juni 13, 2019

Formel E i Berlin: Sådan er det at se lydløst racerløb

Vi er to tredjedele henne i sæsonen, og Formel E-cirkusset har indtaget Tempelhof Lufthafen i Berlin. Den nedlagte lufthavn lægger beton til de 22 startende Formel E-racere men også op mod 40.000 tilskuere, der denne lørdag er kommet for at tage del i, hvad der mest af alt minder om en festival.

Af: Jacob Dalby / d. 13. juni 2019

Det kan virke naturligt at sammenligne med Formel 1, men i så fald har du tabt på forhånd. Formel E er fremtidens race og kan ikke sammenlignes med nogen anden form for racing. For en garvet motorsportsrotte som jeg selv virker det en lille smule intimiderende, at træde ind på pladsen til mit første Formel E-løb. Alligevel ser jeg frem til at opleve, hvad fremtidens racing har at byde på.

Interessen for grønt race boomer

Populariteten og interessen for Formel E er på sit højeste. Det ses ikke kun på det voksende antal tilskuere men også flere almindelige bilmærker, der begynder at købe sig ind i sporten. Både Audi, Jaguar, DS, BMW og Porsche har teams i det elektriske race. Nissan har denne sæson overtaget samarbejdet med det succesfulde e.dams team efter Renault.

Teamet er det mest vindende nogensinde og har blandt andre den tidligere Formel 1-kører Sebastian Buemi, der vandt Formel E-mesterskabet i 2016, på holdet. Nissan mener i øvrigt selv at have haft en lille fordel, da de har brugt software fra sin elbil Nissan Leaf til Formel E-raceren.

Er jeg kommet til Festival?

Det første, der slår mig, da jeg træder ud på pladsen, er det relativt lille setup. Men den beskedne størrelse betyder alt, når man gerne vil køre race i midten af verdens storbyer. Formel E er globalt med løb i både New York, Beijing, her i Berlin samt andre europæiske hovedstæder, hvor banerne bygges op fra bunden til hvert løb. Ved at rykke motorsporten ind i byerne tiltrækkes automatisk et yngre publikum, som er en af de helt store forskelle fra Formel 1. Gennemsnitsalderen for Formel 1-fans er 66 år – i Formel E er den 27! Samtidig er mellem 40 og 50 % af tilskuerne kvinder.

Utilgivelige forhold

Banerne i sig selv er ufatteligt smalle. Som i ”her kan ingen overhale”-smalle. Samtidig er de utilgivelige, da afkørselsarealer ikke er noget, der rigtigt bliver brugt.

I stedet er banen omkranset af store betonblokke, som kørerne, der må have en form for superkræfter, snitter omgang efter omgang. Der er masser af overhalinger og med de mange snævre sving, kombineret med kolossalt moment fra elmotoren, er udskridninger mere reglen end undtagelsen.

Desværre føles det ikke særligt hurtigt når man står og ser på og jeg kan ikke komme udenom, at jeg savner motorlyd frem for den dårlige technomusik, der brager ud af højtalerne på pladsen.

Computerspil med udvalgt overboost

Faktisk føles det hverken hurtigt live eller på TV, så arrangørerne gør alt hvad de kan, for at kompensere for den lidt kunstige stemning. For eksempel Fanboost. Her kan fans gå på de sociale medier og stemme på sin favoritkører. De fem kørere, der får flest stemmer, opnår ekstra kræfter i fem sekunder, som de kan bruge under løbet.

LÆS OGSÅ | Hvad sker der med bilerne, hvis Tesla går konkurs?

Der er også Attack Mode. Her skal kørerne forlade race line under løbet og køre igennem zoner, for at opsamle ekstra energi. For at engagere og hjælpe publikum er der monteret LED-lys på sikkerhedsbøjlen omkring køreren, der lyser i forskellige farver, når køreren aktiverer de forskellige boosts. Det er helt sikkert med til at fange den yngre målgruppe, men for mig minder det mere om et computerspil end racing og gør hele oplevelsen en smule kunstig.

Lige vilkår giver tæt race

Det er ellers ikke kræfter, der mangler i Formel E-racerne. Rammen, batteriet, aerodynamikken og dækkene er ens på alle racerne. Til gengæld må hvert team tilpasse elmotoren, gearkasse og støddæmperne bagpå til sine kørere. De meget lige racere giver helt ufatteligt tæt race. 19 ud af 22 kørere ligger inden for det samme sekund til tidtagningen i Berlin.

Det er samtidig med til at holde omkostningerne nede i sporten. Åbnes der først op for at udvikle egne batterier, vil omkostningerne eksplodere.

Batterierne yder under løbet 200 kW og kan boostes i en kort periode til omkring 250 kW, der svarer til 335 hk. Alle kræfterne er til rådighed fra 0 km/t i en bil, der vejer mellem 900 kg og 1 ton. Det giver en tid fra 0-100 km/t på 2,8 sekunder og en topfart på omkring 280-300 km/t.

Til gengæld er kørerne nødsaget til tæt at monitorere strømforbruget, der kun lige akkurat rækker til de 45 minutter, løbet varer. Det er før set, at de førende kørere går fra 1 til 0 % strøm ned ad langsiden på sidste omgang.

Det handler om en grønnere verden

Formel E er helt sin egen, og det er ikke så underligt, at det tiltrækker en langt yngre målgruppe. De er ikke smittet med gammeldags racing. De har aldrig oplevet larmen fra de højtydende motorer og lugten af benzin. Den nye form for racing, hvor de konstant er i kontakt med kørerne på youtube og instagram, virker tillokkende.

TIL SALG | Søg efter elbiler på Bilbasen

Der er ingen tvivl om, at Formel E er kommet for at blive. De noble intentioner om en grønnere verden taler til følelserne, der samtidig er kombineret med high tech og innovation, som i mere end nogen anden form for motorsport, kan bruges i for eksempel den nye Nissan Leaf.

Formel E viser tydeligt, at det ikke behøver være kedeligt at køre elbil.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS