Den store Kia EV9 bliver nu hurtigere og sjovere. Med cirka 509 hestekræfter, adaptiv undervogn og kunstige gearskift kan den blive den sjoveste store elbil.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Er det kedeligt at køre en Kia EV9 med firehjulstræk og 384 hestekræfter? Nej, det er egentlig mere end okay, for den store elbil har masser af power og masser af attitude. Men kunne det være sjovt med flere kræfter og endnu mere attitude?
Kia mener, at EV9 kan bruge begge dele. Derfor får kunderne mulighed for endnu mere råstyrke, og de får samtidig opstrammede køreegenskaber og et løftet design, der fortæller noget om dynamikken. Det hele handler om den nye EV9 GT, som indtil nu kun har været et løst rygte.
Den nye topmodel har netop haft premiere på LA Auto Show, biludstillingen i USA, og EV9 GT er et rigtig godt eksempel på, at Kia i sig selv er meget velkørende. På samme udstilling er der premiere på den opdaterede EV6 GT og på den faceliftede udgave af Sportage i den amerikanske udgave (den er længere end den europæiske).







Kia EV9 er meget mere end bare en masse ekstra hestekræfter…
I en topmodel skal der være et ekstra lag kræfter. Dem har EV9 GT selvfølgelig i forhold til den indtil videre mest seriøse EV9, EV9 Long Range AWD GT-Line. Den har to elmotorer, som skaber i alt 384 hestekræfter og 700 Nm (0-100 km/t på 5,3 sekunder).
Da EV9 GT indtil videre kun er offentliggjort i forhold til det amerikanske marked, må vi regne den amerikanske ydelse om. Den ene elmotor har omregnet 218 hestekræfter, og det tyder umiddelbart på, at Kia her bruger motoren fra bagakslen i den nye basisudgave med lille batteri. Bagtil bruges en elmotor med 367 hestekræfter – og i alt, fordi de to motorer ikke yder optimalt ved samme antal omdrejninger, bliver det til cirka 509 hestekræfter.
I forhold til EV6 GT er det en noget lavere ydelse (den har hidtil haft 585 hestekræfter), så Kia-folkene har alligevel besindet sig. Men det er nok til, at EV9 GT kan marchere problemløst fra 0-100 km/t på cirka 4,4-4,5 sekunder.







… for den er også fyldt med dynamiske tricks
EV9 GT tager en side ud af EV6 GT-bogen ved at være fyldt med systemer, som alle skal forbedre køredynamikken og give en mere intens køreoplevelse.
Undervognen er udstyret med adaptive støddæmpere, som skifter dæmpningsgraden alt efter køreprogrammet. Det sker gennem den meget synlige og meget grønne GT-knap i rattet, og man skifter mellem Normal, Eco, Sport og My Drive – sidstnævnte den personliggjorte indstilling.
Udover støddæmperne påvirkes også blandt andet styretøjet, bremsefornemmelsen og ESC-systemet. Som en ekstra hjælp til at få den store SUV rundt i svingene er der et elektronisk spærredifferentiale, så kræfterne tildeles det eller de hjul, der har bedst greb i vejen.
Fra Hyundai Ioniq 5 N – og nu også EV6 GT – har EV9 GT en detalje, der virkelig gør køreturen meget sjovere. Selv om det er ren software og ikke andet end legetøj, er Virtual Gear Shift (VGS) – virtuel, kunstige gearskift – en ting, der er sjov, når man virkelig skal presse bilen. Det passer nok bedre til de mindre modeller end til EV9 GT, men ros til Kia for at have taget valget om VGS.
Den nye EV9-topmodel har fået en behørig omgang designændringer, der skal fremhæve dens status. De er hverken overdrevne eller vulgære, så EV9 GT ligner ikke en familiebil på steroider. 21″ alufælge, opgraderede bremser med grønne GT-bremsekalibre og et unikt lysmønster i fronten – ENERGETIC – og et interiør med dybe sportssæder med Alcantara og et særligt GT-rat gør, at man ikke glemmer, hvad man sidder i, selv om man ikke hele tiden bruger alle kræfterne.
Rækkevidde, siger du? Den nævner Kia ikke – kun at lynopladning fra 10-80 procent tager under 25 minutter, så vi går ud fra, batteriet er det samme som i EV9 GT-Line med en kapacitet på 99,8 kWh.