MG ZS EV
maj 20, 2020

FØRSTE TEST: MG ZS EV er en BILLIG elektrisk crossover

Der er ikke meget MG-historie tilbage i den nye elektriske crossover. Til gengæld er den billig – meget billigere end tilsvarende konkurrenter med samme præstationer

Af: Jacob Dalby / d. 20. maj 2020 (Opdateret 18. august 2020)

Kender du MG? Du ved, den hæderkronede britiske bilproducent med rødder tilbage i 1920’erne? Vel nok mest kendt for den lille to-personers sportsvogn? Det kan du godt glemme alt om, for verden ser helt anderledes ud i dag – også for MG.

LÆS OGSÅ | Hvad koster det at lade en elbil op?

Det nye MG er ejet af kinesiske SAIC Motor; Kinas ubetinget største bilproducent med over 6 millioner producerede biler sidste år. Det rækker til en 39. plads på listen over de største virksomheder i verden målt på omsætning. Og den store produktion giver store fordele. Især når det kommer til at kunne levere biler nok, som mange af konkurrenterne kæmper med. MG Motor Danmark lover omgående levering fra lanceringen d. 6. – 7- juni.

Specifikationer

MG ZS EV

Comfort

Motor: Elmotor

Ydelse: 136 hk / 353 Nm

0-100 km/t: 8,2 sek.

Tophastighed: 140 km/t

Forbrug: 186 Wt / km

Startpris: 219.999 kr.

Men hvad er det, der bliver lanceret?

Effektivitet og optimering er prioriteret højt i Kina. Historien er skrottet og MG-brandet bliver istedet brugt til at markedsføre, hvad der faktisk efterspørges i markedet: En simpel, billig og elektrisk crossover. Og billig… Dét er den altså; 219.990 kr. for den helt nye MG ZS EV. Vi kører første tur i og omkring Vejle for at finde ud af, hvor meget Kina-produkt, der egentlig er over den nye MG.

MG ZS EV – elektrisk crossover

Der er efterhånden flere spillere på markedet, når det kommer til elektriske crossovers. Lige fra den populære Kia e-Niro til den avantgarde DS 3 Crossback E-Tense. MG ZS EV er i samme kategori som B-SUV og placerer sig størrelsesmæssigt imellem Kia e-Niro og Peugeot 2008.

LÆS OGSÅ | 2020 oversigt: Se alle elbiler i Danmark og deres rækkevidde

Et batteri på 44,5 kW driver elmotoren med 136 hk. Det er ikke nok til at gøre crossoveren specielt hurtig men rigeligt til, at accelerationen føles tilpas frisk. Batteriet har kapacitet til 263 km på en fuld opladning. Det er kortere end konkurrenternes men ikke nævneværdigt, da den lille forskel i rækkevidden alligevel afhænger af din kørestil.

Batteriet kan hurtiglades med op til 80 kW så at 80% af batteriet kan lades på 40 minutter. Lader du op hjemme i carporten med 6,6 kW tager en opladning omkring syv timer. Det passer med, at du sætter den i stikket når du kommer hjem – så er den klar næste dag.

Det første indtryk

Fornemmelsen af MG ZS EV er en absolut velbygget bil. Det hele virker godt skruet sammen og der virker ikke til at være meget overladt til tilfældighederne. Samlingerne i kabinen er lige og der er ingen knirken eller knagen nogen steder fra. Selv dørene har den rigtige lyd, når de lukkes. Men den meget lille pris skal jo komme et sted fra.

For det første fra materialerne i kabinen, der er af den billige slags. Plasten er hård og vælger du den dyre version med kunstlæder på sæderne er det ikke af den bløde og tykke kvalitet. Du får heller ingen klimaanlæg med – heller ikke i den dyre version. Men ringest af det hele er infotainmentsystemet på den 8” touchskærm.

LÆS OGSÅ | Alt du skal vide om elbiler findes her

Systemet rimer langt fra på intuitivt og det hele foregår i et tempo, vi ikke er vant til at se i nyere biler – det er deicderet langsomt. Til gengæld er det kompatibelt med både Apple CarPlay og Android Auto som standard, som du helt sikkert vil benytte dig af.

Til gengæld er MG ZS EV en rummelig størrelse med fin plads på bagsæderne, hvor jeg med mine knap 180 cm nemt ”sidder bag mig selv”, og et rummeligt bagagerum på 448 liter. Og husk nu på, at prisen altså er 219.990 kr. Af konkurrenterne er Hyundai Kona EV nærmest prismæssigt til 249.995 kr. – også med 136 hk men med en lidt længere rækkevidde på 289 km. Herefter stiger priserne på konkurrenterne til knap 300.000 kr.

Kan kun købes online

Helt i takt med tiden skal MG købes digitalt. En ny webshop guider dig igennem købsprocessen hvorefter du, som det ser ud nu, henter din nye bil i en af de fire brand stores. Enten i Århus, Odense, Roskilde eller Valby.

I de fire brand stores, samt ved pop-up shoppen på Østerbro, er det også muligt at se og prøve bilen, hvis du ikke udelukkende lader dig overbevise af den lille pris. Der vil også være salgspersonale til at hjælpe dig igennem købsprocessen.

Danmarks laveste ydelse på en elbil

Det bliver ikke billigere end MG i privatleasing, hvis du vil køre elbil. Det vil sige, at du lige nu kan køre for bare kr. 2.995,- om måneden. Ydelsen er for en MG ZS EV Comfort i 36 måneder op til 15.000 km om året. Den månedlige ydelse for en Luxury model er kr. 3.495,-. Udbetalingen for begge modeller lyder på kr. 4.995,-.

Aftalen indeholder både finansiering, leveringsomkostninger, serviceaftale, afleveringsgebyr og moms.

Et simpelt valg

MG ZS EV kommer i to udstyrsniveauer; Comfort og Luxury. Aircondition, adaptiv fartpilot og parkeringscensor er blandt standardudstyret i den billigiste version. Opgraderer du til Luxury, der koster 30.000 kr. ekstra, kommer ZS EV også med blandt andet panoramaglastag, bakkamera og 17” aluminiumsfælge.

Samtidig kommer denne og alle fremtidige MG med 5 års garanti eller indtil 150.000 km, alt efter hvad du når først. På batteriet lover MG Motor Danmark 8 år eller 150.000 km.

ZS EV er bare den første fra det nye MG. Senere i år kommer yderligere to modeller. Men fælles for dem alle er, at fremtidige bilmodeller fra MG er elektrificerede i et eller andet omfang.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS