolumen, færre hestekræfter og automatisk gearkasse: Puma ST Powershift.

LÆS OGSÅ | Duel: VW Polo GTI og Ford Puma ST er et spørgsmål om temperament

Den nye version af Puma ST, der ikke erstatter den kendte motorvariant, er en tilføjelse, der byder på en motor med 170 hk og en dobbeltkoblingsgearkasse. Færre hestekræfter og selvskiftende gearkasse, men på andre måder skulle den nye ST-variant være lige så sjov som den med 200 hk.

1-liters motoren har aldrig været stærkere

Der kan være flere grunde til, at Ford har fravalgt 1,5-liters motoren fra den eksisterende Puma ST til udvidelsen af motorprogrammet. En mulig grund er, at 1,5’eren ikke lader sig parre med en automatgearkasse, og en anden at ønsket om et mild-hybrid-system ikke lader sig opfylde med 1,5’eren.

Fords mindre trecylindrede benzinmotor på 1 liter opfylder begge krav. Den er i forvejen parret med både automatgear og mild-hybrid-system i flere Ford-modeller – også i den almindelige Puma, hvor motoren fås med 125 eller 155 hk.

LÆS OGSÅ | Test: Brian-bil på den fede måde med Ford Focus ST

170 hk (og 248 Nm) er ny rekordydelse for den lille motor, og mild-hybrid-systemet med 48 volt lægger endnu 10 hk til i mange situationer – elektriske kræfter fra en generator og et lille batteri, energi opsamlet fra nedbremsninger.

Puma ST Powershift har en revideret 7-trins automatisk dobbeltkoblingsgearkasse, og 0-100 km/t eksekveres på 7,4 sekunder. Den manuelle Puma ST med 200 hk er hurtigere: 6,7 sekunder.

Den fulde ST-pakke får man stadig

Ford gør meget ud af at fortælle, at ST-oplevelsen ikke er forringet i den nye Powershift-variant, og at alt det gode og ST-specifikke fra Puma ST med manuel gearkasse og 200 hk følger med over.

Puma ST Powershift er lige så rendyrket en ST som den originale Puma ST, og derfor får man en Puma, der er et helt andet bæst end en standard-Puma med 125 eller 155 hk.

LÆS OGSÅ | Ford fyrer i Europa: Elbiler er mere simple at lave

Baghjulsophænget har 50 procent højere vridningsstabilitet, og Puma ST’erne har unikke ST-fjedre, Hitachi-frekvensstyrede støddæmpere, 25 procent hurtigere styretøj, 17 procent større forbremser (325 mm skiver) og mange andre små og store ændringer.

De færreste bilmærker gør så meget ud af at fuldende de dynamiske egenskaber, som Ford gør med sine ST-modeller.

Puma ST Powershift markerer det første, omend meget lille, skridt mod elektrificering af Fords ST-modeller. Med Fiesta tæt på den endelige udfasning og Focus med kun cirka to år tilbage, før den også udgår, er det spændende, om ST-navnet lever videre med nye elektriske biler fra Ford.


Brugte Ford Puma til salg på Bilbasen

Se flere brugte Ford Puma til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS