november 7, 2024

Stor model til meget lavere pris: Kia EV9 nu fra 449.999 kr.

Med lavere udstyrsniveau, mindre batteri og prissænkninger er der gode nyheder i hele EV9-modelprogrammet. Den veludstyrede basismodel med 443 kilometer rækkevidde koster 449.999 kr.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Med priser fra 600.000 kr. har den store og vellykkede elbil Kia EV9 været alt andet end opnåelig bil for de fleste danske bilkøbere. Ønsket om en stor elektrisk SUV med syv sæder har mange, men det bliver ved drømmen, når prisen er så høj.

Vi skriver har været alt andet end opnåelig, fordi Kia her til morgen har sænket startprisen med 150.000 kr. Den store Kia fås nu til 449.999 kr., og der er flere udstyrsvarianter og lavere priser på de varianter, vi i forvejen kender.

Den meget lavere pris inkluderer stadig syv sæder og en masse udstyr. Men et sted har Kia selvfølgelig været nødt til at skære, og mens det i mild grad går ud over udstyret, så er det primære offer rækkevidden. Der er et nyt og mindre batteri med kapacitet på 76,1 kWh, som giver en rækkevidde op til 443 kilometer.

Man må undvære lidt, men ikke meget udstyr

Et mindre batteri i en elbil er som regel lig med færre kræfter. Kia vender den rundt – den nye basismodel RWD Standard Range med 76,1 kWh og 443 kilometer rækkevidde har 218 hestekræfter. EV9 RWD Long Range med batteri på 99,8 kWh, den hidtidige basismodel med rækkevidde på 563 kilometer har en motor med 203 hestekræfter.

Vores test af EV9 med 203 hestekræfter viste, at elmotorens milde ydelse på ingen måde er problematisk. Med lidt flere kræfter og en vægt, der vil være noget lavere, får man hurtigere optræk og mere overskud.

Det nye basisudstyrsniveau hedder Upgrade, og det ligger under varianterne Premium og GT-Line. Hvad mister man så ved at tage den mindste udstyrsvariant? Ikke meget, når det kommer til stykket. Man sparer, med det store batteri, til gengæld 65.000 kr. Det man må undvære er varme/ventilation i bagsædet, 360 graders kamera, automatisk niveauregulering på bagakslen og el-foldbare bagsæder.

Upgrade har stadig en rigtig god udstyrspakke. Den nye basisvariant har 19″ alufælge, el-betjent bagklap, indtræk i kunstlæder, ventilation i forsæderne, nøglefri betjening, trådløs mobilopladning og meget andet.

EV9 med lang rækkevidde nu fra 509.999 kr.

Kia har møbleret om i hele EV9-modelprogrammet, og det mest positive er, at priserne generelt er lavere. Eksempelvis er topmodellen med firehjulstræk, 384 hk og GT-Line-udstyr faldet med 50.000 kr. til 699.999 kr.

Mindst lige så godt er det, at man kan vælge det store batteri, enten i forbindelse med 203 hestekræfter og baghjulstræk eller firehjulstræk med 384 hestekræfter, men det nye basisudstyrsniveau. Det skal Kia have ros for – rækkevidde og hestekræfter bør ikke bindes til højeste udstyrsniveau.

Derfor er det muligt at få EV9 Long Range RWD med 563 kilometers rækkevidde og Upgrade-udstyr til 509.999 kr., og EV9 Long Range AWD med firehjulstræk til 549.999 kr. Kun hvis man vil have den nye batterivariant med 443 kilometers rækkevidde, er man bundet til (det udmærkede) Upgrade-niveau, og GT-Line-versionen fås kun med drivlinjen med 384 hestekræfter.

Kia EV9-modelprogram – priser

EV9 Standard Range RWD 218 hk Upgrade – 449.999 kr.

EV9 Long Range RWD 203 hk Upgrade – 509.999 kr.
EV9 Long Range RWD 203 hk Premium – 574.999 kr.

EV9 Long Range AWD 384 hk Upgrade – 549.999 kr.
EV9 Long Range AWD 384 hk Premium – 614.999 kr.
EV9 Long Range AWD 384 hk GT-Line – 699.999 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS