Test og anmeldelser

Første tur: Hyundai Bayon giver prisbillig praktik til crossover-glade danskere

Du må snart være træt af at høre om, hvor populære de kompakte crossovers er – men der bliver ved at komme flere. Nu er Hyundai klar med endnu en kompakt crossover, Hyundai Bayon, der er en højbenet variant af Hyundai i20. Vi kører første tur i Hyundai Bayon.

Tekst: Simon Hallenslev / Foto: PR / d. 26. august 2021

Det bliver en lang indledning til artiklen, hvis jeg skal nævne de konkurrenter, som allerede optager plads på markedet for kompakte crossovers. Hyundai Bayon skal bide skeer med modeller som Ford Puma, VW T-Cross, Seat Arona, Skoda Kamiq og Renault Captur.

LÆS OGSÅ | Første tur: Hyundai i20 vil gå forrest

Faktisk indleder Hyundai Bayon også en intern konkurrence, da Hyundai allerede har Kona i modelprogrammet. Hyundai Kona, som var Hyundais anden mest populære model herhjemme i 2020, kun snævert overgået af Hyundai i10.

Hvad skal Hyundai med endnu en kompakt crossover? Og duer den egentlig til noget? Vi kører første tur i Hyundai Bayon.

Hyundai Bayon
T-GDi
Essential

Motor: R3 benzin, 998 ccm

Ydelse: 100 hk / 171 Nm

0-100 km/t: 10,7 sek.

Tophastighed: 183 km/t

Forbrug: 18,5 km/l

Startpris: 209.995 kr.

(Bayon fås fra 184.995 kr.)

Ikke en skinke

Sad du og blev lidt småsulten bare ved navnet? Hyundai slår fast, at deres nye, kompakte crossover-håb ikke er opkaldt efter Bayonne-skinken men derimod den franske by Bayonne… Som ganske vidst er kendt for deres skinke. Men at den koreanske bil er opkaldt efter en europæisk by, giver faktisk fin mening.

Hyundai Bayon er nemlig udviklet specifikt til det europæiske marked og vil kun blive udbudt til salg netop i Europa. Derfor giver det også mening, at Bayon blev en kompakt crossover, da de højbenede biler stod for 44 procent af bilsalget i Europa sidste år.

LÆS OGSÅ | TEST: Hyundai Tucson som PHEV er svær at slå

Selvom Hyundai Bayon måler næsten det samme i udvendige mål som Hyundai Kona, der har kørt på de danske landeveje siden 2017, deler de to crossovers ikke platform. I stedet deler Hyundai Bayon platform med den lille og velkørende Hyundai i20, hvilket er ganske tydeligt flere steder, og som jeg vender tilbage til.

Det er let at undre sig over, hvorfor Hyundai lancerer en konkurrent til en af deres absolutte topsællerter. En konkurrent som tilmed kun er prissat 20.000 kroner billigere. Forklaringen skal ifølge Hyundai findes i, at Bayon er det praktiske valg, mens Kona er et mere sportsligt valg. Og mens man måske kan diskutere sportsligheden i Kona, er Bayon trods alt mere praktisk, da den pakker 58 liter mere i bagagerummet end Kona: 411 liter vs 353 liter.

Bayon gør præcist, hvad den skal

Den seneste Hyundai i20 er en ungdommelig og sprælsk minibil på både godt og ondt. Mens den lavere og bredere statur samt større strukturelle stivhed gør i20 til en velkørende minibil, er den også til den hårde side sammenlignet med konkurrencen. Det har Hyundai dog heldigvis været klar over.

For hvor Hyundai i20 skulle være ungdommelig, skal Bayon, som fortalt, være praktisk. Undervognen fra Hyundai i20 er således blevet heftigt revideret i forbindelse med crossover-ombygningen til Bayon. Hyundai Bayon optræder i al fald ganske komfortabelt, hvilket harmonerer godt med den godt 5 cm højere kørehøjde, der giver det evigt populære overblik, som europæiske bilkøbere higer efter.

LÆS OGSÅ | TEST: Skoda Kamiq er i top på plads og komfort

Der er også områder, hvor Hyundai Bayons ophav i i20 skinner igennem. Styretøjet føles nemlig meget som i i20, hvilket er positivt, fordi det er let og rart til bykørsel men alligevel kvikt nok til, at man kan styre skarpt ind i et sving uden kvaler. Den højere undervogn kaster naturligt mere krængning af sig sammenlignet med i20, men det er ingenlunde alvorligt.

Kabinen i Hyundai Bayon er 1:1 den, man får i Hyundai i20 – og det er mindre positivt. For selvom opsætningen er intuitiv, er materialevalget plast på plast fra de billige hylder hos Hyundai. Dørsider og instrumentbord er i hård og utiltalende plast, hvilket er synd, fordi konkurrenter som Captur og 2008 har knækket koden med lækre plastmaterialer trods budgetorienteringen.

Mellemvarianten vinder

Hyundai Bayon kommer i to motorvarianter. En 1-liters T-GDi 3-cylindret turbomotor med 100 hk med enten en 6-trins manuel gearkasse eller en 7-trins DCT-automatgearkasse samt en 1,2-liters MPi med 84 hk og en 5-trins manuel gearkasse. Derudover kan man vælge mellem tre udstyrsversioner: Pure, Essential og Advanced.

Priserne starter ved 184.995 kr. for en 1.2 Pure-udstyrsversion med 84 hk – men den må du for himlens skyld ikke vælge. Den er for langsom, for skrabet og mangler et gear til, at du gider køre langt i den. Varianten du skal vælge, er den 1-liters T-GDi turbomotor med Essential udstyr, som starter ved 209.995 kr. Det er på niveau med Skoda Kamiq og Renault Captur, der starter ved henholdsvis 199.995 kr. og 208.990 kr., men som kommer med mindre udstyr.

LÆG OGSÅ | TEST: Renault Captur med kryds og bolle på udstyrslisten

Med Essential-udstyr får man i Bayon touchskærm på 8-tommer, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, 10,25-tommer digital instrumentering, bakkamera, varme i rat og forsæder samt udvidet automatisk nødbremse, der både assisterer i venstresving og har cyklist-genkendelse. I den noget skrabede Pure-version skal man undvære alt dette, ligesom instrumenteringen skrumper ind til sølle tre tommer.

I ekstraudstyrsafdelingen kan man opgradere infotainmentskærmen til 10,25 tommer, men så mister man (af umiskendelige årsager) den trådløse Apple CarPlay og Android Auto. Der er også en lydpakke med Bose-lydanlæg, en parkeringspakke med automatisk parallelparkering og en førerassistentpakke med adaptiv fartpilot. Disse ekstraudstyrspakker kommer med alskens brugbart udstyr og er pænt prissat til henholdsvis 6.995 kr., 5.995 kr. og 6.495 kr.

Alt i alt står jeg tilbage med en følelse af, at Hyundai Bayon gør det, den er sat i verden for. Hyundai er gavmilde med udstyret i Bayon, som også kommer med fem års garanti, mens den samtidig giver den komfort og den højere indstigningshøjde, der er så populær i dag. Hyundai Bayon er en ægte danskerbil, der lander herhjemme den 1. september.

Simon - billede
Om forfatteren

Simon Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon i det daglige roder med. På Bilbasen kombinerer han sin viden om ting som SEO og klik-rater fra CBS med den brændende passion for biler.